Kollektive forhandlinger i Holland

Det dominerende forhandlingsniveau i Nederlandene er sektorniveauet, hvor mange store virksomheder har deres egen virksomhedsaftale. Ifølge databasen Institutional Characteristics of Trade Unions, Wage Setting, State Intervention and Social Pacts (ICTWSS) (OECD og AIAS, 2021) lå dækningen i 2008-2010 på omkring 84 %. Der findes ingen kollektive overenskomster for den offentlige sektor som helhed. Der er dog 15 kollektive overenskomster under sektorerne (der dækker områder som f.eks. centralregeringen, regionalregeringen, kommunalforvaltningen, forsvaret og politiet).

Mange sektoraftaler er erklæret generelt bindende af Social- og Beskæftigelsesministeriet for alle virksomheder i sektoren. Sektoraftaler kan i stigende grad betragtes som rammeaftaler, som derefter uddybes og gennemføres på virksomhedsniveau (enten af fagforeninger eller af samarbejdsudvalg). Efter udløbet af en kollektiv overenskomst forbliver indholdet som udgangspunkt gældende, hvis der ikke foreligger en ny overenskomst for arbejdstagere og arbejdsgivere, der er medlem af den fagforening eller arbejdsgiverorganisation, der har indgået overenskomsten. Aftalen er imidlertid ikke længere universelt bindende for sektoren, hvis den er udløbet, og selv om virksomhederne i princippet frit kan afvige fra aftaler, er det uklart, i hvilket omfang det sker i praksis.

Siden covid-19-krisen startede i begyndelsen af 2020, er der blevet forhandlet langt færre kollektive overenskomster. Mange af de aftaler, der blev indgået, og som trådte i kraft i 2020, var blevet forhandlet i 2019 for at starte i 2020. Nogle kollektive overenskomster blev fastfrosset for 2020, hvor fagforeninger og arbejdsgivere blev enige om at opretholde bestemmelserne i den officielt udløbne kollektive overenskomst.

I nedenstående tabel viser tallene fra European Company Survey dækningen af lønmodtagere på alle niveauer med 79 % samlet forhandlingsdækning i 2013. Tallene fra Social- og Beskæftigelsesministeriet i anden kolonne er de samme for den samlede forhandlingsdækning, men viser et andet billede på sektorniveau, som er dominerende i Nederlandene. Dette skyldes til dels udvidelsesmekanismen for kollektive overenskomster, som tilføjer ca. 13 procentpoint til sektorniveauet. Det skal også bemærkes, at hver kilde anvender en forskellig metode (den europæiske virksomhedsundersøgelse giver mulighed for flere besvarelser, mens den nationale kilde kun giver mulighed for en enkelt besvarelse), hvilket gør det vanskeligt at foretage en direkte sammenligning mellem forskellige niveauer.

Kollektive lønforhandlinger dækning af lønmodtagere

Bemærk: ikke tilgængelig.

Kilder: Eurofound, European Company Survey 2013/2019 (herunder virksomheder i den private sektor med virksomheder med mere end 10 ansatte (NACE-kode B-S), spørgsmålet i undersøgelsen var et multiple choice-spørgsmål, og det var muligt at besvare flere gange); Eurostat [earn_ses10_01], [earn_ses14_01], [earn_ses18_01] (herunder virksomheder med mere end 10 ansatte (NACE-kode B-S, ekskl. O), med en enkelt besvarelse for hver lokal enhed OECD og AIAS, 2021; CBS, 2022a.

Den vigtigste nylige tendens inden for kollektive forhandlinger er den øgede varighed af forhandlingsrunder. Forhandlingerne er blevet vanskeligere og derfor langvarige. Nogle gange er der lang tid mellem udløbet af en aftale og startdatoen for den nye aftale. Et andet aktuelt emne for nylig er forhandling af aftaler, der ikke er blevet underskrevet af FNV. Disse tendenser har dog ikke resulteret i drastiske ændringer i den samlede dækning, idet tallene kun er faldet lidt mellem 2014 og 2021 (CBS, 2022a) Det, man skal huske på, er den stigende andel af selvstændige, som ikke er omfattet af overenskomster.

I Nederlandene regulerer lovene de grundlæggende forhold i arbejdslivet, og kollektive overenskomster kan bygge på disse bestemmelser. Der findes love om arbejdstid og mindsteløn, og disse skal opretholdes som et minimumskrav i sektoraftaler. Sektorniveauet er dominerende i Nederlandene, men mange store virksomheder har aftaler på virksomhedsniveau.

Niveauer for kollektive forhandlinger, 2022

Artikulation

På nationalt plan kan arbejdsmarkedets parter komme med anbefalinger til de tilsluttede forhandlingsparter, men dette er stadig mindre vigtigt. Der kan være forbindelser mellem sektorniveau og virksomhedsniveau, og sektoraftaler har i stigende grad karakter af rammeaftaler, der giver et vist spillerum for afvigelser og uddybning på virksomhedsniveau, især med hensyn til arbejdstid.

Traditionelt fandt forhandlingerne sted i årets første måneder. Der er dog ikke rigtig noget 'sædvanligt' mønster længere.

