Baggrund for Grækenland

Økonomisk og arbejdsmarkedsmæssig kontekst

Siden den økonomiske krises begyndelse har den græske økonomi været i recession og har haft høje arbejdsløshedsniveauer.

Mellem 2012 og 2022 steg det græske bruttonationalprodukt (BNP) med 10,45 %, hvilket var lavere end EU-gennemsnittet på 15,29 % i samme periode. Arbejdsløshedstallene faldt fra 24,8 % i 2012 til 12,5 % i 2022.

Efter et kraftigt fald i BNP på 9 % i 2020 (sammenlignet med året før) på grund af pandemien voksede landets BNP derefter med 8,4 % i 2021. Denne vækst fortsatte i 2022: Ifølge Bank of Greece (Τράπεζα της Ελλάδος, ΤΤΕ) (2023) voksede BNP med 5,9 % i 2022.

Desuden fortsatte inflationsraten sin opadgående tendens i 2022: det årlige gennemsnitlige forbrugerprisindeks (CPI) i 2022 steg med 9,6 % sammenlignet med 2021 (i 2021 var stigningen 1,2 % sammenlignet med 2020; Elstat, 2023).

CPI i december 2022 steg med 7,2 pct. i forhold til det tilsvarende CPI i december 2021, mens stigningen mellem 2021 og 2020 var på 5,1 pct.

Arbejdsløsheden i andet kvartal af 2022 nåede op på 12,4 %, et fald sammenlignet med det tilsvarende kvartal året før (andet kvartal 2021), hvor den var 15,8 % (Elstat, 2022).

Retlige rammer

Der er ingen enkelt overordnet arbejdsret eller kodeks, der regulerer individuelle arbejdsforhold i Grækenland. I stedet er der en lang række forskellige love og arbejdsretlige regler. Mellem 2010 og 2013 blev der som følge af redningsprogrammet og gennemførelsen af det memorandum, der blev undertegnet mellem den græske regering og trojkaen (Den Internationale Valutafond, EU og Den Europæiske Centralbank (ECB)), indført mere end 28 nye love på arbejdsmarkedsområdet. Den nye lovgivning havde til formål at indføre "strukturreformer" på arbejdsmarkedet, hovedsagelig ved drastisk at reducere arbejdsomkostningerne og indføre fleksibilitet i arbejdet i bred skala. Desuden blev der indført store reformer af det kollektive forhandlingssystem efter vedtagelsen af lov nr. 1876/90. Fra 2010 blev der foretaget en række lovgivningsmæssige indgreb rettet mod "decentralisering" af kollektive overenskomstforhandlinger (lov nr. 3899/2010, 4024/2011, 4046/2012, 4093/2012 og 4172/2013).

Den 20. august 2018, efter at den endelige lovgivning var blevet vedtaget (lov nr. 4512/2018 og nr. 4549/2018), og målene var nået, blev det finansielle støtteprogram formelt afsluttet af institutionerne (EU, ECB og den europæiske stabilitetsmekanisme), og landet genvandt en vis finanspolitisk autonomi. Regeringen indførte to vigtige arbejdsmarkedsreformer, der har ændret det kollektive forhandlingssystem og fastsættelsen af mindstelønnen betydeligt.

Dekret nr. 32921/2175/13-6-2018 fra ministeriet for arbejde og social sikring (i det følgende benævnt "arbejdsministeriet") genindførte udvidelsesmekanismen for sektorspecifikke kollektive overenskomster og favoriseringsprincippet.

Ved lov nr. 4564/2018 blev der indført en ny mekanisme til fastsættelse af mindstelønnen, som oprindeligt blev indført ved lov nr. 4172/2013 (artikel 103). Fagforeningernes funktion og grundlæggende rettigheder (deres anerkendelse, repræsentativitet og strejkeret) er fastsat i lov nr. 1264/1982, som stadig er i kraft, med visse mindre ændringer i årenes løb.

