Aktører og institutioner i Letland

De institutioner, der er involveret i reguleringen af arbejdslivet, er det øverste lovgivende organ, Letlands parlament (Latvijas Republikas Saeima) og dets udvalg om sociale og beskæftigelsesmæssige spørgsmål. En del lovgivning vedtages af ministerkabinettet. Tidligere, før de blev vedtaget af ministerkabinettet, blev normative regler drøftet på møder mellem statssekretærerne og mellemstatslige arbejdsgrupper. Der har ikke været afholdt møder i ministerkabinettets udvalg siden april 2019. Den sociale dialog og arbejdsvilkårene er Velfærdsministeriets direkte ansvar. Inden for ministeriet udarbejder afdelingen for planlægning og udvikling af social- og arbejdsmarkedspolitikken, afdelingen for arbejdsmarkedspolitik og afdelingen for internationalt samarbejde og EU-politik forslag til beskæftigelsespolitikker og normative bestemmelser for arbejdslivet og fører tilsyn med gennemførelsen af vedtagne normative regler. Velfærdsministeriet har to udøvende institutioner, der beskæftiger sig direkte med arbejdsmarkedet: Statens arbejdsformidling (NVA) og VDI.

NVA beskæftiger sig med beskæftigelsesfremmende og arbejdsløshedsspørgsmål.

VDI's hovedopgave er statsligt tilsyn med og kontrol med overholdelsen af de normative bestemmelser om arbejdsret og beskyttelse af arbejdspladsen. Denne institution overvåger og fremmer også sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. VDI samarbejder med Riga Stradins Universitets Institut for Arbejdsmiljø og Miljøsundhed, som indsamler og vedligeholder en database om erhvervssygdomme. Driften af VDI er reguleret af lovgivningen.

Økonomiministeriet, som er ansvarligt for beskæftigelsesspørgsmål (udarbejdelse af beskæftigelsespolitikker, jobskabelse, forvaltning af beskæftigelsesrelaterede programmer, der støttes af de europæiske struktur- og investeringsfonde) og derfor deltager i tilrettelæggelsen af arbejdslivet, har også en rolle i reguleringen af arbejdslivsspørgsmål.

Der findes ikke arbejdsdomstole i Letland.

På nationalt plan er arbejdsgiverne repræsenteret af en enkelt arbejdsgiverorganisation (LDDK), og arbejdstagerne er repræsenteret af en enkelt fagforeningsorganisation (LBAS).

Dette repræsentationssystem er fastsat i "Konceptet for trepartssamarbejde", som blev godkendt af ministerkabinettet i 1998, og NTSP's vedtægter. Den bekræftes i en trepartsaftale mellem ministerkabinettet, LBAS og LDDK, der blev undertegnet den 1. oktober 2004.

Arbejdsmarkedets parters rettigheder og forpligtelser er fastsat i fagforeningsloven og i lov om arbejdsgiverorganisationer og deres foreninger. Principperne om repræsentativitet i arbejdsforhold er fastsat i arbejdslovens del 2.

Om fagforeningsrepræsentation

Fagforeningsloven (§ 4) fastslår, at enhver har ret til frit at oprette en fagforening uden nogen form for forskelsbehandling og ret til ikke at melde sig ind i en fagforening. § 8 i arbejdsloven regulerer fagforeningsmedlemskab for arbejdende borgere. Arbejdstagere og arbejdsgivere har ret til frit at forene sig uden direkte eller indirekte forskelsbehandling og til at tilslutte sig organisationer for at forsvare deres sociale, økonomiske og erhvervsmæssige rettigheder og interesser og modtage de fordele, som sådanne organisationer tilbyder. Tilknytning til eller ønske om at blive medlem af sådanne organisationer må ikke danne grundlag for at nægte at indgå en ansættelseskontrakt, for opsigelse af en ansættelseskontrakt eller for på anden måde at begrænse en arbejdstagers rettigheder.

Nogle kategorier er udelukket fra retten til at oprette og tilslutte sig fagforeninger. Det drejer sig om: ansatte i Constitution Protection Bureau, Defence Intelligence and Security Service og Security Police; Soldater; Grænsevagter. Statslige politiarbejdere har deres egen fagforening.

