Baggrund for Letland

Mellem 2012 og 2022 varierede væksten i det årlige bruttonationalprodukt (BNP) fra 7 % (i 2012) til -2,2 % (i 2020). I 2012-2022 var den årlige vækstrate moderat (1,9-4 %), bortset fra faldet i 2020, men forblev positiv. I den 10-årige periode faldt arbejdsløsheden støt. Den samlede arbejdsløshed lå på 6,9 % i 2022. I de 10 år betragtet var der en stigning i beskæftigelsen, hvor den samlede beskæftigelsesfrekvens var 74,3 % i 2012 og 76,8 % i 2022. I 2022 var beskæftigelsesfrekvensen for mænd (79,1 %) højere end for kvinder (74,5 %).

Arbejdsmarkedslovgivningen omfatter arbejdsloven (vedtaget den 20. juni 2001), loven om beskyttelse af arbejdstagerne (vedtaget den 20. juni 2001) og supplerende lovgivning, loven om arbejdsretlige tvister (vedtaget den 26. september 2002), loven om strejker (vedtaget den 23. april 1999) og en række andre normative love, der regulerer løn til særlige grupper af arbejdstagere og andre specifikke spørgsmål.

Arbejdsgiverrepræsentation, arbejdstagerrepræsentation og kollektive overenskomstforhandlinger er reguleret af arbejdsmarkedsloven, fagforeningsloven (med en ny udgave vedtaget den 6. marts 2014) og loven om arbejdsgiverorganisationer og deres foreninger (vedtaget den 19. maj 1999).

En lov om information og høring af arbejdstagere i kommercielle virksomheder på EU-plan og koncerner af kommercielle virksomheder på EU-plan, der blev vedtaget den 19. maj 2011, fastlægger de europæiske samarbejdsudvalgs rolle.

I 2022 blev der foretaget to sæt ændringer af arbejdsloven. De første ændringer (vedtaget den 6. juni 2022 og gyldige fra den 1. august 2022) indførte ændringer af mere end 40 bestemmelser i lovens hoveddel og tre ændringer af overgangsreglerne (Latvijas Republikas Saeima, 2022a). Disse ændringer vedrører følgende punkter:

• regulering af kollektive overenskomster (f.eks. undtagelser fra kollektive overenskomster)

• en udbyder af arbejdsformidlingsformidling til skriftligt at underrette en ansat om modtageren af arbejdsformidlingstjenesten inden den forventede ansættelse af arbejdstageren

• Nye krav til ansættelseskontrakters indhold

• en skærpet forpligtelse for arbejdsgiveren til at informere medarbejderne om ansættelsesregler og -vilkår

• Nye regler for prøvetid

• arbejdsgiverens pligt til at informere medarbejderne om de forretningsrejser, de forventes at foretage

• bredere solidarisk ansvar i byggebranchen

• tilladelse fra det statslige arbejdstilsyn (VDI) til overarbejde

• nye regler om arbejdstid for arbejdstagere, hvis arbejdstider ikke er fuldstændigt eller for det meste forudsigelige

• Arbejdstagernes ret til at tilpasse deres arbejdstid

• reglen om, at afholdelse af årlig ferie ikke må have negative konsekvenser

• arbejdsgiverens pligt til at give orlov uden løn

• fædres ret til en længere fædreorlov

• forældreorlov

Det andet sæt ændringer (gældende fra den 25. november 2022) indførte undtagelser i procedurerne for fastsættelse og revision af månedsmindstelønnen (Latvijas Republikas Saeima, 2022b).

