Aktører og institutioner i Italien

I dette afsnit beskrives de offentlige myndigheder, der er involveret i den sociale dialog, arbejdsmarkedsrelationer og regulering af arbejdsvilkårene.

CNEL blev oprettet ved artikel 99 i den italienske forfatning. Se afsnittet »Treparts- og topartsorganer og samråd« for nærmere oplysninger.

Selv om de ikke primært er involveret i den sociale dialog på nationalt plan, er ministeriet for arbejds- og socialpolitik, erhvervsministeriet og Made i Italien, ministeriet for økonomisk udvikling og lokale myndigheder ofte forpligtet til at fremme den sociale dialog på virksomhedsniveau i tilfælde af virksomhedskriser (dvs. underskrivelse af kollektive aftaler i tilfælde af kollektive afskedigelser eller i forbindelse med arbejdstagernes indkomststøtteforanstaltninger). I nogle sjældne tilfælde (dvs. når førende virksomheder eller delvist statsejede virksomheder står over for vanskeligheder) forsøger regeringen selv at fremme, mægle og støtte den sociale dialog.

INPS er et ikke-økonomisk offentligt organ, der forvalter næsten hele det italienske sociale sikringssystem og forsikrer de fleste selvstændige og ansatte i den offentlige og private sektor. Instituttet er grundpillen i det nationale velfærdssystem.

INAIL er et ikke-økonomisk offentligt organ, der administrerer den lovpligtige forsikring mod arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Efter ikrafttrædelsen af lov nr. 149/2015 blev det nationale arbejdstilsyn oprettet. Inspektoratet udfører inspektioner, der tidligere blev udført af Ministeriet for Arbejds- og Socialpolitik, INPS og INAIL. Den overvåges af ministeren for arbejds- og socialpolitik og kontrolleres af Revisionsretten.

Arbejdsretten i det italienske retssystem udpeger en specialiseret afdeling (arbejdsretter) ved hver almindelig domstol i første instans, ved hver appeldomstol i anden instans og ved kassationsdomstolen med henblik på legalitetskontrol, som har kompetence til at træffe afgørelse i særlige spørgsmål vedrørende arbejdsret og social sikring. Tvister vedrørende individuelle ansættelsesforhold kan ud over retsafgørelser også løses ved udenretsligt forlig i et af de »beskyttede fora«, som lovgiver har oprettet. Den ved lov fastsatte procedure fastsætter, at afgørelsen kan træffes af et forligsudvalg under ledelse af direktøren for det territorialt kompetente arbejdsdirektorat og sammensat af repræsentanter for arbejdstagere og arbejdsgivere.

Det nationale agentur for aktive arbejdsmarkedspolitikker (ANPAL) fremmer folks ret til arbejde, uddannelse og faglig udvikling. koordinerer det nationale netværk af arbejdsformidlinger og er ansvarlig for arbejdsmarkedsinformationssystemet.

Kriterierne for at fastslå arbejdsmarkedets parters repræsentativitet er blevet ændret flere gange i årenes løb. Den første og eneste bestemmelse indtil 1970 fandtes i artikel 39 i den italienske forfatning, som indeholder et enkelt kriterium baseret på antallet af associerede. Det aftalememorandum, der blev undertegnet den 3. juli 1993 (Protocollo d'Intesa) af arbejdsmarkedets parter og regeringen, indførte vigtige ændringer af arbejdstagerrepræsentationen i Italien. Enhedsfagforeningsrepræsentanter (RSU'er) kan udpeges af arbejdere ved hjælp af valg og i stedet for virksomhedsfagforeningsrepræsentanter (RSA'er).

Den 14. januar 2014 underskrev Confindustria, CGIL, CISL og UIL TU 2014, hvorved der blev indført nye regler om repræsentativitet. Navnlig skal fagforeningerne for at deltage i nationale kollektive overenskomstforhandlinger for at kunne deltage i nationale kollektive forhandlinger nå en repræsentativitetstærskel på 5%, målt som gennemsnittet af den procentdel af fagforeningsmedlemmer og af den procentdel af stemmer, som de samme fagforeninger har opnået ved RSU-valg. NCBA'er er bindende, hvis de underskrives af fagforeninger, når et repræsentativitetsniveau på 50 % + 1, og hvis de godkendes af flertallet af arbejderne gennem en folkeafstemning. Desuden fremgår det af TU 2014, at aftaler på virksomhedsniveau er bindende, hvis de underskrives af flertallet af RSU-medlemmerne eller af RSA, der modtager størstedelen af fuldmagterne fra medarbejderne.

Om fagforeningsrepræsentation

Arbejdstagerne har den forfatningsmæssigt forankrede ret til at organisere sig og melde sig ind i fagforeninger (artikel 39) og til at strejke (artikel 40). Disse rettigheder giver frihed til at melde sig ind i fagforeninger og ikke deltage i strejker.

