Faglige aktioner og tvister i Italien

Strejkeretten er nedfældet i artikel 40 i den italienske forfatning, som trådte i kraft i 1948. Arbejdstagerloven griber ikke direkte ind i spørgsmålet om strejker, men den inkluderer strejker blandt de beskyttede rettigheder vedrørende arbejdsgivernes fagforeningsfjendtlige adfærd i henhold til artikel 28 og forbyder diskrimination på grund af strejker i henhold til artikel 15.

I lovgivernes tavshed har retspraksis resulteret i adskillige afgørelser, der har fjernet grænserne for udøvelsen af retten til at strejke (rester af det fascistiske korporative retssystem) fra den italienske straffelov.

Der er adskillige regler i det italienske retssystem, der forhindrer arbejdsgiveren i at udføre handlinger, der har til formål at begrænse strejkeretten, såsom ugyldighed af afskedigelse forårsaget af deltagelse i en strejke.

Strejkeretten betragtes som en »individuel rettighed, der udøves kollektivt«, da den interesse, der forfølges med strejken, har en kollektiv karakter. To betingelser skal være opfyldt, for at en strejke kan anses for lovlig: (1) afbrydelsen af arbejdsaktiviteten er organiseret på kollektiv basis og fremmes af en fagforening eller af en ikke-organiseret gruppe af arbejdstagere for at beskytte de kollektive interesser; og (2) den faglige aktion finder sted på frivillig basis.

Udøvelsen af strejkeretten resulterer i suspension af de to grundlæggende forpligtelser i ansættelsesforholdet: medarbejderen har evnen til ikke at udføre arbejdet; og arbejdsgiveren er ikke forpligtet til at betale medarbejderen for arbejdstid, der ikke blev arbejdet på grund af deres deltagelse i strejken.

Med hensyn til de berørte arbejdstagere kan følgende typer strejker forekomme i Italien:

• Generalstrejke (afholdelse fra arbejdet, der påvirker alle arbejdere i landet)

• Strejke i en sektor (afholdelse af at arbejde for kun én økonomisk sektor eller én kategori af arbejdstagere)

• lokal strejke (afholdelse af at arbejde kun for arbejdstagere fra et bestemt geografisk område)

• strejke på virksomhedsniveau (undladelse af at stemme fra arbejde, der påvirker arbejdstagere i en bestemt virksomhed)

Med hensyn til strejkekarakteristika kan følgende typer strejker forekomme i Italien:

• Almindelig strejke (afholdelse fra arbejdet)

• hvid strejke (arbejdere, i stedet for at afholde sig fra arbejdet, anvender tankeløst arbejdsreglerne, hvilket forårsager gener og afmatning)

• artikulerede strejker (med henblik på at ændre de funktionelle forbindelser mellem produktionselementerne for at skabe størst mulig skade for arbejdsgiveren med et minimalt løntab for de strejkende)

• periodisk strejke eller "hikke"-strejke (indebærer, at arbejdstagere holder op med at arbejde i korte, uregelmæssige perioder)

• roterende strejke eller "skakbrætstrejke" (forskellige grupper af arbejdere eller afdelinger i en organisation skiftes til at strejke)

Med hensyn til årsagerne til strejken kan følgende typer strejker forekomme i Italien.

• Almindelig strejke (afholdelse af at arbejde af økonomiske/erhvervsmæssige årsager).

• Politisk strejke (afholdelse af at arbejde i politisk øjemed). Det er nødvendigt at skelne mellem en ren politisk strejke og en politisk-økonomisk strejke. Den første vedrører udbredelsen af politiske valg eller generelle politiske orienteringer uden en præcis økonomisk påstand, mens den anden er rettet mod at opnå politiske interventioner, der specifikt vedrører arbejdernes socioøkonomiske forhold. Forfatningsdomstolen erklærede for første gang den rene politiske strejke for legitim i sin afgørelse nr. 123/1962. Ifølge retten er det netop strejkens »økonomiske mål«, der gør det muligt at skelne mellem en rent politisk strejke, som blot er en frihed for arbejdstageren, og en politisk-økonomisk strejke, som en rettighed for arbejdstageren.

