Aktører og institutioner i Portugal

I Portugal godkender og gennemfører Ministeriet for Arbejde, Solidaritet og Social Sikring (Ministério do Trabalho, Solidariedade e Segurança Social, MTSSS) politikker vedrørende beskæftigelse, erhvervsuddannelse og kvalifikationer, arbejdsmarkedet og arbejdsmarkedsrelationer gennem Generaldirektoratet for Beskæftigelse og Arbejdsmarkedsrelationer (Direção-Geral do Emprego e das Relações de Trabalho, DGERT) og Myndigheden for Arbejdsvilkår (Autoridade para as Condições do Trabalho — ACT). DGERT er ansvarligt for at støtte udviklingen af politikker, love og bestemmelser om beskæftigelse og erhvervsuddannelse og om arbejdsmarkedsforhold, herunder arbejdsvilkår og sundhed, sikkerhed og trivsel på arbejdspladsen.

ACT er ansvarlig for at fremme forbedrede arbejdsvilkår ved at sikre overholdelse af arbejdsmarkedslovgivningen og for at fremme politikker for forebyggelse af erhvervsrisici i offentlige forvaltninger, afdelinger og organer og i alle aktivitetssektorer.

To andre organer kan foretage undersøgelser i tilfælde af erhvervssygdomme eller andre sundhedsskader, der er opstået under arbejdet, eller som er relateret til arbejdet. Institut for social sikring (Instituto da Segurança Social) er gennem afdelingen for beskyttelse mod erhvervsrisici (Departamento de Proteção Contra os Riscos Profissionais) ansvarligt for at forvalte behandlingen af og genopretningen efter en sygdom eller et handicap, der opstår som følge af erhvervsmæssige risici. Generaldirektoratet for Sundhed (Direção-Geral da Saúde, GDS) er en af de vigtigste aktører i forbindelse med fastlæggelse, fremme og håndhævelse af arbejdsmiljøpolitikken gennem sin afdeling for miljø og sundhed på arbejdspladsen (Divisão de Saúde Ambiental e Ocupacional). GDS er ansvarligt for at fremme vurderingen af forholdet mellem arbejde og sundhed/dårligt helbred og evaluere arbejdets indvirkning på helbredet (handicap og død). Det er også ansvarligt for at støtte udviklingen af politikker, lovgivning, bestemmelser, retningslinjer osv. om sundhedsovervågning.

Den portugisiske lovgivning indeholder ikke regler om kriterier og mekanismer til vurdering af fagforeningers og arbejdsgiverorganisationers repræsentativitet eller om konsekvenserne af repræsentativitet i institutioner for social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger. Alle officielt registrerede fagforeninger eller arbejdsgiverforeninger har ret til at deltage i kollektive forhandlinger. Det kritiske aspekt ved kollektive forhandlinger i Portugal er gensidig anerkendelse.

Aftalememorandummet (gennemført i perioden maj 2011-maj 2014) krævede, at udvidelsen af kollektive overenskomster skulle baseres på repræsentativitet, både for fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. De lovændringer, der blev foretaget af centrum-højre-koalitionen PSD/CDS i 2012 og 2014, henviste kun til arbejdsgiverrepræsentation/repræsentation. I 2012-versionen skulle arbejdsgiverne repræsentere 50 % af beskæftigelsen i sektoren, hvilket i mange sektorer er et umuligt mål. I 2014-versionen skulle 30 % af deres medlemmer bestå af mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, for at de kunne forlænge de kollektive overenskomster.

