Kollektive overenskomstforhandlinger i Luxembourg

Kollektive overenskomster skal forhandles mellem arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med visse formaliteter og indgives til ITM til godkendelse af arbejdsministeren. Der findes to typer kollektive overenskomster:

• kollektive standardoverenskomster, der er forhandlet mellem en arbejdsgiver eller en gruppe af virksomheder (eller deres repræsentanter) og en fagforening, og som er juridisk bindende mellem underskriverne

• kollektive overenskomster, der er udvidet ved en storhertugelig forordning, og som gælder for alle arbejdsgivere og arbejdstagere inden for det pågældende erhverv

• De vigtigste forhandlingsniveauer er sektor- og virksomhedsniveau. Den relative betydning af de to niveauer af enighed varierer fra sektor til sektor. Der findes sektoraftaler inden for sektorer som bankvæsen, forsikring, privat sikkerhed, byggeri og alle relaterede håndværk samt hospitalssektoren og den sociale sektor. Disse enkeltindustriaftaler dækker 100% af arbejdsstyrken og forlænges af arbejdsministeriet. Mange sektorer har imidlertid ingen aftaler på brancheniveau. I 2018 fik 59 % af alle arbejdstagere deres arbejds- og ansættelsesvilkår reguleret af kollektive overenskomstforhandlinger (Statec, 2022a), hvilket er ret højt på trods af den høje grad af decentralisering af kollektive overenskomstforhandlinger og svagheden i de kollektive overenskomstforhandlinger i nogle sektorer. Medmindre andet er fastsat i overenskomsten, er den øverste ledelse ikke underlagt de arbejds- og lønvilkår, der er fastsat i den overenskomst, der gælder for medarbejderne. Medarbejdere, hvis løn er væsentligt højere end den løn, der udbetales til de medarbejdere, der er omfattet af overenskomsten, anses for at være den øverste ledelse. Denne løn skal være relateret til autoritative og effektive ledelsesbeføjelser, uafhængighed i tilrettelæggelsen af arbejdet og fleksibilitet i arbejdstiden.

Der er ingen nationale kollektive overenskomstforhandlinger om lønninger. Der findes dog en mekanisme til dyrlægning af lønningerne. Lønninger (herunder mindstelønnen) justeres i overensstemmelse med leveomkostningerne. Når forbrugerprisindekset stiger eller falder med 2,5 % i løbet af det foregående kvartal, reguleres lønningerne automatisk med samme andel. Forbrugerprisindekset og dets indvirkning på den glidende lønskala offentliggøres månedligt af det nationale statistikorgan (det nationale institut for statistik og økonomiske studier (Statec)). Arbejdsgiveren skal forhøje alle lønninger med 2,5 %. Sektorspecifikke kollektive overenskomster kan indeholde lønsatser, der er knyttet til lønklasse og en koefficient. På virksomhedsniveau indgås der ofte kollektive overenskomster om løn for 12-24 måneder.

Kollektive lønforhandlinger dækning af lønmodtagere

Kilder: Eurofound, European Company Survey 2013/2019 (herunder virksomheder i den private sektor med virksomheder med mere end 10 ansatte (NACE-kode B-S), spørgsmålet i undersøgelsen var et multiple choice-spørgsmål, og det var muligt at besvare flere gange); Eurostat [earn_ses10_01], [earn_ses14_01], [earn_ses18_01] (herunder virksomheder med mere end 10 ansatte (NACE-kode B-S, ekskl. O), med et enkelt svar for hver lokal enhed) OECD og AIAS, 2021; Statec, 2019.

De seneste nationale data om kollektive overenskomstdækninger er baseret på EU's lønstrukturundersøgelse 2018. På baggrund af denne undersøgelse anslår Statec, at 59 % af lønmodtagerne er omfattet af en kollektiv overenskomst. Ifølge Statec (2022a) er der stor forskel mellem den offentlige sektor (100 %), uddannelse (92 %) og social- og omsorgsvirksomhed (75 %) og visse aktiviteter i den private servicesektor, såsom detailhandel (38 %), hotel- og restaurationsvirksomhed (21 %) og tekniske og videnskabelige aktiviteter (14 %). Dækningen varierer med virksomhedens størrelse, fra 30 % (for virksomheder med 10 til 49 ansatte) til 79 % (for virksomheder med over 1.000 ansatte). Den globale sats baseret på Structure of Earnings Survey omfatter den offentlige sektor. Hvis offentligt ansatte udelukkes, er den kollektive overenskomstdækningsgrad på 53 % i Luxembourg (Statec, 2022a).

Tværsektorielle aftaler er sjældne og dækker aldrig spørgsmål som løn eller arbejdstid. De gennemfører hovedsagelig EU-dækkende aftaler, der er indgået af arbejdsmarkedets parter, f.eks. om telearbejde eller chikane på arbejdspladsen.