Der findes ingen specifik lovgivning om arbejdsgiverrepræsentation. Loven om kollektive forhandlinger (lov nr. 1876/1990) henviser til arbejdsgiverorganisationer med bredere repræsentation, som kan indgå aftaler inden for deres område.

Den nye lovgivning om udvidelsesmekanismen for sektorspecifikke kollektive overenskomster og favoriseringsprincippet kræver, at de underskrivende arbejdsgivere ved udvidelse af kollektive overenskomster repræsenterer mindst 51 % af arbejdstagerne i branchen.

I oktober 2019 indførte lov nr. 4635/2019 nogle ændringer vedrørende udvidelse af sektorspecifikke kollektive overenskomster, voldgiftsmekanismen og oprettelsen af et register over fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.

I løbet af 2020 blev der indført arbejdsmarkedslovgivning vedrørende håndtering af covid-19-pandemien.

I 2021 indførte lov nr. 4808/2021 mange vigtige ændringer i individuelle ansættelsesforhold. Disse var:

• indførelse af et digitalt beskæftigelseskort

• oprettelse af det græske arbejdstilsyn (Επιθεωρηση Εργασίας, SEPE) som en uafhængig arbejdstilsynsmyndighed

• gennemførelse af foranstaltninger til sikring af balance mellem arbejds- og familieliv (indførelse af nye former for orlov eller ændringer af tidligere etablerede former for orlov)

• vedtagelsen af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) konvention nr. 190 om afskaffelse af vold og chikane på arbejdspladsen og lov nr. 4808/2021 om foranstaltninger til forebyggelse af sådan vold og chikane

• gennemførelse af foranstaltninger til fjernarbejde og retten til at være offline for dem, der arbejder hjemmefra

• oprettelse af et elektronisk register til registrering af fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer

• vedtagelse af nye regler om arbejdsplaner

• gennemførelse af ændringer i regler og regler om strejkeretten

I 2022 omdøbte lov nr. 4921/2022 den græske arbejdsformidlingsorganisation (Ελληνικός Οργανισμός Απασχόλησης Εργατικού Δυναμικού, OAED) til den offentlige arbejdsformidling (Δημόσια υπηρεσία απασχόλησης, DYPA). Den nye lov indeholder flere ændringer i administrationen, organiseringen og driften af den nye tjeneste.

Endelig kodificerede præsidentdekret nr. 80 (statstidende 222/4.12.2022) i december 2022 de bestemmelser i den individuelle arbejdsret, der havde været gældende indtil da, i en enkelt tekst: loven om individuel arbejdsret (357 artikler i alt, 132 sider). Denne kodifikation erstattede ikke den eksisterende lovgivning og retspraksis. I stedet samlede den arbejdsgivernes og arbejdstagernes rettigheder og forpligtelser med hensyn til individuel arbejdsret i en enkelt tekst.

Sammenhæng med arbejdsmarkedsrelationer

Indtil 1990 var kollektive overenskomstforhandlinger kendetegnet ved meget stærk statslig indgriben og centralisering i forbindelse med lønfastsættelse og udformning af arbejdsvilkår og rettigheder på både nationalt og sektorielt plan (lov nr. 3239/1955).

Fra 1990 til 2010 blev rammerne for forhandlingerne fastlagt ved lov nr. 1876/90, som indførte et frit kollektivt forhandlingssystem, hvor mæglings- og voldgiftsprocedurer (leveret af et uafhængigt organ, nemlig Organisationen for Mægling og Voldgift (Οργανισμός Μεσολάβησης και Διαιτησίας, OMED) spillede en vigtig rolle.

De vigtigste niveauer af kollektive forhandlinger i Grækenland er på nationalt plan, der dækker hele økonomien; sektor-/erhvervsniveau, der dækker de fleste sektorer og erhverv og virksomhedsniveau. Under denne struktur resulterede forhandlinger på nationalt plan i den nationale kollektive overenskomst (Εθνική Γενική Συλλογική Σύμβαση Εργασίας, EGSSE), som fastsatte den nationale mindsteløn og behandlede andre bredere spørgsmål såsom orlov og uddannelse. Samtidig byggede forhandlinger på sektor-/erhvervsniveau og derefter på virksomhedsniveau på dette grundlag for at sikre bedre løn og vilkår.