§ 16 i loven om fagforeninger (vedtaget i 2014) fastsætter, at fagforeningsinteresser på nationalt plan i forhold til ministerkabinettet skal repræsenteres af den fagforeningssammenslutning, der forener det største antal arbejdstagere i landet. Desuden bør fagforeningsinteresser i forbindelserne med staten og de lokale myndigheder på sektor- eller professionsniveau eller på forvaltningsniveau repræsenteres af en fagforening, der er medlem af den fagforeningssammenslutning, der forener det største antal arbejdstagere i landet. Loven tillader dog statslige og lokale regeringsinstitutioner at samarbejde med andre fagforeninger og deres foreninger, hvis det er nødvendigt.

Fagforeningsmedlemskab og -tæthed

Data om fagforeningsmedlemskab indsamles ikke officielt i Letland. LBAS har sit eget datasæt, men det er en intern ressource og er ikke offentligt tilgængeligt. Antallet af fagforeningsmedlemmer i LBAS' medlemsorganisationer kendes heller ikke.

De tilgængelige data frem til 2019 indikerer, at medlemstal og tæthed er faldet støt. For eksempel var medlemstallet omkring 96.000 i 2017 og faldt til 85.700 i 2019. Antallet af ansatte i 2019 var 871.000 (data fra Letlands centrale statistiske kontor (CSP) og LBAS). Fagforeningstætheden var 10,16 % i 2019.

I mange tilfælde er faldet i fagforeningsmedlemskabet forbundet med betydelige socioøkonomiske forandringer, såsom lukningen af de store sovjetiske virksomheder, som traditionelt var en højborg for fagforeninger, den indskrænkende proces i den industrielle udvikling og reformer i uddannelses- og sundhedssektoren.

Fagforeningsmedlemskab og -tæthed

* Andel af ansatte, der er medlem af en fagforening. ** Fagforeningsmedlemskab for lønmodtagere udledt af det samlede fagforeningsmedlemskab og om nødvendigt justeret for fagforeningsmedlemmer uden for den aktive, afhængige og beskæftigede arbejdsstyrke (dvs. pensionerede arbejdere, selvstændige, studerende, arbejdsløse).

Bemærk: ikke tilgængelig.

Vigtigste faglige sammenslutninger og -forbund

Den vigtigste faglige sammenslutning er LBAS – den eneste fagforeningsorganisation, der repræsenterer arbejdstagerne på nationalt plan.

Medlemskabet af LBAS har ændret sig gennem årene. I 2019 blev United Police Trade Union (som har omkring 320 medlemmer) udelukket fra LBAS. I 2017 tilsluttede fagforeningen for lettiske indenrigsarbejdere (med 2.900 medlemmer) sig LBAS. I 2021-2022 forlod to fagforeninger på sektorniveau (den lettiske fagforening for sygeplejersker og sundhedspersonale og den lettiske fagforening for post- og telekommunikationsarbejdere) LBAS, og en fagforening på sektorniveau (den lettiske fagforening for tilsynsansatte) blev medlem. Ifølge LBAS's egne data havde den 19 tilknyttede organisationer i begyndelsen af 2023.

Alle LBAS-tilknyttede organisationer er førende fagforeninger på sektorniveau. Af disse er de største fagforeninger inden for følgende sektorer:

• uddannelse (den lettiske fagforening for ansatte inden for uddannelse og videnskab (Latvijas Izglitibas un zinatnes darbinieku arodbiedriba, LIZDA))

• sundhedspleje (Lettlands fagforening for ansatte i sundheds- og socialsektoren (Latvijas Veselibas un socialas aprupes darbinieku arodbiedriba, LVSADA))

• jernbane (den lettiske jernbane- og transportindustris fagforening (Latvijas Dzelzceļnieku un satiksmes nozares arodbiedrība, LDzSA))

• energi (den lettiske fagforening Enerģija (Latvijas arodbiedrība Enerģija, LAB »Enerģija«))

• statslige tjenester (fagforeningen for ansatte i statslige institutioner, kommuner og finanssektoren (Latvijas valsts iestāžu, pašvaldību, uzņēmumu un finanšu darbinieku arodbiedrība, LVIPUFDA)

• offentlige tjenesteydelser og transport (den lettiske fagforening for arbejdstagere i den offentlige sektor og transportsektoren (Latvijas Sabiedrisko pakalpojumu un Transporta darbinieku arodbiedriba, LAKRS))

Fagforeninger findes sjældent i detailhandelsvirksomheder – herunder dem, der er udenlandsk ejede – og små private virksomheder. I nogle servicesektorer (f.eks. indre vandveje, frisører og personlige tjenesteydelser) findes der ingen fagforeninger.