Disse regler blev trukket tilbage i 2017 af en række årsager: den negative indvirkning på kollektive overenskomstforhandlinger som følge af reduktion af antallet af forlængelser og antallet af ajourførte kollektive overenskomster samt deres dækning; svagheden i arbejdsgiverforeninger som fremhævet i grønbogen om arbejdsmarkedsforhold fra 2016 (Dray, 2017), hvor kun 19 % af virksomhederne i Portugal i 2014 hævdede at være tilsluttet arbejdsgiverforeninger; og det faktum, at både arbejdsgiverorganisationer og fagforeningsorganisationer var imod eller tilbageholdende med hensyn til kriterierne for udvidelse baseret på repræsentativitet/repræsentation. I maj 2017 erstattede resolution 82/2017 kriterierne om repræsentativitet/repræsentation af arbejdsgiverorganisationer med nye kriterier for udvidelse af kollektive overenskomster: indvirkningen på lønsummen og de økonomiske virkninger, lønstigningens størrelse, indvirkningen på lønskalaen og på mindskelsen af uligheden, den procentdel af arbejdstagere, der skal være omfattet (i alt og efter køn), og andelen af kvinder, der vil få gavn af det.

Om fagforeningsrepræsentation

Retten til at organisere sig i en fagforening (liberdade sindical) er garanteret i Den Portugisiske Republiks forfatning og i arbejdsloven. Meget få grupper er udelukket fra denne ret, og kun medlemmer af de væbnede styrker og militariserede sikkerhedsstyrker er udelukket.

Måling af fagforeningsmedlemskab i Portugal er en særlig vanskelig opgave, fordi de fleste fagforeninger ikke giver opdaterede og nøjagtige oplysninger. Siden 2010 har den årlige obligatoriske undersøgelse for alle virksomheder i markedssektoren (Relatório Único; Bekendtgørelse 55/2010) har indeholdt et spørgsmål til arbejdsgivere om antallet af ansatte tilknyttet fagforeninger. Som fremhævet i grønbogen om arbejdsmarkedsforhold fra 2016 angiver mindre end 4 % af virksomhederne, at de har organiseret sig i fagforeninger, og dataene om fagligt organiserede arbejdstagere peger på en fagforeningstæthed på mellem 11 % og 9 % i 2010-2014. Desuden omfatter disse data ikke den offentlige sektor, hvor fagforeningstætheden altid er meget højere.

Offentliggjorte data (OECD, 2021) viser, at der var bemærkelsesværdig stabilitet i EU-tætheden i Portugal indtil 2011. Ifølge denne database omfattede CGTP-IN i 2011 omkring 460.000 medlemmer, UGT havde omkring 193.000 medlemmer og uafhængige fagforeninger omfattede omkring 19.000 medlemmer, og i 2016 (de seneste data) omfattede CGTP-IN 400.000 medlemmer, UGT havde omkring 160.000 medlemmer og uafhængige fagforeninger omfattede 19.000 medlemmer. Der er en vis uoverensstemmelse mellem disse data og fagforeningernes egne vurderinger, især fra UGT. CGTP-IN rapporterede, at det havde mistet næsten 64.000 medlemmer mellem 2012 og 2016 (CGTP-IN, 2016), men at dets medlemstal var steget betydeligt i de følgende fire år, nemlig med 132.541 (CGTP-IN, 2020; Porfírio, 2020; se også CGTP-IN's svar på spørgeskemaet i Eurofound, 2014). UGT rapporterede, at den havde mistet 20 000 medlemmer mellem 2012 og 2016 og 8 000 medlemmer mellem 2016 og 2010 (UGT, 2013, 2017; se også UGT's svar på spørgeskemaet i Eurofound, 2014).

Fagforeningsmedlemskab og -tæthed, 2011-2020

Anm.: * Andel af arbejdstagere, der er medlem af en fagforening. ** Baseret på den årlige obligatoriske undersøgelse, der sendes til alle virksomheder i markedssektoren (Relatório Único), som omfatter et spørgsmål til arbejdsgivere om antallet af arbejdstagere, der er tilsluttet fagforeninger på virksomhedsniveau, hvilket gør det muligt at beregne fagforeningstætheden (GEP/MTSSS, 2023, s. 17). Det samlede antal medlemmer af fagforeninger (herunder selvstændige og ikke-erhvervsaktive fagforeningsmedlemmer, dvs. studerende, pensionister eller arbejdsløse) på nationalt plan. n.a., ikke tilgængelig OECD/AIAS ICTWSS, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling/Amsterdam Institute for Advanced Labour Studies Fagforeningernes institutionelle karakteristika, lønfastsættelse, statslig indgriben og sociale pagter.

