Kollektive forhandlinger på Cypern

Retten til kollektive forhandlinger er garanteret og sikret af forfatningen af 1960. Forfatningens artikel 26, stk. 2, bestemmer navnlig, at »[e]n lov kan fastsætte, at arbejdsgivere og arbejdstagere skal forpligte til at opfylde kollektive overenskomster, med tilstrækkelig beskyttelse af enhvers rettigheder, uanset om den er repræsenteret ved indgåelsen af en sådan aftale eller ej«.

I mangel af relevant lovgivning betragtes de kollektive overenskomster, der hidtil er indgået, imidlertid som »gentlemen's agreements«. Dette indebærer, at den regulerende del af aftalerne – vilkår, der regulerer løn- og arbejdsvilkår, sammen med andre spørgsmål, der opstår i forbindelse med tilvejebringelse af arbejdskraft – ikke har nogen direkte eller obligatorisk virkning for arbejdstagerne.

I praksis gælder det system med frie kollektive forhandlinger, der er udviklet inden for rammerne af IRC, for både den private og den halvoffentlige sektor.

På trods af en klar tendens til decentralisering af de kollektive overenskomstforhandlinger, som rapporteret af både fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, er der fortsat en blandet situation i Cypern, hvor forhandlingsniveauerne veksler mellem sektor- og virksomhedsniveau. I denne sammenhæng er det temmelig vanskeligt at vurdere, hvilket niveau der er det fremherskende, især med hensyn til den samlede forhandlingsdækningsgrad. På trods af den numeriske overvægt af virksomhedsniveau anses sektorniveauet for at være lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere, for så vidt angår dækning.

De tilgængelige data om kollektive overenskomstforhandlingers dækning er fragmenterede og stammer fra forskellige kilder, mens metoderne til indsamling og behandling er ukendte. I denne sammenhæng er det problematisk at henvise til specifikke data, mens det er ekstremt vigtigt at skelne mellem den offentlige/bredere offentlige sektor, hvor dækningsandelen når op på næsten 100 %, og den private sektor. For så vidt angår den private sektor har fagforeningerne uden at give et nøjagtigt tal rapporteret, at der har været en tendens til faldende forhandlingsdækning siden 2007, og at denne tendens har været støt stigende siden 2010. Denne tendens blev mere tydelig i løbet af den seneste økonomiske krise.

Kollektive lønforhandlinger dækning af lønmodtagere

Bemærk: * Procentdel af medarbejdere, der arbejder i lokale enheder, hvor mere end 50 % af medarbejderne er omfattet af en kollektiv lønaftale i forhold til det samlede antal medarbejdere, der deltog i undersøgelsen.

Kilder: Eurofound, European Company Survey 2013 og 2019 (herunder virksomheder i den private sektor med bedrifter med >10 ansatte (NACE-nomenklaturen) B-S), med mulighed for flere besvarelser; Eurostat [earn_ses10_01], [earn_ses14_01], [earn_ses18_01], undersøgelse af lønstruktur 2010, 2014 og 2018 (herunder virksomheder med >10 ansatte (NACE-kode B-S, ekskl. O), med et enkelt svar for hver lokal enhed) OECD og AIAS (2021).

I Cypern finder kollektive forhandlinger sted på sektor- og virksomhedsniveau. På sektorniveau føres der altid direkte forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, i de fleste tilfælde mellem de to største sammenslutninger på arbejdstagersiden (PEO og SEK) og OEB på arbejdsgiversiden. På virksomhedsniveau udarbejdes og forhandles kollektive overenskomster, normalt direkte, mellem fagforeningsrepræsentanterne og arbejdsgiveren, men i en række tilfælde med bistand fra virksomhedens tilknyttede arbejdsgiverforening.

Niveauer for kollektive forhandlinger, 2022

Artikulation

Artikulationen mellem de to forhandlingsniveauer er temmelig svag. Som følge heraf udgør forhandlinger på sektorniveau ikke grundlaget for at fastsætte lønnen på et mere specifikt niveau, f.eks. virksomhedsniveau.

Tidspunktet for kollektive forhandlinger er ikke fastsat. På grundlag af bestemmelserne i IRC skal den part, der ønsker at ændre en eksisterende kollektiv overenskomst, dog give den anden part mindst to måneders varsel om sin hensigt herom, inden den udløber, og ledsaget af en liste over enten krav eller ændringer. Den eneste undtagelse er, når der i forbindelse med små virksomheder er fastsat en anden fremgangsmåde i den kollektive overenskomst.

Når begge parter er enige, vil den eksisterende kollektive overenskomst fortsat være i kraft i en periode svarende til varigheden af forsinkelsen i indgivelsen af kravene, hvis denne forsinkelse ikke overstiger 15 dage. Hvis den part, der ønsker at ændre en eksisterende overenskomst, ikke har meddelt, at han agter at gøre det, forbliver den kollektive overenskomst i kraft i endnu et år.

Som følge af den økonomiske krise er et mål for arbejdsgiverorganisationerne at indgå længerevarende kollektive overenskomster, hvilket de mener, at fagforeningerne også ønsker. Fagforeningerne mener imidlertid, at varigheden af kollektive overenskomster bør være kortere, da mange bestemmelser vurderes at være midlertidige på grund af den økonomiske krise.

Selv om der ikke er nogen operationel koordinering mellem de forskellige forhandlingsniveauer, udgør kollektive overenskomstforhandlinger i nogle få sektorer af den økonomiske aktivitet, såsom hotel-, metal- og byggebranchen, grundlaget for lønfastsættelse i andre sektorer af økonomisk aktivitet, enten på delsektor- eller virksomhedsniveau. Det betyder, at disse sektorer uformelt betragtes som temposættende sektorer.

