Aktører og institutioner i Holland

Indtil 1980 spillede regeringen en vigtig rolle i det hollandske arbejdsmarkedssystem, især med hensyn til lønfastsættelse. Billedet har ændret sig siden da, og arbejdsmarkedets parter tilkendegav i 2018, at social- og beskæftigelsesministeren gjorde en særlig indsats for at få dem med.

Den nederlandske regering har et forholdsvis veludviklet system til høring af arbejdsmarkedets parter. Skiftende regeringer har ofte indgået sociale pagter, som regel gennem den todelte STVDA.

Desuden har Nederlandene en højt udviklet tilgang til sektorspecifik social dialog. Som et spørgsmål om national kultur går sektorfagforeninger og arbejdsgiverorganisationer sammen om at indgå kollektive overenskomster for at regulere og fastsætte regler for arbejdslivet for de pågældende sektorer. Disse aftaler bygger på de nationale love om arbejdsvilkår, men tager også hensyn til de økonomiske realiteter i bestemte sektorer, når de overvejer sektorspecifikke socialpolitiske spørgsmål.

De vigtigste aktører er social- og beskæftigelsesministeriet, den nederlandske arbejdsmyndighed (Nederlandse Arbeidsinspectie) (tidligere inspektoratet SZW), som også er ansvarlig for at overvåge sundhed og sikkerhed, SER, og socialsikringsagenturet (Uitvoeringsinstituut Werknemersverzekeringen, UWV)), som er ansvarlig for ydelser og reintegration af arbejdsløse og handicappede arbejdstagere. Desuden er Ministeriet for Økonomi og Klimapolitik (Ministerie van Economische Zaken en Klimaat) en central aktør i arbejdslivspolitikken, da det er involveret i politikudformningen for specifikke sektorer. Sektorspecifikke realiteter skal også inddrages i den politiske beslutningsproces, og derfor deltager social- og beskæftigelsesministeriet også i regelmæssige trepartsmøder med arbejdsmarkedets parter.

Social- og beskæftigelsesministeriet er ansvarligt for størstedelen af den arbejdsmarkedsrelaterede lovgivning, overvågning af kollektive overenskomster, social dialog og arbejdsrelateret kontrol, herunder kontrol af arbejdsvilkårene.

Den egentlige kontrol udføres af den nederlandske arbejdsmyndighed, som ikke kun omfatter arbejdsvilkår, men også socialt svig, mindsteløn og ulovlig arbejdskraft.

Der findes ingen specifik arbejdsret, og konflikter løses gennem det almindelige retssystem. Der findes ikke noget særligt mæglingsudvalg for arbejdsrelaterede spørgsmål med én undtagelse: "Virksomhedsudvalg" (bedrijfscommissies) kan mægle i konflikter mellem arbejdsgivere og samarbejdsudvalg på frivillig basis.

Siden 1945 har arbejdsmarkedets parter været meget stabilt repræsenteret på nationalt plan, idet tre fagforeninger og tre arbejdsgiverorganisationer har været medlemmer af trepartsgruppen SER og den todelte STVDA. Retsgrundlaget for deres repræsentation (mere generel repræsentativitet) er begrænset til et dekret fra 1980 om medlemskab af SER. Dette dekret fastsætter kun meget brede regler om repræsentativitet. Der er kun få juridiske konflikter om spørgsmålet om repræsentativitet. Faldet i fagforeningstætheden har imidlertid resulteret i debatter om fagforeningernes rolle i det kollektive forhandlingssystem (herunder spørgsmålet om udvidelse af kollektive overenskomster) og om SER's repræsentativitet og status (og i mindre grad STVDA). Dette undergraver legitimiteten og repræsentativiteten af de kollektive overenskomster, der indgås. Det har også udløst en lille, men voksende tendens til, at små fagforeninger er dukket op for at repræsentere yngre arbejdere, fagfolk og solo-selvstændige, deltids- og freelancearbejdere.

Om fagforeningsrepræsentation

I Nederlandene er der ingen begrænsninger for fagforeningsmedlemskab i lovgivningen. Unionstætheden er gradvist faldende og var lige under 13 % i 2021, hvilket er et fald fra omkring 40 % for 30 år siden. Faldet fra 2011 til 2021 var stabilt, men langsomt.

Landskabet har været mere eller mindre stabilt de seneste årtier, bortset fra etableringen i 2017 af en ny fagforening i grundskolesektoren, PO i Actie. Denne fagforening startede som en Facebook-gruppe og blev i løbet af kort tid støttet af 45.000 lærere. Der har været andre eksempler på, at nye fagforeninger har etableret sig for at dække arbejdstagere, der ikke traditionelt anses for at kunne være en del af en fagforening. Den alternative fagforening (Alternative voor Vakbond, AVV) ses f.eks. ikke som en traditionel fagforening, da den også repræsenterer iværksættere.