Den største faglige sammenslutning

Om repræsentation af arbejdsgivere

Lettisk lovgivning fastsætter ikke rettigheder til, forpligtelser eller begrænsninger for medlemskab af arbejdsgiverorganisationer. Loven fastsætter, at en arbejdsgiverorganisation er en offentlig organisation, der er oprettet af mindst fem arbejdsgivere, og som repræsenterer og beskytter medlemmernes økonomiske, sociale og faglige interesser og andre interesser, der er i overensstemmelse med organisationens mål og funktioner. Medlemmerne af en arbejdsgiverorganisation kan være enkeltpersoner eller juridiske personer, der på grundlag af en ansættelseskontrakt beskæftiger mindst én arbejdstager.

Der kan oprettes en sammenslutning af arbejdsgiverorganisationer, hvis mindst tre arbejdsgiverorganisationer går sammen. En arbejdsgiver, der ikke er medlem af en arbejdsgiverorganisation, kan også være medlem af en sammenslutning af arbejdsgiverorganisationer, hvis den på grundlag af en ansættelseskontrakt beskæftiger mindst 50 medarbejdere.

Sammenslutninger af arbejdsgiverorganisationer og store virksomheder, der opfylder repræsentationskravene i arbejdsloven, er berettiget til at repræsentere arbejdsgivere i forhandlinger på sektorniveau.

På trods af den gode udformning af repræsentationssystemet er det sjældent, at arbejdsgiverorganisationer er involveret i kollektive forhandlinger, selv om de er medlemmer af den nationale arbejdsgiverorganisation LDDK.

Arbejdsgiverorganisation, medlemskab og tæthed

Der indsamles ikke officielle data om medlemskab af arbejdsgiverorganisationer, og arbejdsgiverorganisationerne overvåger ikke tætheden. Derfor er medlemskab såvel som dækning og tæthed med hensyn til medarbejdere ikke klart. LDDK rapporterer, at dets medlemmer beskæftigede 37 % af alle beskæftigede i 2009 og 44 % i 2019 (en stigning på 19 % på 10 år). Ifølge LDDK's årsrapport for 2021 havde LDDK 173 medlemmer i 2021. Data for 2022 er ikke offentliggjort. Ifølge LDDK's hjemmeside har den i øjeblikket 157 medlemmer, hvoraf 96 er store virksomheder og 61 er arbejdsgiverorganisationer.

Medlemskab er ikke obligatorisk.

Arbejdsgiverorganisationens tilhørsforhold og -tæthed, 2009-2022 (%)

* Procentdel af ansatte, der arbejder i en virksomhed, der er medlem af en arbejdsgiverorganisation, der er involveret i kollektive forhandlinger.

Bemærk: ikke tilgængelig. Data for 2010-2012 foreligger ikke; Kolonner, der er udelukket fra tabellen på grund af pladsmangel.

Vigtigste arbejdsgiverorganisationer og -sammenslutninger

LDDK er den største arbejdsgiverorganisation og den eneste arbejdsgiverrepræsentant på nationalt plan. Den blev oprettet udelukkende med henblik på den sociale dialog.

LTRK er den største erhvervsorganisation, men er ikke en arbejdsgiverorganisation ved lov. Dets vigtigste aktivitetssektorer er erhvervsklimaet, virksomhedernes konkurrenceevne og eksport.

Vigtigste arbejdsgiverorganisation

Det vigtigste trepartsorgan er NTSP, hvis funktion er reguleret af sine vedtægter (vedtaget den 30. oktober 1998). I henhold til sine vedtægter er NTSP baseret på princippet om paritet mellem repræsentanterne for ministerkabinettet (regeringen), LDDK og LBAS.

I overensstemmelse med vedtægterne gennemgår NTSP politiske planlægningsdokumenter og udkast til normative retsakter og fremsætter forslag til forbedring heraf på følgende områder: social sikring, retningslinjer for statsbudgettet, de økonomiske og regionale udviklingsstrategier, sundhed, udvikling af almen uddannelse og erhvervsuddannelse, beskæftigelse og klassificering af erhverv samt gennemførelse af internationale forpligtelser.