De vigtigste forhandlingsniveauer er sektor- og virksomhedsniveau. Brancheaftaler gælder i første omgang kun for virksomheder, der tilhører de arbejdsgiverorganisationer, der har underskrevet aftalen, men udvides ofte af regeringen til hele sektoren. Den relative betydning af de to niveauer af enighed varierer fra sektor til sektor. Der findes f.eks. sektoraftaler inden for sektorer som bankvæsen, forsikring og privat sikkerhed. Mange sektorer har imidlertid ingen aftaler på brancheniveau.

Niveauer for kollektive forhandlinger, 2022

Artikulation

Spørgsmålet om artikulation er ret teoretisk i Luxembourg, da det er yderst sjældent, at der findes en sektorspecifik kollektiv overenskomst, hvor der findes en sektorspecifik kollektiv overenskomst. Derfor skal kollektive overenskomster på begge niveauer sjældent koordineres. Hvis der imidlertid findes to niveauer af kollektive overenskomster, gælder princippet om favorisering i forhold til aftaler på højere niveau. Aftaler på virksomhedsniveau kan ikke give dårligere ansættelses- og lønvilkår end aftaler på sektorniveau. Hvis bestemmelserne i kollektive overenskomster er ringere end de lovbestemte minimumskrav eller begrænser de rettigheder, der er fastsat i en sektoraftale, erklæres de ugyldige og har ingen virkning.

Der er ingen større forhandlingsrunder på nationalt plan. Kollektive lønforhandlinger findes i nogle sektorer og på virksomhedsniveau i forskellige perioder. I banksektoren og forsikringssektoren indgår arbejdsmarkedets parter normalt kollektive overenskomster for en periode på tre år. På virksomhedsniveau indgås kollektive overenskomster om løn ofte for kortere perioder (loven fastsætter, at en aftale har en minimumsvarighed på seks måneder og maksimumsperioden er tre år).

Den vigtigste form for lønkoordinering er lønindekseringsmekanismen. I april 2006 besluttede arbejdsmarkedets parter og regeringen i trepartskoordinationsudvalget at graduere anvendelsen af lønindekseringsmekanismen for 2006-2009. Gradueringen udskød den periodiske tilpasning af lønniveauet i overensstemmelse med inflationen med op til syv måneder. Dette var begrundet i bekymringer over den økonomiske konkurrenceevne efter den hurtige stigning i oliepriserne. I denne periode steg lønningerne mindre end de generelle priser. Lønningerne indekseres dog normalt efter ændringer i leveomkostningerne. Når forbrugerprisindekset falder eller stiger, justeres de derfor i princippet i samme forhold. Målet er at bevare medarbejdernes købekraft. Bortset fra det er der ingen koordinering af lønforhandlinger, hverken mellem eller inden for forhandlingsniveauer.

Sektorkollektive overenskomster omfatter i første omgang kun de virksomheder, der tilhører de arbejdsgiverorganisationer, der har underskrevet overenskomsten. Arbejdsmarkedets parter på sektorniveau beder imidlertid næsten altid regeringen om at udvide dem til hele sektoren. I 2022 blev to sektoraftaler erklæret for at være af "generel forpligtelse" af Arbejds- og Beskæftigelsesministeriet. Der findes ingen andre frivillige mekanismer til udvidelse eller anvendelse af overenskomstbestemmelserne.

Der er ingen mulighed for at fravige kollektive overenskomster for at betale lønninger under det kollektivt aftalte niveau. Undtagelse er kun mulig for at betale lønninger over det kollektivt aftalte niveau. I henhold til forgunstigelsesprincippet skal kollektive overenskomster desuden overholde de lovbestemte bestemmelser.

For at opsige en kollektiv overenskomst (der altid er indgået for en bestemt periode), helt eller delvist, skal arbejdsmarkedets parter anmode om, at den opsiges med hensyn til den opsigelsesfrist, der er fastsat i den kollektive overenskomst (højst tre måneder). Derefter skal parterne indlede nye forhandlinger, som under alle omstændigheder skal indledes senest seks uger før aftalen eller de bestemmelser, der skal genforhandles, træder i kraft. Den opsagte kollektive overenskomst ophører med at være gyldig, så snart en ny overenskomst træder i kraft, eller senest den første dag i den 12. måned efter opsigelsesanmodningen, men arbejdsmarkedets parter kan aftale en ny udløbsdato. Hvis der ikke fremsættes en anmodning om opsigelse af den kollektive overenskomst (eller nogle af dens bestemmelser) inden dens udløbsdato, forlænges den på ubestemt tid. Den kan efterfølgende opsiges under overholdelse af den opsigelsesfrist, der er fastsat i aftalen.

I henhold til artikel L. 162-11 i lov om arbejdsforhold skal de kontraherende parter i den kollektive overenskomsts gyldighedsperiode afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der potentielt kan bringe deres overholdelse af aftalen i fare. De skal også afholde sig fra at deltage i strejker eller lockout på et område, der er reguleret af den kollektive overenskomst.