Arbejdslivslandeprofil for Danmark

Denne profil beskriver de vigtigste kendetegn ved arbejdslivet i Danmark. Den har til formål at give relevant baggrundsinformation om strukturer, institutioner, aktører og relevante regler vedrørende arbejdslivet.

Dette omfatter indikatorer, data og reguleringssystemer om følgende aspekter: aktører og institutioner, kollektive og individuelle ansættelsesforhold, sundhed og trivsel, løn, arbejdstid, færdigheder og uddannelse samt ligestilling og ikke-forskelsbehandling på arbejdspladsen. Profilerne opdateres systematisk hvert andet år.

I dette afsnit beskrives den aktuelle situation med hensyn til økonomi, arbejdsmarked og arbejdsmarkedsforhold. Den sammenfatter udviklingen i de seneste år, herunder ny og ændret lovgivning, ændringer i erhvervsstrukturerne og tendenser i arbejdsmarkedsforholdene.

Mellem 2012 og 2022 steg BNP pr. indbygger med 16,96 %; Dette skal sammenlignes med EU's gennemsnitlige stigning på 15,29 % for samme periode. I løbet af denne tid faldt arbejdsløsheden med 3,3 procentpoint; Det største fald var i ungdomsarbejdsløsheden (-5,2 procentpoint), som lå på 15,8 % i 2012. I 2022 var arbejdsløsheden for alle kategorier lavere end EU-gennemsnittet.

Der findes ingen arbejdsmarkedslovgivning i Danmark, og lovgivningen om regulering af det danske arbejdsmarked er minimal. Centrale arbejdsmarkedsspørgsmål – såsom løn, arbejdstid, arbejdsvilkår og strejkeret – reguleres på frivillig basis af aftaler mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.

En vigtig reguleringslov er dog Funktionærloven nr. 81 af 3. februar 2009 om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer. Denne lov – også kendt som funktionærloven – regulerer arbejdsvilkårene for funktionærer. En anden vigtig lov er ferieloven, som fastsætter, at alle medarbejdere har ret til fem ugers ferie årligt. Ferieloven sikrer således, at medarbejdere, der ikke er omfattet af overenskomster, har ret til fem ugers årlig ferie.

Arbejdsmiljøloven er en rammelov, der fastsætter de overordnede mål og krav i forhold til arbejdsmiljøet. Loven har til formål at forebygge arbejdsulykker og arbejdsrelaterede sygdomme og at beskytte børn og unge på arbejdsmarkedet gennem særlige regler.

Det danske arbejdsmarkedssystem, også kendt som den danske arbejdsmarkedsmodel, går tilbage til indgåelsen af 'Septemberforliget' i 1899 og indførelsen af kollektive arbejdsretlige institutioner i 1910. Særligt for modellen er den indbyrdes afhængighed mellem arbejdsgivere og fagforeninger og dermed arbejdsmarkedsorganisationernes betydelige indflydelse på løn- og arbejdsvilkår gennem kollektive forhandlinger. Staten spiller ingen rolle i reguleringen af de store spørgsmål på arbejdsmarkedet.

Trepartsforhandlinger om spørgsmål, der vedrører arbejdsmarkedet, finder imidlertid sted, efter at regeringen har udsendt ad hoc-invitationer til de vigtigste arbejdsmarkedsparternes sammenslutninger.

Det niveau, hvor kollektive forhandlinger primært finder sted i Danmark, er på sektorniveau. Forhandlingerne i industrisektoren er generelt retningsgivende for andre forhandlinger på dette niveau. Det giver fagforeningsforbundet, Centralorganisationen af Industriansatte (CO-industri), og den største arbejdsgiverorganisation, Dansk Industri, en vigtig rolle i det danske arbejdsmarkedssystem.

I de seneste årtier har arbejdsmarkedssystemet haft en betydelig tendens til decentralisering af det kollektive forhandlingssystem, herunder lønforhandlinger. Lønforhandlingerne følger to tendenser. I det fleksible "mindstelønssystem" forhandles den aftale, der indgås på sektorniveau, yderligere på virksomhedsniveau. Den faktiske løn afregnes således på virksomhedsniveau. I det "normale lønsystem" forhandles og fastsættes lønningerne kun på sektorniveau. Det normale lønsystem dækker kun ca. 20% af arbejdsmarkedet og er hovedsagelig koncentreret i transportsektoren. Resten af arbejdsmarkedet er dækket af fleksible lønsystemer som f.eks. mindstelønssystemet og prislistesystemet, hvor sidstnævnte hovedsagelig opererer i byggesektoren.

COVID-19-krisen og de efterfølgende inddæmningsforanstaltninger medførte store ændringer på det danske arbejdsmarked i foråret 2020. Ændringerne varierede dog mellem sektorer, erhverv og ansatte. Fjernarbejde blev et udbredt fænomen. De, der stadig arbejdede hos deres arbejdsgiver, oplevede ofte større stress. Forældrenes arbejde blev påvirket af skolelukninger, med børn hjemme. Mange virksomheder lukkede helt.

Der skete dog ingen større ændringer i processerne, institutionerne eller aktiviteterne i den sociale dialog eller kollektive overenskomstforhandlinger som følge af covid-19-pandemien. Den eneste undtagelse var, at antallet af trepartsaftaler steg, og at disse blev forhandlet hurtigere end normalt. I 2020 blev der indgået 15 trepartsaftaler vedrørende afbødning af virkningerne af pandemien. Den første aftale, om en midlertidig lønkompensationsordning, blev vedtaget kun tre dage efter, at den første nedlukning begyndte. Arbejdsmarkedets parter var involveret i de fleste af de relevante aftaler og støttede generelt de resterende aftaler. I sommeren 2020 blev der indgået trepartsaftaler med det formål at stimulere det private forbrug for at understøtte danske virksomheder, som f.eks. aftalen om udbetaling af indefrosne feriemidler, som 2,3 mio. medarbejdere ansøgte om.

De nuværende gældende aftaler dækker 2021-2024 i den offentlige sektor og 2020-2023 i den private sektor.

Flag of the European UnionThis website is an official website of the European Union.
How do I know?
European Foundation for the Improvement of Living and Working Conditions
The tripartite EU agency providing knowledge to assist in the development of better social, employment and work-related policies