NTSP udgør en diskussionsplatform i to faser: i første fase gennemføres drøftelser i underråd, og i anden fase gennemføres drøftelser inden for NTSP's hoveddel. NTSP havde 10 underråd i 2022.

NTSP's udøvende organ er dets sekretariat. Oprindeligt blev NTSP og dets sekretariat drevet af velfærdsministeriet, men senere blev rådets juridiske status ophøjet, så det er direkte underlagt premierministeren. Sekretariatet drives derfor nu af statskancelliet. Sekretæren for NTSP er underlagt statskancelliet i institutionelle spørgsmål og premierministeren i funktionelle spørgsmål.

Møder i de ikke-finansielle kontaktpunkter afholdes efter anmodning og afholdes mindst en gang hver anden måned.

Den institutionelle regulering og arbejdstilrettelæggelsen af de ikke-finansielle instrumenter har ikke ændret sig i de sidste tre år.

Der er nogle organer, f.eks. rådgivende råd og arbejdsgrupper, som arbejdsmarkedets parter skal opfordres til at deltage i, men disse er ikke oprettet specifikt med henblik på den sociale dialog. Et eksempel på en sådan organisation er Økonomirådet og dets udvalg, hvor LDDK og LBAS er repræsenteret i hovedrådet og i udvalgene.

De nationale arbejdsmarkedsparter LBAS og LDDK har indgået en trepartssamarbejdsaftale – i 2004 – og tre gensidige samarbejdsaftaler – i 1994, 2007 og 2013 (gældende indtil 2020) – med henblik på at skabe et gunstigt økonomisk miljø og arbejdsfred.

Den 25. maj 2022 undertegnede de fem største regeringssamarbejdsparter – LDDK og LBAS som arbejdsmarkedets parter og LTRK, LPS og det lettiske videnskabsakademi som samarbejdspartnere – et aftalememorandum, der forudså yderligere koordinering af foranstaltninger og en fælles holdning i forhandlingerne med statsforvaltningen for at nå de fastsatte mål.

Hovedtreparts- og topartsorgan

I henhold til arbejdslovens § 10 er arbejdstagerrepræsentanter enten:

• fagforeningsmedlemmer eller funktionærer i fagforeninger

• bemyndigede medarbejderrepræsentanter, der er valgt i henhold til arbejdsloven

Arbejdstagerrepræsentanterne er forpligtet til at forsvare arbejdstagernes sociale, økonomiske og erhvervsmæssige rettigheder og interesser.

Fagforeninger kan oprettes i overensstemmelse med fagforeningsloven. Loven fastsætter ikke tærskler for medlemskab, men vedtægter for eksisterende fagforeninger specificerer, at ikke mindre end tre personer kan oprette en fagforeningsorganisation.

Der kan vælges bemyndigede medarbejderrepræsentanter, hvis en virksomhed beskæftiger fem eller flere medarbejdere. Arbejdsloven kræver ikke, at der udpeges en medarbejderrepræsentant til information og høring, men den indeholder bestemmelser om praktiske informations- og høringsprocedurer.

Loven tillader et ubegrænset antal fagforeninger og bemyndigede arbejdstagerrepræsentanter i en virksomhed. Det kræver dog, at alle eksisterende medarbejderrepræsentanter er bemyndiget til at føre fælles forhandlinger med en arbejdsgiver i forhold til det antal personer, de repræsenterer, men ikke mindre end én repræsentant hver.

Loven kræver, at medarbejderrepræsentanter udtrykker en fælles holdning over for arbejdsgiveren i tilfælde, hvor der er valgt flere repræsentanter, repræsentanter for flere fagforeninger er blevet udpeget til forhandlinger med en arbejdsgiver, eller repræsentanter for en fagforening eller repræsentanter for flere fagforeninger og bemyndigede medarbejderrepræsentanter er blevet udpeget til forhandlinger med en arbejdsgiver.

Loven om information og høring af arbejdstagere i kommercielle virksomheder på EU-plan og grupper af kommercielle selskaber på EU-plan regulerer retten til at oprette og drive europæiske samarbejdsudvalg.

Regulering, sammensætning og beføjelser for organerne