Et vigtigt kendetegn ved det hollandske kollektive forhandlingssystem er, at kollektive overenskomstdækninger er meget højere (ca. 73 %) end fagforeningstætheden (under 15 %). Hovedårsagen er ikke så meget udvidelsen af kollektive overenskomster (dette tilføjer kun syv procentpoint til kollektive overenskomstdækninger), men pligten for arbejdsgivere, der er parter i en kollektiv overenskomst, til at behandle organiserede og ikke-organiserede arbejdstagere ens. Dette skaber det velkendte "free-rider"-problem for fagforeninger: uorganiserede arbejdstagere høster de samme fordele ved fagforeningsaktiviteter som organiserede medarbejdere.

Et problem for fagforeningerne er stigningen i gennemsnitsalderen for deres medlemmer. Gennemsnitsalderen stiger gradvist, og på sigt vil det føre til lavere tæthed (dvs. når de ældste medarbejdere går på pension). Desuden udgør stigningen i den fleksible arbejdsstyrke – normalt en gruppe med et lavt fagforeningsmedlemskab – en trussel mod legitimiteten og repræsentativiteten af de indgåede kollektive overenskomster.

Nye fagforeninger som PO i Actie og AVV viser, at fagforeningsmedlemskab kan øges ved at implementere en mere åben og inkluderende tilgang til medlemskab og have direkte kommunikation med medlemmerne for at bestemme deres behov, herunder gennem brug af sociale medier.

Fagforeningsmedlemskab og fagforeningstæthed, 2011-2021

Anm.: * Andel af ansatte, der er medlem af en fagforening. ** Foreløbige data. *** De tidligere data var forkerte ifølge vores kilde. Denne række indeholder de korrekte data. Fagforeningsmedlemskab af lønmodtagere blev udledt for det samlede fagforeningsmedlemskab og om nødvendigt justeret for fagforeningsmedlemmer uden for den aktive, afhængige og beskæftigede arbejdsstyrke (dvs. pensionerede arbejdere, selvstændige, studerende, arbejdsløse). n.a., ikke tilgængelig.

Kilder: CBS StatLine, 2021; CBS StatLine, 2022a; OECD og AIAS, 2021.

Vigtigste faglige sammenslutninger og -forbund

Der er tre store nationale tværsektorielle fagforeninger, der forhandler og rådfører sig om beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik. Det drejer sig om den nederlandske faglige sammenslutning (Federatie Nederlandse Vakbeweging, FNV), den nationale sammenslutning af kristne fagforeninger (Christelijk Nationaal Vakverbond, CNV) og fagforeningssammenslutningen for fagfolk ( VCP). Det er de største fagforeninger i Holland, og de forhandler med regeringen gennem SER og STVDA. Den vigtigste udvikling i de senere år var den interne omstruktureringsproces i den største sammenslutning, FNV. Den nuværende struktur er en føderation, opdelt i 28 afdelinger. CNV består også af en række sektorbrancher. Endvidere har visse fagforeninger (den nederlandske sammenslutning for ældre (Algemene Nederlandse Bond voor Ouderen_._ ANBO), den almindelige uafhængige fagforening (De Unie) og sammenslutningen af uafhængige fagforeninger (Unie van Onafhankelijke Vakorganisaties, UOV)) tilsluttet sig VCP.

Der er ikke sket større ændringer i de vigtigste fagforeninger i Nederlandene. Der er imidlertid en tendens til afunionsisering, som det er tilfældet i andre europæiske lande. Dette synes at have givet anledning til en lille, men synlig tendens, hvor der opstår nye fagforeninger, der tiltrækker yngre, mere forskelligartede medlemmer, såsom AVV og De Unie, hvis medlemmer omfatter iværksættere, fleksible arbejdstagere og deltidsansatte.

Vigtigste faglige sammenslutninger og -forbund

Bemærk: * Foreløbige data.

Kilde: CBS StatLine, 2021.

Om repræsentation af arbejdsgivere

Enhver arbejdsgiver eller brancheorganisation kan blive medlem af en arbejdsgiverorganisation. Der er ingen specifikke rettigheder eller forpligtelser i henhold til lovgivningen. Der kan naturligvis være nogle rettigheder og pligter, der følger af arbejdsgiverorganisationens vedtægter, og som fastsætter rettigheder og forpligtelser for medlemmerne.

Der er ikke sket nogen væsentlig udvikling på arbejdsgiversiden i de seneste år.

I modsætning til fagforeninger offentliggør Statistics Netherlands ikke tal for arbejdsgiverorganisationstæthed. Det anslås dog at være 80-90 %, hvilket ikke har ændret sig væsentligt siden 2012. Desuden synes der ikke at have været nogen selvstændige analyser af medlemskab af arbejdsgiverorganisationer i de senere år.

Arbejdsgiverorganisationens tilhørsforhold og -tæthed, 2012-2020 (%)

Anm.: * Procentdel af arbejdstagere, der arbejder i en virksomhed, der er medlem af en arbejdsgiverorganisation, der er involveret i kollektive overenskomstforhandlinger.