Da størstedelen af den sociale dialog finder sted på sektorniveau, er der ikke megen central koordinering. Som sådan er koordineringen relativt svag i Nederlandene. Forbundene kan komme med anbefalinger, men disse er ikke bindende. Arbejdsgiverne kræver mindre koordinering og beder fagforeningerne om at tage mere hensyn til forskelle på tværs af sektorer og virksomheder. Der er ingen mønsterforhandlinger, selv om nogle aftaler (f.eks. i metalsektoren) traditionelt anses for at være vigtigere (trendsættende) end andre.

Kollektive overenskomster kan erklæres generelt bindende i højst to år eller fem år, hvis de regulerer fælles fonde (f.eks. til pensioner eller uddannelse). Kun visse typer bestemmelser kan gøres generelt bindende. Der skelnes mellem "normative" (eller materielle) klausuler og "forpligtelsesklausuler" (eller proceduremæssige) klausuler i kollektive overenskomster. Normative klausuler regulerer spørgsmål som løn, arbejdstid og andre ansættelsesvilkår og kan af social- og beskæftigelsesministeren udvides til at omfatte alle arbejdsgivere og arbejdstagere i den pågældende sektor, uanset om de er medlemmer af en af de underskrivende parter eller ej. Forpligtelsesklausuler fastlægger de kontraherende parters gensidige rettigheder og forpligtelser i forbindelse med gennemførelsen af en aftale og kan ikke gøres generelt bindende.

Nogle virksomheder følger frivilligt sektoraftaler uden at være bundet af disse aftaler.

Når en kollektiv overenskomst udløber, og den er erklæret universelt eller generelt bindende, er det kun de underskrivende parter, der skal overholde klausulerne, indtil der er indgået en ny aftale. Andre arbejdstagere og arbejdsgivere i sektoren kan i princippet fravige bestemmelserne, indtil der er udarbejdet en ny aftale.

De fleste aftaler indeholder klausuler, der giver mulighed for undtagelser i generel forstand: Virksomhederne kan anmode aftaleparterne om dispensation. Dette skete tidligere kun meget sjældent, men brugen af denne mekanisme ser ud til at være steget siden covid-19-pandemien. Der findes imidlertid ingen tal for udbredelsen af denne form for undtagelse. I tilfælde af forlængelse kan virksomheder anmode Social- og Beskæftigelsesministeriet om dispensation. Dette er ikke særlig almindeligt, og ministeriet er ret restriktivt med at udstede undtagelser.

Som hovedregel om undtagelser fra kollektive overenskomster kan arbejdsgivere fravige en kollektiv overenskomst, hvis en fravigelse på en eller anden måde er mere fordelagtig for en eller flere arbejdstagere. Afvigelser fra kollektive overenskomster, der stiller en eller flere arbejdstagere ringere, betragtes ikke som gyldige (De Unie, udateret).

Efter udløbet forbliver de kollektive overenskomster i kraft, men formelt kun for de underskrivende parter. For de ikke-underskrivende parter udløber forlængede aftaler i princippet I praksis holder alle parter sig til aftalen, indtil en ny træder i kraft. Dette er blevet vigtigere i de senere år, da forhandlingsprocessen er blevet vanskeligere og mere tidskrævende siden krisen. I flere tilfælde har der været forsinkelser på op til to år.

Der findes fredsklausuler i kollektive overenskomster i Nederlandene, men der er ingen kvantitative oplysninger om dem. Se afsnittet "Juridiske aspekter".

I Nederlandene har fredsklausuler ikollektive overenskomster en tendens til at fokusere på, at så længe der findes en kollektiv overenskomst, bør arbejdstagerne ikke foretage forstyrrende foranstaltninger over for deres arbejdsgiver. Dette inkluderer for eksempel at holde strejker.

Der findes hundredvis af aktive kollektive overenskomster i sektorspecifikke overenskomster i Nederlandene. I en undersøgelse af aftaler fra tre sektorer som stikprøve blev der ikke udtrykkeligt nævnt fredsklausuler. Det ser ud til, at disse klausuler ikke er særlig udbredte i Nederlandene. En årsag til dette kan være, at det er almindelig praksis ikke at strejke i en kollektiv overenskomsts gyldighedsperiode.

Social- og beskæftigelsesministeriet fører et overblik over de kollektive overenskomster, der er aktive i Nederlandene. Ud over løn og arbejdstid behandler den andre emner, der er vigtige i aftalerne. Disse omfatter:

• løn under sygdom og arbejdsløshed, herunder i hvilket omfang kollektive overenskomster indeholder bestemmelser om løn ud over de lovbestemte minimumsydelser, hvilket er særlig vigtigt i tilfælde af sygdom og invaliditet arbejdsgiveren betaler mindst 70 % af lønnen i de første to sygeår, men i mange overenskomster hæves dette niveau til 100 % i løbet af det første år

• beskæftigelsesegnethed og livslang læring

• Variabel løn

• de laveste lønskalaer

• tidsbegrænsede kontrakter

Nogle af de mest omtalte strejker i løbet af 2017 og 2018 blev afholdt på grund af arbejdspres og aflønning. I den offentlige transportsektor og for politi, postarbejdere og folkeskolelærere var arbejdspres i forhold til løn et centralt tema. Denne tendens fortsatte i 2019 og førte til omfattende strejker i sundhedssektoren (specifikt med sygeplejersker og plejepersonale) og for lærere og undervisere i grundskolen og på ungdomsuddannelserne.