Baggrund for Belgien

Fra 2012 til 2022 steg Belgiens bruttonationalprodukt med 10,6 %. I samme periode faldt den samlede arbejdsløshed med 2 procentpoint og nåede op på 5,6 % i 2022, hvilket er lidt lavere end EU-gennemsnittet på 6,2 % for samme år. Arbejdsløshedstallene for unge faldt med 3,6 procentpoint i løbet af de 10 år og lå på 16,4 % i 2022, hvilket er over EU-gennemsnittet på 14,5 %.

Den sociale dialog i Belgien er forankret i bl.a. loven af 5. december 1968 om kollektive overenskomster og blandede udvalg (Loi du 5 décembre 1968 sur les conventions collectives de travail et les commissions paritaires/Wet van 5 december 1968 bretreffende de collectieve arbeidsovereenkomsten en de paritaire comites). Mens forsamlings- og foreningsfrihed og retten til information, høring og forhandling er fastsat i den belgiske forfatning, fastsætter loven af 5. december 1968 repræsentativitetskriterierne for fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer (se afsnittet »Repræsentativitet«). Arbejdsretten omfatter al lovgivning om arbejdstid, arbejdsgiveres og arbejdstageres rettigheder og pligter og specifikke foranstaltninger vedrørende unge arbejdstagere.

I de senere år, delvist på grund af nedskæringer siden finanskrisen i 2007-2008, er der blevet gennemført en række reformer af arbejdsmarkedslovgivningen i landet. Disse vedrører fleksibel arbejdstid (2012, 2016, 2017, 2022); vikararbejde (2013); fleksible job i hotel-, restaurations- og cateringsektoren, små detailhandle, biografer, sport, kultur og sundhedspleje (2015, 2017, 2022); natarbejde i forbindelse med e-handel (2015; yderligere ændringer i 2017 og 2023); reformer af førtidspensionering og pensioner (2012-2015); karriereorlovssystemet (2015); foranstaltninger til at øge bæredygtigt arbejde (2012-2013 og 2017) og afskaffelse af prøvetiden (2014).

En anden væsentlig ændring vedrører indførelsen af en mere ensartet beskæftigelsesstatus for arbejdere og funktionærer med hensyn til deres opsigelsesvarsler (lov af 26. december 2013).

Siden slutningen af 1990'erne har staten spillet en stigende rolle i kollektive forhandlinger (Capron et al., 2013) med flere kombinerede funktioner. Den har grebet direkte ind, som det var tilfældet med forslaget fra regeringen, der tog magten i oktober 2014 om at fjerne den næste automatiske indeksregulerede lønstigning. Den hævdede, at lønforskellen mellem Belgien og nabolandene er for stor, hvilket gør Belgien ukonkurrencedygtig. Statsstyret kontrol med inflation og arbejdskraftomkostninger har også skabt et stærkt pres på kollektive overenskomstforhandlinger. For mere information, se Van Gyes et al (2017). I overensstemmelse med denne tendens er landets institutionelle og politiske struktur blevet mere føderal, og regioner og samfund har fået større magt. På grund af et tæt samspil mellem offentlige myndigheder og arbejdsgiver- eller fagforeningsorganisationer har regionaliseringen i landet ført til, at regionale aktører har fået større indflydelse. På arbejdsgiversiden er dette især tilfældet for de flamske handelskamre (_Vlaams netwerk van ondernemingen, _Voka) og den vallonske erhvervsunion (_Union Wallonne des Entreprises, _UWE). På fagforeningssiden er de eksisterende nationale strukturer forblevet på plads. Med hensyn til organisatoriske ændringer inden for fagforeningerne er der en generel tendens til at overføre kompetencer mellem fagforeningerne for bedre at tilpasse sig arbejdsstyrkens sammensætning inden for visse sektorer og den mindskede kløft mellem arbejdere og funktionærer.

I 1970 vedtog den belgiske stat en føderal struktur, der omfattede regioner og lokalsamfund. Denne føderaliseringsproces blev styrket af seks store institutionelle reformer, der fandt sted i 1970, 1980, 1988-1989, 1993, 2001 og en sidste reform i 2013. Den seneste institutionelle reform påvirkede arbejdsmarkedets organisation ved at give regionerne større beføjelser på områder, hvor arbejdsmarkedets parter normalt spiller en vigtig rolle, f.eks. sundhed og sikkerhed eller beskæftigelsespolitik.

Den vigtigste udvikling af disse reformer var, at arbejdsmarkedets parter på tværs af brancher ikke kunne undertegne en tværfaglig aftale for 2011-2012 og 2013-2014. I den seneste forhandlingsrunde for 2023-2024 tog regeringen i sidste ende over, fordi arbejdsmarkedets parter trods lange forhandlinger ikke var i stand til at nå til enighed. Der blev fastsat en lønmargen på 0%. Det centrale punkt her er, at lønfastsættelsen ofte har vist sig at være et konfliktfyldt spørgsmål i perioden efter 2008. Både lønfastsættelsesmekanismer og lønniveauer var centrale emner i de seneste forhandlingsrunder på tværs af brancher i "Group of Ti[[1]](file:///C:/Users/ssm/Downloads/EF23067_Belgium_Publication%20(1).docx#_ftn1)", hvilket førte til tvister og undertiden ensidig statslig indgriben.

Den 23. januar 2022 godkendte ministerrådet et udkast til et kongeligt dekret med henblik på at fastsætte udviklingen i de maksimale arbejdskraftomkostninger for 2023-2024. Da arbejdsmarkedets parter ikke var i stand til at nå til enighed om lønnormen[[2]](file:///C:/Users/ssm/Downloads/EF23067_Belgium_Publication%20(1).docx#_ftn2), besluttede regeringen at følge det centrale erhvervsråds forberedende rapport og fastsatte en lønnorm på 0 %.

For at yde et ekstra vederlag over 0 % tillod regeringen en engangspræmie i form af en "forbrugscheck". Virksomheder, der opnåede "gode eller ekstraordinære resultater" i løbet af 2022, havde mulighed for at give deres medarbejdere en engangskøbekraftspræmie. Denne købekraftspræmie udgjorde maksimalt 500 euro pr. ansat for virksomheder, der havde opnået gode resultater. For virksomheder, der havde opnået usædvanligt høje overskud, udgjorde denne præmie maksimalt 750 euro pr. medarbejder.

Den 24. januar 2023 afgav det nationale arbejdsråd en delt udtalelse fra både arbejdstagerrepræsentationen og arbejdsgiverrepræsentationen om udkastet til kongelig anordning om købekraftspræmien. Både arbejdstager- og arbejdsgiverrepræsentanter bemærkede, at der i øjeblikket ikke findes nogen definitioner i loven eller dekretet af begreberne "høj fortjeneste" og "usædvanlig høj fortjeneste".