Vigtigste arbejdsgiverorganisationer

De vigtigste arbejdsgiverorganisationer er sammenslutningen af nederlandske industri- og arbejdsgiverorganisationer (Vereniging Nederlandse Ondernemers-Nederlands Christelijk Werkgeversverbond, VNO-NCW), den kongelige sammenslutning MKB-Nederland (Koninklijke Vereniging MKB-Nederland, MKB-Nederland) (der repræsenterer små og mellemstore virksomheder) og den nederlandske landbrugs- og havebrugssammenslutning (Land en Tuinbouworganisatie Nederland) LTO Nederland) (repræsentant for arbejdsgiverne i landbrugssektoren). Disse tre forbund er også dem, der er repræsenteret i treparts-SER og toparts-STVDA. VNO-NCW og MKB-Nederland samarbejder og arbejder ofte sammen som én organisation.

Vigtigste arbejdsgiverorganisationer og -sammenslutninger

Kilder: VNO-NCW, 2021; MKB-Nederland, 2021; LTO Nederland, 2021,

Det vigtigste trepartsorgan er SER, der består af en tredjedel arbejdstagerrepræsentanter (fra de tre største fagforeninger), en tredjedel arbejdsgiverrepræsentanter (fra de tre største arbejdsgiversammenslutninger) og en tredjedel uafhængige medlemmer, der udpeges af regeringen. SER er regeringens vigtigste rådgivende organ i alle større socioøkonomiske spørgsmål. Høringer sker i form af anmodninger om rådgivning fra regeringen. Høringerne i SER er enstemmige, hvilket afspejler konsensus fra arbejdsmarkedets parters side. Flere resultater af høringer har dannet grundlag for arbejdsmarkedslovgivningen. Vigtige eksempler er høringerne om flexicurity (1996) og arbejdstid (2007). I 2017 gik forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter på forskellige niveauer i stå om tre spørgsmål: mindskelse af kløften mellem fastansattes og fleksible arbejdstageres rettigheder (navnlig afskedigelsesrettigheder), reform af pensionssystemet og ændring af systemet for udbetaling af løn til arbejdstagere i det andet sygeår (kollektivt eller individuelt, afhængigt af arbejdsgiveren). Det skal også nævnes, at STVDA er toskilt, og at der er lige mange medlemmer fra de vigtigste arbejdsmarkedsorganisationer. STVDA og regeringen har ved flere lejligheder forhandlet sig frem til "sociale pagter", som kan danne grundlag for arbejdsmarkedslovgivningen. Det seneste eksempel er socialpagten fra 2013, som resulterede i ny lovgivning om afskedigelser og om fleksible kontrakter, der trådte i kraft den 1. juli 2015. STVDA var sammen med SER og dets medlemmer også involveret i udviklingen af den nye pensionsaftale i 2019.

De vigtigste treparts- og topartsorganer

Den vigtigste form for medarbejderrepræsentation i nederlandske virksomheder er samarbejdsudvalget (ondernemingsraad). Det er et organ, der udelukkende består af medarbejderrepræsentanter, og som skal oprettes i virksomheder med mere end 50 ansatte, og som har omfattende informations- og høringsrettigheder og visse beslutningsbeføjelser. I virksomheder med mellem 10 og 50 ansatte kan arbejdsgiveren frivilligt oprette en personaledelegation (personeelsvertegenwoordiging) med mindre omfattende informations- og høringsrettigheder, som skal oprettes efter anmodning fra et flertal af arbejdsstyrken. Disse organer repræsenterer arbejdstagerne i en virksomhed i forbindelse med interne, virksomhedsspecifikke aktiviteter og politikker, der overvejes af ledelsesniveauerne i en organisation.

I virksomheder med 10-50 ansatte skal arbejdsgiveren, hvis nogen af organisationerne ikke er til stede, afholde et halvårligt medarbejdermøde, hvor enhver arbejdstager kan udtale sig, hvor arbejdsgiveren skal fremlægge virksomhedens regnskaber, give oplysninger om virksomhedens generelle situation og om beskæftigelsespolitikken og høre arbejdstagerne om beslutninger, der kan føre til tab af arbejdspladser eller til en større ændring i arbejdet i mindst en fjerdedel arbejdsstyrken.

Fagforeningernes tilstedeværelse på arbejdspladsen er forholdsvis sjælden og findes hovedsagelig i sektorer, der traditionelt har en stærk fagforeningsdannelse (f.eks. metalsektoren og havnesektoren). Arbejdstagerrepræsentanter i en virksomhed deltager normalt ikke i social dialog eller kollektive arbejdsmarkedsforhandlinger, selv om der naturligvis er undtagelser på tværs af sektorer.

Regulering, sammensætning og organer

Bemærk: ikke tilgængelig.

Kilde: Lov om arbejdstagerråd.