Baggrund for Luxembourg

Luxembourgs bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger var næsten tre gange højere end gennemsnittet for EU-27 i 2022. Med en vækst på næsten 2,3 % i 2019 er Luxembourgs økonomi en af de stærkeste i EU.

Den 31. december 2023 havde Luxembourg 672.050 indbyggere. Andelen af udlændinge, der boede i storhertugdømmet, var høj. På samme dato udgjorde udenlandske indbyggere 317.678 mennesker, hvilket svarer til 47,3 % af den samlede befolkning.

Kilde: Statec, 2023a

Arbejdsmarkedet er fortsat meget aktivt, da 227.623 grænsearbejdere ud over de 288.918 arbejdstagere, der er bosiddende i Luxembourg, hver dag krydser de belgiske, franske og tyske grænser for at arbejde i Luxembourg (december 2023).

Beskæftigelsessituationen 2021-2023

Bemærk: Personer med et job i husholdning i Luxembourg.

Kilde: Socialministeriet, Generalinspektoratet for Social Sikring (IGSS), 2023 (beregninger foretaget af Luxembourgs institut for socioøkonomisk forskning (LISER))

Vækstraten for den samlede indenlandske beskæftigelse mellem 2021 og 2022 (december) var 3,1 %. For grænseoverskridende beskæftigelse var den 3,6%, og for beskæftigelse af luxembourgske indbyggere (luxembourgere og udlændinge) var den 2,8%. Vækstraten var lavere mellem 2022 og 2023 (december): 1,4 % for al indenlandsk beskæftigelse, 1,7 % for grænseoverskridende beskæftigelse og 1,1 % for beskæftigelse af indbyggere i Luxembourg.

I december 2022 blev 15.760 arbejdsløse beboere registreret hos det nationale arbejdsformidlingskontor (Agence pour le développement de l'emploi, ADEM) som tilgængelige for beskæftigelse (ADEM, 2023a). Dette var et fald på 3,9 % sammenlignet med december 2021 (ADEM, 2023b). I 2022 lå arbejdsløsheden på 4,8 % (korrigeret for sæsonudsving). For at overholde lignende værdier er vi nødt til at gå tilbage til slutningen af 2008 og begyndelsen af 2009. I alt 18.198 arbejdsløse indbyggere var til rådighed for beskæftigelse pr. 31. december 2023 (arbejdsløshed på 5,5 %), hvilket svarer til en stigning på 2.438 personer (15,5 %) sammenlignet med 31. december 2022. De seneste data viser, at antallet af fastboende jobsøgende, der er registreret hos ADEM, var 17.654 den 31. marts 2024 (arbejdsløshed på 5,6 %), en stigning på 2.322 (eller 15.1 %) sammenlignet med marts 2023.

Al arbejdsmarkedslovgivning vedrørende arbejdsgiverrepræsentation, fagforeningsrepræsentation og kollektive forhandlinger er medtaget i arbejdsloven. Den lovpligtige arbejdsuge er 40 timer, som kan forlænges til 48 timer. Der skete imidlertid en større ændring i arbejdsloven i 2016 vedrørende arbejdstidsregulering, hvor et midlertidigt gyldigt system med referenceperioder blev erstattet af et permanent system. Dette system gør det muligt at forlænge referenceperioden op til fire måneder på visse betingelser og med visse begrænsninger eller endog op til 12 måneder ved kollektive forhandlinger. I praksis gør denne reform det muligt at øge den ugentlige arbejdstid ud over de fastsatte timer, forudsat at den forbliver mindre end 48 timer om ugen i gennemsnit over en periode på fire måneder eller mere afhængigt af kollektive overenskomster.

Desuden trådte loven om reform af medarbejderrepræsentationen i virksomheder gradvist i kraft i 2016, og en reform af forældreorloven trådte i kraft den 1. december 2016.

Endelig forlængede loven af 25. april 2019 om ændring af arbejdsloven minimumsvarigheden af lovbestemte feriedage til 26 arbejdsdage om året uanset arbejdstagerens alder – dvs. en dag mere end før, hvortil kommer en lovbestemt helligdag den 9. maj (Europadagen).

Begrebet »Luxembourg-model« omtales ofte, når man taler om den sociale dialog eller arbejdsmarkedsforholdene inden for storhertugdømmet. Modellen er en social dialogstruktur og kultur, der er i stand til at bilægge uenigheder og bringe de vigtigste aktører med forskellig baggrund sammen for at nå til enighed om, hvilke foranstaltninger der vil forbedre landets økonomiske og sociale velfærd. Denne dimension giver fortsat stor genklang blandt dem, der er involveret i den sociale dialog på alle niveauer. Et andet kendetegn ved Luxembourgs sociale dialog er dens traditionelt trepartsdimension, der involverer fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og regeringen. Staten betragtes som en selvstændig arbejdsmarkedspart. De fleste af de vigtige aftaler, der indgås på nationalt plan – f.eks. om inflationskontrol, budgetbalance, virksomhedernes konkurrenceevne og arbejdsmarkedssituationen – forhandles af alle tre parter. Indtil 2010 blev der ikke sat spørgsmålstegn ved Luxembourgs trepartsmodel (Thill og Thomas, 2010). Det første alvorlige brud på trepartsdialogen fandt sted i april 2010, da trepartskoordinationsudvalget (trepartsudvalget) meddelte, at drøftelserne om den luxembourgske økonomis konkurrenceevne, beskæftigelsespolitikker og offentlige finanser ikke havde ført til enighed. Regeringen, der har ledet landet siden december 2013, har imidlertid understreget sit engagement i social dialog og sigter mod at genoprette trepartskoordineringen. Efter at have undertegnet en bilateral aftale med fagforeninger (i november 2014) og en anden med arbejdsgiverrepræsentanter (i januar 2015) opfordrede regeringen arbejdsmarkedets parter til at vende tilbage til landets tidligere tradition for trepartshøringer (Eurofound, 2015). På trods af regeringens tilsagn er den sociale dialog på nationalt plan blevet langsommere siden 2016. Der blev afholdt flere topartsmøder, men der var ingen nationale trepartsforhandlinger på dagsordenen. Først den 30. juni 2019 blev der afholdt et trepartsmøde med nye aftaler inden for stålsektoren. Der blev afholdt flere trepartsmøder under covid-19-krisen for at drøfte håndteringen af pandemien og gennemførelsen af foranstaltninger til at afbøde virkningerne af lønindekseringen.