Arbejdstagerloven (artikel 17) angiver forbuddet mod "bekvemmelighedsfagforeninger" (sindacati di comodo) eller "gule fagforeninger" – dvs. fagforeninger, der er oprettet og støttet af arbejdsgiverne og deres organisationer.

Med hensyn til kategorier af arbejdstagere og sektorer, der er udelukket fra retten til at melde sig ind i fagforeninger, gælder de eneste begrænsninger, der gælder i Italien, medlemmer af militær- og politikorpset. Begge disse kategorier har ret til at organisere sig i fagforeninger, men under et adskillelsessystem – dvs. i fagforeninger, der udelukkende er dannet, ledet og repræsenteret af politi-/militærofficerer (som fastsat i lov nr. 121/1981 for politimedlemmer og lov nr. 46/2022 for militære medlemmer efter forfatningsdomstolens afgørelse 120/2018). Både militæret og politiet har forbud mod at strejke.

Hvad angår fagforeningstæthed og medlemskab i Italien i 2010-2022, er tendensen negativ. Der kan dog ikke indberettes præcise tal for 2020-2022. Italien mangler et gennemsigtigt system til måling af arbejdstagernes fagforeningsmedlemskab, og fagforeninger har en tendens til ikke at frigive officielle og præcise data eller formelt certificerede data (dvs. valideret af uafhængige myndigheder).

Den negative tendens i fagforeningsdannelsen peger på en generel modvilje blandt italienske borgere mod sammenlægning og deltagelse i formidlende organer, hvilket er udtryk for en generel repræsentationskrise, både på politisk plan og på fagforeningsniveau.

Fagforeningsmedlemskab og -tæthed, 2010-2022

Anm.: * Andel af lønmodtagere, der er medlemmer af en fagforening. ** Fagforeningsmedlemskab for lønmodtagere er beregnet på grundlag af det samlede fagforeningsmedlemskab og om nødvendigt justeret for fagforeningsmedlemmer uden for den aktive, afhængige og beskæftigede arbejdsstyrke (dvs. pensionerede, selvstændige, studerende, arbejdsløse).

Kilde: OECD og AIAS (2021).

Vigtigste faglige sammenslutninger og -forbund

De største fagforeningssammenslutninger målt i medlemstal i Italien er CGIL, CISL og UIL. I betragtning af at italienske fagforeninger har en tendens til ikke at frigive officielle og præcise data eller formelt certificerede og validerede data, kan følgende egenerklæringer indberettes:

• CGIL oplyser, at den har mere end 5 millioner medlemmer.

• CISL oplyser, at den har mere end 4 millioner medlemmer.

• UIL oplyser, at det har mere end 2 millioner medlemmer.

Det er ikke muligt at indberette de officielle data, fordi de ikke er tilgængelige. Meddelelser fra Ministeriet for Arbejde og Socialpolitik om selverklærede data afventes.

Vigtigste faglige sammenslutninger og forbund*

Bemærk: * Bemærk, at data om fagforeningsmedlemskab ikke er officielle eller formelt certificerede, da de ikke er valideret af uafhængige myndigheder. Data frigives direkte af fagforeninger eller af deres forskningscentre. ** Pensionisternes fagforeninger fører ofte forhandlinger med kommunerne om lokale offentlige politikker. n.a., ikke tilgængelig.

Om repræsentation af arbejdsgivere

Der påløber ingen forpligtelser, når man tilmelder sig en arbejdsgiverorganisation, bortset fra forpligtelsen til at anvende NCBA, der er forhandlet og underskrevet af arbejdsgiverorganisationen. I de senere år har arbejdsgiverorganisationerne suppleret deres traditionelle rolle som interesserepræsentant i deres forhold til fagforeninger med to andre funktioner:

• levering af tjenesteydelser til støtte for deres medlemmers forretningsaktiviteter og udvikling

• inden for rammerne af politisk økonomi og regeringsførelse, fremme af former for dialog med politiske institutioner om skattespørgsmål, strategiske investeringer, europæiske reformer osv.

Tværorganisatoriske innovationer, især inden for små og mellemstore virksomhedsorganisationer (fælles organer, der forsyner deres medlemmer med velfærd og tjenesteydelser), har blomstret.

Med hensyn til arbejdsgiverorganisationstæthed og medlemskab i Italien i 2012-2022 kan tendensen ikke fastslås på grund af mangel på officielle data.

Arbejdsgiverorganisationens tilhørsforhold og -tæthed, 2012-2022 (%)

Bemærk: * Procentdel af ansatte, der arbejder i en virksomhed, der er medlem af en arbejdsgiverorganisation, der er involveret i kollektive forhandlinger.