Vigtigste faglige sammenslutninger og -forbund

Der er to faglige sammenslutninger (CGTP-IN og UGT), som har adgang til det sociale trepartssamarbejde på makroniveau (CPCS).

Vigtigste faglige sammenslutninger og -forbund

I løbet af de sidste 20 år er den mest omfattende og gennemgribende omstrukturering blandt de portugisiske fagforeninger blevet gennemført af sammenslutningen af fagforeninger for metalkemiske, elektriske, farmaceutiske, papir-, trykkeri-, energi- og mineindustrier (Federação Intersindical das Indústrias Metalúrgicas, Químicas, Eléctricas, Farmacêutica, Celulose, Papel, Gráfica, Imprensa, Energia e Minas, FIEQUIMETAL). Processen begyndte i 1999 med fusionen af CGTP-IN's metal-, kemi- og kemiarbejdersammenslutninger og fortsatte i 2007 med integrationen af elektrikerforbundet. I 2010 fusionerede otte af FIEQUIMETALs medlemsforeninger til fire nyoprettede regionale fagforeninger, der dækker flere grene af fremstillingsindustrien. Samme år blev den nationale fagforening for papir- og trykkeriarbejdere (Sindicato dos Trabalhadores das Indústrias de Celulose, Papel, Gráfica e Imprensa) integreret i disse fire nye organisationer. FIEQUIMETAL dækker nu følgende sektorer: metal, kemi, elektricitet, farmaceutisk industri, papir og papirmasse, grafik, presse, energi og minedrift.

En anden vigtig struktureringsproces fandt sted i 2007, da UGT's tre bank- og to forsikringsfagforeninger oprettede National Union Federation of the Finance Sector (Federação Nacional do Sector Financeiro, FEBASE). Samme år grundlagde CGTP-IN's transport- og kommunikationsfagforeninger Federação dos Sindicatos de Transportes e Comunicações**,** FECTRANS. I modsætning til FIEQUIMETAL medførte oprettelsen af FEBASE og FECTRANS ikke en omstrukturering af medlemsorganisationerne.

Om repræsentation af arbejdsgivere

Forfatningen garanterer retten til frivilligt at organisere sig og beskytter mod enhver tvang til at tilslutte sig en forening, mens arbejdsloven specificerer denne ret for arbejdsgiverorganisationer.

Med hensyn til interesseorganisationernes retlige status er der en vigtig forskel mellem de arbejdsgiverorganisationer, der er anerkendt som arbejdsmarkedets parter, på den ene side og rene brancheorganisationer på den anden side.

De vigtigste arbejdsgiverorganisationer, der er repræsenteret i den vigtigste tværsektorielle nationale institution for social dialog, CPCS, er Portugals iværksættersammenslutning (Confederação Empresarial de Portugal, CIP), den portugisiske handels- og servicesammenslutning (Confederação do Comércio e Serviços de Portugal, CCP), sammenslutningen af landbrugere i Portugal (Confederação dos Agricultores de Portugal) og sammenslutningen af portugisiske turismer (Confederação do Turismo Português).

CIP blev grundlagt i 1974 som følge af en sammenlægning af den portugisiske industrisammenslutning (også CIP) med to store nationale iværksættersammenslutninger: sammenslutningen af portugisiske industrier (Associação Industrial Portuguesa) og den portugisiske erhvervssammenslutning, handels- og industrikammeret (Associação Empresarial de Portugal, Câmara de Comércio e Indústria, AEP). Med denne fusion konsoliderede CIP sin førende rolle på arbejdsgivernes side.

Den 18. maj 2021 blev det nationale råd for arbejdsgiversammenslutninger (Conselho Nacional das Confederações Patronais) oprettet. Denne platform samler ikke kun de fire arbejdsgiversammenslutninger, der er repræsenteret i trepartssammenslutningen af CPCS, men også den portugisiske sammenslutning af bygge- og anlægsvirksomheder (Confederação Portuguesa da Construção e do Imobiliário). Denne platform har muliggjort øget koordinering mellem arbejdsgiversammenslutninger.