Systemet for social dialog blev etableret i begyndelsen af 1990'erne, da fagforeningernes, arbejdsgiverorganisationernes, de kollektive overenskomsters rolle og forhandlingsproceduren blev fastlagt i den lettiske arbejdsmarkedslov og andre specifikke love. Systemet er baseret på princippet om frivillig deltagelse af de involverede. I begyndelsen var den sociale dialog en topartsproces. I 1993 blev der så etableret et system for social dialog baseret på en trepartsforhandlingsproces. Samme år blev der oprettet to trepartsråd, og i 1994 blev der oprettet endnu et råd. Arbejdstagerne var og er stadig repræsenteret af en enkelt organisation på nationalt plan, Den Frie Faglige Sammenslutning i Letland (Latvijas Brīvo arodbiedrību savienība, LBAS). Arbejdsgiverne er også repræsenteret af en enkelt organisation, Letlands arbejdsgiverorganisation (Latvijas Darba Devēju konfederācija**,** LDDK) (oprettet i 1993).

Det nationale rådgivende trepartsråd for arbejdsgivere, regering og fagforeninger blev oprettet i december 1993. Det blev omorganiseret til det nationale trepartssamarbejdsråd (Nacionālā trīspusējās sadarbības padome, NTSP) i 1996.

Den 12. maj 1998 blev rådene på grundlag af »Konceptet om trepartssamarbejde på nationalt plan« samlet i et hovedråd og flere underråd.

Der blev indført en række love for at regulere den sociale dialog. I 2002 blev der indført en ny arbejdsmarkedslov, som præciserede de vigtigste principper for den sociale dialog, arbejdsgivernes forpligtelser og arbejdstagernes rettigheder.

Siden omorganiseringen af systemet for social dialog i 1998 er der ikke sket væsentlige ændringer. Arbejdsmarkedsrelationer er virksomheds- og konsensusorienterede. Selv om de er stærke, samordnede og tredelte på nationalt plan, er de svage på sektorniveau.

I 2017 blev arbejdsgivernes repræsentativitet i sociale forhandlinger på sektorniveau udvidet til at omfatte store virksomheder gennem en ændring af arbejdsloven. Sådanne store virksomheder bør opfylde de samme repræsentativitetsordninger, som gælder for arbejdsgiverorganisationerne.

Arbejdsmarkedets parter var meget aktive med hensyn til at afbøde virkningerne af covid-19-krisen. I første omgang udtrykte de fuld støtte til regeringens tiltag med henblik på at begrænse spredningen af virusset og deltog aktivt i udformningen og forbedringen af de støtteforanstaltninger, som regeringen har foreslået og vedtaget. Senere på året understregede arbejdsmarkedets parter betydningen af den sociale dialog for at afbøde krisens virkninger og opfordrede regeringen til bedre at respektere arbejdsmarkedets parters initiativer.

Regeringen spillede hovedrollen i begyndelsen af pandemien og måtte træffe beslutninger hurtigt. Regeringen forsøgte dog lige fra begyndelsen at inddrage arbejdsmarkedets parter så meget som muligt i de arbejdsgrupper, den nedsatte dengang.

Den første gruppe blev etableret før COVID-19-pandemien i regi af Finansministeriet for at lette den kollektive diskussion af statens skatte- og finanspolitik. Den anden gruppe blev nedsat i det tværsektorielle koordinationscenter for at koordinere de statslige institutioners drift og bestod af ministre og repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og ikke-statslige organisationer. Den tredje var den operationelle styringsgruppe – en arbejdsgruppe til koordinering af interinstitutionelle operationer. Det blev oprettet ved ministerkabinetsbekendtgørelse nr. 2020/1.2.1.-84, vedtaget den 10. juli 2020.

De største arbejdsmarkedsparter (LDDK og LBAS) og andre institutioner (det lettiske handels- og industrikammer (Latvijas Tirdzniecības un rūpniecības kamera, LTRK), den lettiske sammenslutning af lokale og regionale myndigheder (Latvijas Pašvaldību savienība, LPS) og det lettiske videnskabsakademi dannede en koalition, som de kaldte "de fem store". Gennem koalitionen koordinerede de deres aktioner og udarbejdede og afgav fælles udtalelser.

Denne nye tilgang til den offentlige debat mindskede i nogen grad arbejdsmarkedets parters rolle, da der blev indgået aftaler i store, etablerede grupper.