Denne struktur blev grundlæggende ændret med de foranstaltninger, der blev indført i begyndelsen af 2010. Gennem en række på hinanden følgende lovgivningsmæssige indgreb (lov nr. 3899/2010, 4024/2011, 4046/2012, 4093/2012 og 4172/2013) blev der foretaget følgende ændringer i systemet: EGSEE og sektorspecifikke kollektive overenskomster fandt kun anvendelse på medlemmer; Mekanismen for udvidelse af kollektive overenskomster blev afskaffet. virksomhedsbaserede aftaler skulle gennemføres efter prioritet voldgiftsmekanismen (OMED) kunne kun anvendes, hvis arbejdsgivere og arbejdstagere var enige. Denne sidste bestemmelse blev omstødt i 2014, efter at statsrådet udstedte en afgørelse, der genindførte retten til ensidigt at klage over voldgiftsprocedurer, men en ny forordning (lov nr. 4303/2014) fastsatte en række forudsætninger for brugen af voldgiftssystemet, som faktisk gør det vanskeligt for voldgift at finde sted.

Derudover kan alle kollektive overenskomster i henhold til lov nr. 4046/12 ikke være gyldige i mere end tre år (maksimum). Når aftalen er udløbet, er der kun tre måneder til forhandlinger om fornyelse af den.

Desuden har de nationale arbejdsmarkedsparter ikke længere mulighed for at fastsætte en alment gældende national mindsteløn gennem EGSSE. Ny lovgivning (lov nr. 4093/2012 og 4172/2012) har givet den græske regering enebeføjelse til at gøre dette. Den skal kun høre arbejdsmarkedets parter. Denne grundlæggende ændring i det græske system for arbejdsmarkedsrelationer har påvirket dækningen af kollektive forhandlinger i landet, hvor dækningen ser ud til at falde kraftigt.

I 2018 ændrede to nye foranstaltninger arbejdsmarkedsforholdene. For det første blev der i august 2018 vedtaget lovgivning, der genindførte udvidelsesmekanismer for sektorspecifikke kollektive overenskomster og genindførte favoriseringsprincippet. Disse to principper var blevet afskaffet siden 2010 og 2011 (lov nr. 3845/2010 og nr. 4024/2011 om favoriseringsprincippet og lov nr. 4024/2011 om forlængelsesmekanismen). Fra august 2018 og frem til årets udgang blev 10 eksisterende nationale sektorkollektive overenskomster desuden erklæret obligatoriske for alle arbejdsgivere. Ifølge Arbejdsministeriet omfatter disse aftaler ca. 191.000 medarbejdere.

For det andet blev den nye mekanisme til fastsættelse af mindstelønnen, som oprindeligt blev indført ved lov nr. 4172/2013 (artikel 103) og ændret i juni 2018 ved lov nr. 4564/2018, i 2018 anvendt for allerførste gang. Specifikke datoer for høringsprocessen, som ville finde sted fra august 2018 til januar 2019, blev vedtaget som lov. Målet var, at den nye mindsteløn skulle træde i kraft den 1. februar 2019. Mekanismen indeholder bestemmelser om udvikling af en trinvis høring med henblik på at fastsætte mindstelønnen med inddragelse af regeringen, arbejdsmarkedets parter og specialiserede videnskabelige organer, forskningsorganer og eksperter. Processen blev afsluttet i slutningen af januar 2019, og en ny mindstelønssats blev indført den 1. februar 2019. Denne reguleringsform erstatter fastsættelsen af mindstelønnen via kollektive overenskomster, som blev afskaffet i 2012, da mindstelønnen blev reduceret.