Der er ingen offentliggjorte medlemsdata vedrørende arbejdsgiverorganisationer. Den årlige obligatoriske undersøgelse, der sendes til alle virksomheder i markedssektoren (Relatório Único), indeholder imidlertid et spørgsmål til arbejdsgiverne om deres tilknytning til arbejdsgiverforeninger og deres antal ansatte, hvilket gør det muligt at foretage et skøn over den samlede arbejdsgiverorganisationstæthed med hensyn til procentdelen af virksomheder, der er tilknyttet (19,3 % i 2012 og 13,3 % i 2020 i den private sektor) og med hensyn til aktive medarbejdere (38,2 % i 2012 og 34,5 % i 2020) (GEP/MTSSS, 2023, s. 17).

Arbejdsgiverorganisationens tilhørsforhold og tæthed, 2012-2020

Bemærk: * Procentdel af ansatte, der arbejder i en virksomhed, der er medlem af en arbejdsgiverorganisation, der er involveret i kollektive forhandlinger.

Vigtigste arbejdsgiverorganisationer

Der er to store arbejdsgiversammenslutninger (CIP og CCP), der dækker mere end én sektor, og som har adgang til det sociale trepartssamarbejde på makroniveau (CPCS).

Vigtigste arbejdsgiverorganisationer og -sammenslutninger

Det trepartsorgan for social samordning på makroniveau er CPCS. Den blev oprettet i 1984 og har indført flere aftaler om indkomstpolitik, der fastsætter referenceværdier for lønstigninger i kollektive forhandlinger. I 1990 og 1996 blev der undertegnet brede pagter, der dækker en lang række områder. Disse aftaler blev kun underskrevet af én fagforeningssammenslutning, UGT; CGTP-IN underskrev ikke nogen af dem.

I 1991 blev de første specifikke aftaler undertegnet i CPCS: en om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og en anden om erhvervsuddannelse. Den endelige brede aftale blev underskrevet i 1996 (som også var den endelige aftale, der indeholdt retningslinjer for lønforhandlinger), hvorefter denne nye type specifik aftale blev det dominerende middel til social samordning indtil 2008 (Almeida et al., 2016; Campos Lima og Abrantes, 2016).

I sidste kvartal af 2014, med underskrivelsen af en trepartsaftale om mindstelønnsstigningen, fik trepartssamrådet igen betydning. I den nye politiske cyklus, der fulgte efter slutningen af 2015, underskrev PS-regeringen tre trepartsaftaler i 2016, 2017 og 2018, der dækkede forskellige spørgsmål.

I juni 2018 fremsatte trepartsaftalen om bekæmpelse af usikre ansættelsesforhold og segmentering af arbejdsmarkedet og fremme af større dynamik i kollektive overenskomstforhandlinger forslag om at styrke voldgiften inden udløbet af overenskomster, at beskytte arbejdstagernes erhvervede rettigheder på visse områder, når kollektive overenskomster udløber (se »Udløb af kollektive overenskomster«) og at udvide rækken af spørgsmål, som favoriserer arbejdere princippet. Samtidig medførte trepartsaftalen nye udfordringer med hensyn til kollektive overenskomster og beslutningstagning på arbejdspladsen om arbejdstidsfleksibilitet. Trepartsaftalerne fra 2017 og 2018 blev ikke undertegnet af CGTP-IN. Blandt grundene til ikke at underskrive var CGTP-IN's krav om en dybtgående revision af de juridiske rammer for kollektive forhandlinger for fuldt ud at genetablere princippet om favor laboratoris og for at tillade kollektive aftaler at udløbe først efter en fælles beslutning fra de underskrivende parter.

I juli 2021 blev trepartsaftalen om erhvervsuddannelse og kvalifikationer undertegnet, en aftale, der var i overensstemmelse med målene i Portugals genopretnings- og resiliensplan for 2030. Den integrerede foranstaltninger for at nå det europæiske mål om, at 60 % af voksne mellem 25 og 64 år senest i 2030 skal gennemføre livslang læring hvert år.