Kollektive overenskomster gælder kun for underskrivende parters medlemmer. I Cypern er der imidlertid ingen generel lovbestemmelse om obligatorisk forlængelse af de kollektive overenskomster, og der findes heller ikke en funktionel ækvivalent.

Christofias regering fremlagde i februar 2013 et lovforslag, der havde til formål at indføre en udvidelsesmekanisme for sektorspecifikke kollektive overenskomster. Anastasiades' regering, som tiltrådte i marts 2013, tilbagekaldte lovforslaget. Derefter fremlagde formanden for Repræsentanternes Hus' arbejdsudvalg lovforslaget igen med mindre væsentlige ændringer. Ved udgangen af 2022 var lovforslaget stadig hos Arbejdsudvalget og var endnu ikke blevet taget op på udvalgets prioriterede dagsorden.

En form for udvidelsesmekanisme blev indført ved lovgivning i maj 2020. Lovgivningen er specifik for byggebranchen. Loven udvider følgende fem bestemmelser i den sektorielle kollektive overenskomst til at omfatte alle industriens arbejdstagere: (1) helligdage, (2) en understøttelsesfond, (3) arbejdstid, (4) godtgørelse for overarbejde og (5) en 13. løn, der udbetales til arbejdere i december.

I forhold til lønindeksering, der gælder for udfaldet af kollektive overenskomstforhandlinger, er alle medarbejdere omfattet, uanset om de er medlem af en fagforening eller ej.

Undtagelse er mulig, men der foreligger ingen konkrete tal for dens omfang for Cypern. DLR rapporterede for 2012, at der var en stigning i antallet af arbejdsgivere, der indførte ensidige ændringer i ansættelsesvilkårene, hvilket i de fleste tilfælde resulterede i en delvis overtrædelse af kollektive overenskomster og færre personer dækket. Delvis overtrædelse betyder enten, at ikke alle aftalens bestemmelser blev overholdt, eller at kun en lille del af personalet var dækket (hvor de omfattede normalt er fastansatte, der er fagforeningsmedlemmer).

Åbningsklausuler har været mere almindelige siden 2012 som følge af den økonomiske krise. Der findes ingen relevante lovgivningsmæssige eller institutionelle rammer, og før 2008 blev der ikke anvendt åbningsklausuler. Det skal bemærkes, at arbejdsmarkedets parter i stedet for udtrykket "åbningsklausul" foretrækker at henvise til "særlige/ad hoc-aftaler" (eller bestemmelser i en eksisterende aftale), der har form af en klausul om tilfælde, hvor der foreligger en urimelig byrde som følge af den økonomiske krise. OEB har anført, at de fleste fornyelser siden 2012 er blevet foretaget inden for rammerne af denne type aftaler, der er indgået for en kort periode, normalt for et år. Hvad angår deres indhold, henviser disse særlige/ad hoc-aftaler næsten udelukkende til løn og arbejdstid. I praksis fungerer ad hoc-aftalerne som rammeaftaler, der giver mulighed for afvigelser fra den oprindelige aftale, mens eventuelle individuelle afvigelser sker på virksomhedsniveau afhængigt af de særlige forhold, som den enkelte virksomhed står over for. Da økonomien vendte tilbage til positive vækstrater, begyndte de største fagforeninger i den private sektor fra anden halvdel af 2015 at fokusere på at genoprette alle de vilkår, der er fastsat i kollektive overenskomster.

Indtil de tidligere aftaler fornyes, forbliver de normalt i kraft. Efter PEO's opfattelse er der dog tale om en gråzone, hvor det er uklart, hvad der er i kraft eller ikke er i kraft. I den forbindelse har PEO påpeget, at der som følge af den økonomiske krise har været flere forsinkelser i fornyelsen af kollektive overenskomster, og at mange arbejdstagere både i individuelle virksomheder og i hele økonomiske sektorer derfor ikke er dækket af grundlæggende ansættelsesvilkår.

Ikke alle kollektive overenskomster indeholder en fredsklausul, og de kollektive aftaler, der har en fredsklausul, peger alligevel på IRC's bestemmelser. IRC er blot en »gentleman's agreement« og medfører derfor ikke retlige forpligtelser. Arbejdsmarkedets parter, der er involveret i kollektive overenskomstforhandlinger, overholder imidlertid dens bestemmelser. IRC beskæftiger sig med arbejdsfred i henhold til tvistens art. For så vidt angår interessekonflikter (konflikter, der opstår som følge af forhandlinger om indgåelse af en ny eller fornyelse af en eksisterende kollektiv overenskomst) fastsætter IRC, at parterne ikke må gribe til kollektive kampskridt, hverken under en kollektiv overenskomsts gyldighedsperiode eller under mægling, voldgift eller offentlig undersøgelse.

I tilfælde af tvister om klager (defineret som tvister, der opstår som følge af fortolkningen og/eller gennemførelsen af eksisterende kollektive overenskomster eller eksisterende ansættelsesvilkår eller som følge af en personlig klage, herunder en klage over en afskedigelse), forpligter parterne sig til ikke at gribe til faglige skridt. Fagforeninger kan gribe til faglige aktioner, hvis en arbejdsgiver i strid med MLSI's henstillinger åbenlyst overtræder en bestemmelse i den kollektive overenskomst.

Med hensyn til indhold er kollektive overenskomstforhandlinger ret begrænsede og dækker traditionelle spørgsmål som løn og arbejdstid. Andre spørgsmål vedrørende individuel beskæftigelse og arbejdsvilkår anses for at være af sekundær betydning.