• Sympatistrejke (afholdelse af at arbejde i solidaritet med andre grupper af arbejdere, med hvem der er et interessefællesskab, eller med en individuel arbejder). Lov nr. 146/1990 regulerer strejkeretten i væsentlige offentlige tjenester, uanset om de leveres af den offentlige forvaltning eller private virksomheder. Væsentlige offentlige tjenester er dem, der sikrer forfatningsmæssigt beskyttede rettigheder (såsom retten til uddannelse, sundhed, offentlig sikkerhed og mobilitet) eller den offentlige orden og offentlige interesser. De omfatter f.eks. lokal transport, beredskab, hospitaler, brandvæsen, infrastrukturtjenester, afsluttende skoleeksamener. De generelle kriterier er, at der skal overholdes en varslingsfrist, når der indkaldes til strejke, og at der skal sikres minimumstjenester i tilfælde af strejke i disse tjenester for at skabe balance mellem udøvelsen af strejkeretten og andre beskyttede rettigheder eller interesser. Minimumsydelserne kan fastsættes ved kollektive overenskomster eller ved lov. Der blev nedsat en særlig national kommission for anvendelse af loven om strejkeretten i forbindelse med offentlige væsentlige tjenesteydelser (Commissione di garanzia dell'attuazione della legge sullo sciopero nei servizi pubblici essenziali).

Meddelelser fra Ministeriet for Arbejde og Socialpolitik om selverklærede data om strejker afventes.

Dashboardet for civile ansattes strejker er det værktøj, hvorigennem den offentlige forvaltning i overensstemmelse med bestemmelserne i lov nr. 146/1990 opfylder sin forpligtelse til at indberette alle oplysninger om nationale strejker i den offentlige forvaltning, herunder oplysninger om deltagelse (lokale og/eller regionale strejker er ikke omfattet).

• Minister for offentlig forvaltning: Cruscotto degli scioperi nel pubblico impiego

Kollektive tvistbilæggelsesordninger

En arbejdskonflikt defineres som kollektiv, når den opstår som følge af konflikt mellem arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger.

Generaldirektoratet for Arbejdsmarkedsrelationer og Arbejdsmarkedsrelationer udfører mæglingsaktiviteter i tilfælde af arbejdskonflikter og generelt i virksomhedskriser af national betydning – dvs. med deltagelse af drifts- og produktionsenheder i flere regioner. Generaldirektoratet skal navnlig:

• udfører mæglingsaktiviteter med henblik på fastlæggelse og fornyelse af NCBA'er

• har kompetence til at forvalte de fælles undersøgelsesprocedurer, der er nødvendige for indgivelse af ansøgninger til Generaldirektoratet for Social Sikring og Uddannelse om tilladelse til ekstraordinær løntillægsbehandling i forbindelse med omstrukturering og krise i forbindelse med omstrukturering af virksomheder og kriser

• har kompetence til at gennemføre den administrative fase af kollektive afskedigelsesprocedurer i henhold til lov nr. 223/1991

Yderligere oplysninger om kollektive arbejdskonflikter findes i Arbejds- og Socialministeriet (udateret a) og Generaldirektoratet for Arbejdsmarkedsrelationer og Arbejdsmarkedsrelationer findes i Ministeriet for Arbejde og Socialpolitik (udateret b).

Individuelle tvistbilæggelsesmekanismer

Arbejdsretten udpeger i det italienske retssystem en specialiseret afdeling (arbejdsretter) ved hver almindelig domstol i første instans, ved hver appeldomstol i anden instans og ved kassationsdomstolen med henblik på prøvelse af legitimiteten med kompetence til at dømme i sager vedrørende arbejdsret og social sikring.

Tvister vedrørende individuelle ansættelsesforhold kan ud over retsafgørelser også løses ved forlig: Den lovbestemte procedure fastsætter, at afgørelser kan træffes af et forligsudvalg under ledelse af direktøren for det territorialt kompetente arbejdsdirektorat og sammensat af repræsentanter for arbejdstagere og arbejdsgivere. Dette tvistbilæggelsesinstrument var tænkt for at lette arbejdsretternes arbejdsbyrde og mindske forsinkelserne i deres procedurer.

En anden ret hyppig form for forlig finder i praksis sted gennem det paritetsforligsudvalg, der er fastsat i mange kollektive overenskomster. Fagforenings- og arbejdsgiverrepræsentanter deltager i denne procedure, og den person, der varetager mæglingsfunktionerne, udpeges af den fagforening, som medarbejderen tilhører.

Anvendelse af alternative tvistbilæggelsesmekanismer

Det er ikke muligt at rapportere om, hvor ofte der anvendes alternative former for arbejdskonfliktløsning sammenlignet med arbejdsretter, da disse data ikke er tilgængelige.