I oktober 2022 blev der en mellemfristet trepartsaftale om forbedring af indkomst, lønninger og konkurrenceevne, som fastsætter foranstaltninger og retningslinjer for den lønpolitiske udvikling for 2023-2026. Et af hovedformålene med denne aftale er at øge lønandelen af BNP med mindst tre procentpoint og nå op på 48,3 % senest i 2026 for at nærme sig EU-gennemsnittet. Den fastsætter et mål om at øge den gennemsnitlige nominelle løn med 20 % mellem 2022 og 2026, dvs. en gennemsnitlig nominel lønstigning på 4,8 % om året indtil udgangen af 2026. Aftalen indeholder incitamenter til arbejdsgivere, f.eks. en stigning på 50 % i arbejdsgivernes skattefradrag til gengæld for lønstigninger til virksomheder, der opfylder mindst én af følgende betingelser: at have underskrevet eller fornyet kollektive overenskomster, at have øget lønnen årligt i overensstemmelse med målene i trepartsaftalen eller at have reduceret forskellen mellem de øverste 10 % (dvs. højest lønnede) og de nederste 10 % (dvs. lavest lønnede) job. Denne aftale blev undertegnet af regeringen og alle arbejdsmarkedets parter, der var repræsenteret af CPCS, bortset fra CGTP-IN. Denne fagforeningssammenslutning hævdede, at de nominelle lønstigninger, der var fastsat i aftalen, ikke kompenserede for inflationen (tidligere og fremtidig), og var imod den finanspolitiske bonus, der blev tilbudt arbejdsgiverne (Eurofound, 2023).

De vigtigste treparts- og topartsorganer

Samarbejdsudvalgenes (comissões de trabalhadores) og fagforeningernes rettigheder på virksomhedsniveau er garanteret i forfatningen og reguleret af arbejdsloven.

Samarbejdsudvalgenes kompetence er i vid udstrækning begrænset til information og høring. I 2009 blev det juridisk muligt for fagforeninger at uddelegere deres mulighed for at underskrive kollektive overenskomster til samarbejdsudvalg, og dette blev forlænget i 2012, men det er ikke blevet brugt i praksis.

Fagforeninger har eneret til at underskrive juridisk bindende kollektive overenskomster og til at opfordre til strejke. Fagforeningsstrukturer på virksomhedsniveau (delegerede eller udvalg) er involveret i kollektive forhandlinger, hvis fagforeningsbestyrelsen ønsker det. Det er bestyrelsen, der træffer beslutningerne i forhold til forhandlingerne.

Data fra den europæiske virksomhedsundersøgelse bekræfter resultaterne af en undersøgelse i 1990'erne: Fagforeningsrepræsentanterne er de mest talrige organer (målt på virksomheder og arbejdstagere).

Ændringen af arbejdsloven om telearbejde (lov 83/2021, artikel 169) omfatter telearbejderes ret til at få adgang til oplysninger fra arbejdstagerrepræsentantstrukturer. Den fastsætter følgende rettigheder: retten til personligt at deltage i møder, der finder sted i virksomheden, der indkaldes af fagforeninger eller samarbejdsudvalg, retten til at blive integreret i antallet af ansatte i virksomheden til alle formål, der vedrører kollektive repræsentationsstrukturer, og til at være kandidat til disse strukturer og retten til at anvende informations- og kommunikationsteknologi i sit arbejde til at deltage i møder, der fremmes af arbejdstagerrepræsentanter. På den anden side kan arbejdstagerrepræsentanter anvende de nævnte teknologier til at kommunikere med telearbejdere, og de har ret til at opslå meddelelser, meddelelser, oplysninger eller anden tekst vedrørende fagforeningslivet og arbejdstagernes samfundsmæssige og faglige interesser samt til at distribuere sådanne oplysninger via e-mail til alle telearbejdere på grundlag af en liste fra arbejdsgiveren (artikel 465, stk. 2).

Regulering, sammensætning og beføjelser for organerne