Baggrund for Cypern

I 2021 begyndte Cyperns økonomi igen at opleve vækstrater: Bruttonationalproduktet (BNP) pr. indbygger steg med 10,5 %, hvilket var betydeligt over EU-27-gennemsnittet for det år. I lighed med resten af EU faldt arbejdsløsheden med 0,1 %, selv om arbejdsløsheden blandt kvinder (som faldt under pandemien) steg med 0,3 %. Den samlede beskæftigelsesfrekvens steg også, men stigningen var lidt lavere i Cypern end gennemsnittet for EU-27. I 2022 fortsatte denne positive udvikling. BNP pr. indbygger steg med 4 %, hvilket igen var højere end gennemsnittet for EU-27 for det år. Arbejdsløsheden faldt yderligere med 0,7 %, hvilket var et betydeligt fald, men ikke et så stort fald som gennemsnittet for EU-27. Mens arbejdsløsheden blandt både mænd og unge faldt (henholdsvis 1,1 % og 0,9 %), var faldet blandt kvinder minimalt. Selvom det var første gang, at arbejdsløsheden blandt kvinder var faldet siden 2020, var arbejdsløsheden højere end i 2020. Desuden var faldet i ungdomsarbejdsløsheden betydeligt mindre end gennemsnittet for EU-27. Den samlede beskæftigelse steg på den anden side i Cypern med mere end EU-27-gennemsnittet i 2022. Beskæftigelsesfrekvensen for unge fortsatte dog med at falde i modsætning til stigningen i EU-27-gennemsnittet.

I Cyperns nuværende system for arbejdsmarkedsforhold er arbejdsmarkedslovgivningen et sekundært reguleringsværktøj. Da arbejdsretten består af sædvaneret og lov, er ansættelsesforholdet reguleret af almindelige aftaleretlige principper (aftaleret (kap. 149), som ændret), suppleret med lovbestemte rettigheder og forpligtelser, hvor det er relevant. I denne forbindelse var arbejdsmarkedsforholdene i Cypern indtil for ganske nylig reguleret af et meget begrænset antal love, hovedsagelig loven om ansættelsesforholdets ophør af 1967, som ændret i 2002 (lov 159(I)/2002), og loven om årlig ferie med løn af 1967, som ændret i 2002 (lov 169(I)/2002). Med håndhævelsen af EU-retten på det arbejdsretlige område blev der imidlertid indført en række love fra 2002 og fremefter, som nu regulerer et betydeligt antal ansættelsesvilkår. I nogle tilfælde indeholdt EU-retten gunstigere vilkår end dem, der er forhandlet i kollektive overenskomster (f.eks. årlig ferie).

Det nuværende system for arbejdsmarkedsrelationer blev konsolideret betydeligt efter 1960 - det år, hvor Cypern blev uafhængigt - på grundlag af de to grundlæggende principper: frivillighed og trepartssamarbejde. På grundlag af disse principper har kollektive overenskomstforhandlinger traditionelt spillet en ledende rolle i reguleringen af arbejdsmarkedsforholdene, og lovgivning har været et sekundært redskab (se ovenfor). På samme måde begrænses statens indgreb generelt i arbejdsmarkedsforholdene og især i udformningen af arbejds- og ansættelsesvilkår på et minimum. I denne sammenhæng er statens rolle hovedsagelig en mæglerrolle. Som det også er fastsat i lov om arbejdsmarkedsforhold (Κώδικας Βιομηχανικών Σχέσεων, IRC), intervenerer den gennem arbejdsministeriets mæglingstjeneste og socialsikringstjenesten (Υπουργείο Εργασίας και Κοινωνικών Ασφαλίσεων, MLSI) i tilfælde, hvor der ikke kan opnås enighed ved direkte topartsforhandlinger mellem arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger. I sektorer af økonomisk aktivitet, hvor fagforeningsrepræsentationen ikke er til stede eller er svag, fastsætter staten gennem lovgivning minimumsstandarder for de grundlæggende arbejds- og ansættelsesvilkår, såsom mindsteløn og arbejdstid for specifikke erhverv eller økonomiske sektorer, f.eks. i detailsektoren. I lyset af den faldende fagforeningstæthed og navnlig i lyset af den nylige økonomiske krise har fagforeningerne siden 2013 været mere tilbøjelige til at gå ind for statslig indgriben i reguleringen af minimumsansættelsesvilkårene. I april 2016 ændrede Repræsentanternes Hus (Βουλή των Αντιπροσώπων) f.eks. ansættelsesvilkårene for ansatte i hotelbranchen (Οι περί εργοδοτουμένων σε ξενοδοχεία (όροι υπηρεσίας) κανονισμοί) ved at forpligte alle arbejdsgivere i sektoren til at udvide minimumsrettighederne og -ydelserne til at omfatte alle hotelansatte. uafhængigt af overenskomstdækningen. Dette var et stort krav fra sektorens fagforeninger. I en lignende proces vedrørende bygge- og anlægssektoren nåede arbejdsmarkedets parter i 2019 til enighed om fornyelse af branchens kollektive overenskomst, herunder indførelse af lovgivning om minimumsansættelsesvilkår for alle sektorens arbejdstagere. I modsætning til alle andre retlige instrumenter, der fastsætter minimumsansættelsesvilkår, indeholder denne lovgivning, der blev vedtaget i maj 2020, bestemmelser om automatisk udvikling af disse minimumsansættelsesvilkår i overensstemmelse med de respektive bestemmelser i branchens kollektive overenskomst. Denne udvikling fører til den antagelse, at de regulerende og lovgivende myndigheder i fremtiden oftere vil blive opfordret til at vedtage foranstaltninger til regulering af minimumsansættelsesvilkårene.

Ganske rigtigt var der i 2021 og især 2022 en betydelig udvikling i arbejdslovgivningen. Inden for denne korte periode blev der foretaget ændringer i loven om graviditet og barselsorlov og i loven om beskyttelse af lønninger. Desuden blev der indført en ny lov om fædreorlov, forældreomsorgforce majeure og fleksible arbejdsordninger, som er resultatet af harmoniseringen med EU-direktivet om balance mellem arbejdsliv og privatliv. Denne lov blev vedtaget i begyndelsen af december 2022, og den ophævede de tidligere love om forældreorlov, force majeure og fædreorlov. Derudover blev den sociale dialog om indførelse af en national mindsteløn for første gang afsluttet i 2022 på Cypern. Det relevante ministerielle dekret trådte i kraft i 2023, men det var meget splittende, da fagforeningerne anså det for problematisk på mange måder. Faktisk har fagforeningerne haft en række grunde til at være utilfredse i de seneste måneder. Ud over det problematiske dekret om mindsteløn har der været en lang række tvister af varierende betydning. Disse tvister omfatter følgende: Et stort antal hotelejere overholdt ikke den kollektive overenskomst, selv efter at den blev en lov, da den siddende regerings dekret, der tillod hotelejere og arbejdsgivere i andre sektorer at ansætte et stigende antal arbejdstagere fra tredjelande, efter fagforeningernes mening føjede spot til skade; lovforslaget om telearbejde, der blev udarbejdet efter en produktiv proces med social dialog, nåede aldrig frem til Repræsentanternes Hus på grund af indblanding fra arbejdsgiverorganisationer, der håbede på et mere gunstigt EU-direktiv på området; og arbejdsgiverorganisationer nægtede, og regeringen var tilbageholdende med at overholde, aftalen om at genoprette leveomkostningsgodtgørelsen (COLA), en situation, der førte til den første generalstrejke i Republikken Cyperns historie. Alle disse tvister er stadig igangværende og uløste problemer.