Vigtigste arbejdsgiverorganisationer og -sammenslutninger

Arbejdsgiverorganisationer, der deltager i CNEL

Det er ikke muligt at indberette de officielle data, fordi de ikke er tilgængelige. Meddelelser fra Ministeriet for Arbejde og Socialpolitik om selverklærede data afventes.

Vigtigste arbejdsgiverorganisationer og -sammenslutninger*

Bemærk: * Bemærk, at data om arbejdsgiverorganisationers medlemskab ikke er officielle eller formelt certificerede, da de ikke er valideret af uafhængige myndigheder. Data frigives direkte af arbejdsgiverorganisationer eller af deres forskningscentre. n.a., ikke tilgængelig.

På institutionelt plan er CNEL et rådgivende organ, der er oprettet ved den italienske forfatning (artikel 99), og som omfatter repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

CNEL ledes af 64 bestyrelsesmedlemmer, der udpeges hvert femte år. Specifikt udpeges 10 medlemmer direkte af republikkens præsidenter: to foreslås af formanden for ministerrådet; De øvrige udpeges af Italiens præsident efter en høringsprocedure, hvor arbejdsmarkedets parter og ikke-statslige organisationer foreslår bestyrelsesmedlemmer inden for deres kvoter.

CNEL har ret til at udarbejde lovgivning og udfører mange vigtige funktioner, såsom udarbejdelse af betænkninger, udtalelser og undersøgelser efter anmodning fra parlamentet, regeringen eller regionerne om udkast til retsakter eller om relevante spørgsmål vedrørende økonomiske og sociale politikker. Desuden administrerer, implementerer og opdaterer CNEL de nationale arkiver af forhandlingsaftaler.

Paritære institutioner (enti bilaterali) oprettes i fællesskab af arbejdsgivere og fagforeninger med det formål at yde deres medlemmer velfærd og tjenester. Disse institutioner er blevet stadig vigtigere i de senere år. Der findes flere typer, og de kan oprettes af arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger på tværsektorielt eller sektorielt niveau. Paritære institutioner forvaltes i fællesskab af arbejdsmarkedets parter og har en intern organisationsstruktur bestående af en forsamling, en bestyrelse, en formand, en administrerende direktør og et overvågningsudvalg. Disse administrative organer udpeges normalt af arbejdsmarkedets parter hvert tredje eller fjerde år. Fælles organer beskæftiger sig med flere spørgsmål, f.eks. lønninger, kvalifikationer, uddannelse, arbejdstid og arbejdsløshedsunderstøttelse. De kan klassificeres som institutionelle fonde eller ikke-institutionelle fonde.

Organerne kan betragtes som institutionelle fonde, for så vidt som loven fastsætter specifikke mål for kollektive forhandlinger, der skal forfølges gennem fonde, eller specifikke ordninger, der skal gennemføres gennem dem; Fondene omfatter pensionskasser, private sundhedskasser, a-kasser og erhvervsuddannelsesfonde. Ikke-institutionelle fonde er dem, der forfølger mål eller gennemfører ordninger, der er selvregulerede af kollektive overenskomstforhandlinger.

De vigtigste treparts- og topartsorganer

Der findes to typer repræsentation på arbejdspladsniveau i Italien: RSA'er og RSU'er.

RSA'er oprettes på virksomhedsniveau på arbejdstagernes initiativ i de fagforeninger, der underskriver NCBA, der anvendes i den pågældende virksomhed, som fastsat i arbejdstagerloven (artikel 19). Ifølge forfatningsdomstolens dom 231/2013 kan RSA'er også oprettes af fagforeninger, der ikke har underskrevet de anvendte kollektive overenskomster, men som har deltaget aktivt i den tilknyttede kollektive forhandlingsproces.

I begyndelsen af 1990'erne erstattede kollektive overenskomstforhandlinger i de fleste produktionssektorer RSA'er med RSU'er, som er reguleret af tværsektorielle aftaler og ikke ved lov. RSU'er oprettes af de fagforeninger, der har underskrevet eller formelt anerkendt TU 2014. Inden for den offentlige forvaltning er RSU'er imidlertid reguleret af artikel 42 i lov nr. 165 af 30. marts 2001.

Der er ingen væsentlige forskelle mellem RSA'er og RSU'er med hensyn til aktiviteter eller beføjelser. Deres rolle er den samme: forhandling af kollektive overenskomster på virksomhedsniveau med arbejdsgiveren og deltagelse i informations- og høringsprocedurer. RSU'er erstatter RSA'er på kollektivt forhandlingsniveau og vælges af alle arbejdere. RSA'er/RSU'er kan oprettes i produktionsenheder med mere end 15 medarbejdere.

Repræsentativ organernes forordning, sammensætning og kompetence