Faglige aktioner og tvister i Polen

Strejkeretten er sikret ved forfatningen og Den Internationale Arbejdsorganisations konventioner (ratificeret af Polen og dermed bindende). Navnlig fastlægger loven om løsning af kollektive tvister fra 1991 vilkårene og betingelserne for en strejke. For at iværksætte en strejke skal følgende betingelser være opfyldt.

• Den kollektive konflikt er ikke blevet løst på grund af mislykkede forhandlinger og forgæves mægling.

• En mulighed for strejke bør nævnes i den anmeldelse af den kollektive konflikt, der afgives til arbejdsgiveren, og strejken kan ikke indledes tidligere end 14 dage efter anmeldelsen.

• Når medarbejderrepræsentationen i den kollektive konflikt træffer beslutningen om at indlede en strejke, bør den tage hensyn til, om kravene står i forhold til de potentielle tab, som strejken kan medføre.

En strejke kan indkaldes på trods af, at ovennævnte betingelser ikke er opfyldt, hvis arbejdsgiverens ulovlige handlinger forhindrede forhandlinger eller mægling, eller hvis arbejdsgiveren opløser ansættelsesforholdet med strejkelederen.

En kollektiv konflikt eren arbejdskonflikt, der opstår som følge af en uenighed mellem arbejdstagerrepræsentationen (fagforeningerne) og arbejdsgiveren om spørgsmål som arbejdsvilkår, løn eller sociale ydelser samt rettigheder og foreningsfrihed for arbejdstagere eller andre grupper af arbejdstagere, der er berettiget til fagforeningsmedlemskab. Visse erhvervsgrupper har ikke ret til at indgå i kollektive tvister: politifolk og funktionærer fra grænsevagten (Straż Graniczna), det statslige fængselsvæsen (Służba Więzienna), det statslige brandvæsen og det øverste kontrolkammer (statsrevisor).

Hvis mæglingsprocessen ikke synes at føre til en løsning af den kollektive tvist inden for den lovbestemte tidsramme ("henstandsperioden" på to uger til at søge en løsning på tvisten ved hjælp af forhandlinger og/eller mægling), har den fagforeningsorganisation, der har indledt den kollektive konflikt, ret til at indkalde til en engangsvarselstrejke, der ikke varer mere end to timer.

For at forsvare rettigheder og interesser for medarbejdere, der ikke har ret til at strejke, kan fagforeninger på andre arbejdspladser indlede en solidaritetsstrejke, der ikke varer mere end en halv arbejdsdag.

Loven fastsætter, at der kan anvendes andre former for kollektive kampskridt, hvis de retsforfølgninger, der er fastsat i loven om kollektiv tvistbilæggelse, ikke har givet noget resultat, selv om de er blevet gennemført korrekt. Disse "andre former for protestaktioner" nævnes ikke eksplicit, men skal opfylde følgende betingelser: De forårsager ingen skade på helbred og liv, forårsager ingen afbrydelse af arbejdet og overtræder ikke loven. Medarbejdere, der ikke har ret til at strejke, kan også ty til disse "andre former for protestaktioner".

Landmændene har ret til at protestere i henhold til specifikke regler, der er fastsat af landmændenes fagforeninger.

Der er andre former for faglige aktioner, der ikke nævnes eksplicit i loven, men som er anerkendt i den officielle rapportering og indenlandske litteratur: work-to-rule, nægtelse af at udføre overarbejde, arbejdsnedlæggelse, blokade, besættelse og sultprotester.

Ansatte, der arbejder for staten, centraladministrationen, den lokale offentlige forvaltning, domstolene og anklagemyndigheden, har ikke ret til at strejke. Desuden er der en række arbejdspladstyper, hvor det ikke er tilladt at strejke, herunder politiet, de væbnede styrker, efterretningstjenesterne, grænsevagten, det statslige fængselsvæsen, toldvæsenet (Służba Celno-Skarbowa) og det statslige brandvæsen.

Udviklingen i faglige aktioner, 2017-2022

Anm.: * Heraf var 1 520 i uddannelsessektoren. ** Heraf var 9 673 i uddannelsessektoren. *** Heraf var 9 046 i uddannelsessektoren. **** Heraf var 19 294 inden for uddannelsessektoren.

Kollektive tvistbilæggelsesordninger

De vigtigste kollektive mekanismer til bilæggelse af arbejdskonflikter er beskrevet nedenfor.

Forhandlinger: Parterne i den kollektive tvist forhandler på egen hånd for at finde en løsning på tvisten.

Mægling: Efter de mislykkede forhandlinger anmoder parterne om, at der udpeges en mægler (fra den officielle liste over mæglere, der føres af MRPiPS) efter fælles aftale mellem begge parter. Hvis parterne ikke er i stand til at give samtykke, udpeges mægleren ensidigt af MRPiPS.

Voldgift: Hvis mæglingen er uproduktiv, kan arbejdstagersiden i stedet for at indkalde til strejke (som de er berettiget til) anmode om, at tvisten afgøres af Rådet for Social Voldgift (Kolegium Arbitrażu Społecznego), et særligt organ under en domstol.

Goodwillmission: En goodwillmission er en særlig tvistbilæggelsesvej til bilæggelse af tvister i ansættelsesforhold, som af juridiske årsager (omfanget af spørgsmål, der skal underkastes kollektive tvister er udtrykkeligt angivet i loven) ikke kan eskalere til en formel kollektiv tvist. Goodwill-missioner kan udføres af det regionale råd for social dialog.

Der er ikke sket væsentlige ændringer i lovgivningen fra første kvartal af 2023.

Individuelle tvistbilæggelsesmekanismer

Der er to hovedmåder at bilægge individuelle tvister på:

1. retsligt – dvs. ved arbejdsretter, som anerkender sager og afgør tvister autoritativt

2. udenretsligt ved en af følgende:

• et forligsudvalg på arbejdspladsniveau (zakładowa komisja pojednawcza) efter anmodning fra arbejdstageren, som kan søge at løse tvisten på en sådan måde, inden de går til retten – organet er nedsat af arbejdsgiveren og fagforeningen på virksomhedsniveau (eller udelukkende af arbejdsgiveren, hvis der ikke er nogen fagforening) og skal bilægge tvisten inden for 14 dage

• mægling efter anmodning fra arbejdstageren eller arbejdsgiveren, som kan søge at løse tvisten på en sådan måde, inden de går til retten (mægling kan finde sted, selv mens sagen er i retten) – mægling af denne art er ikke reguleret af arbejdsretten, men af civilretten

Brug af tvistbilæggelsesmekanismer, 2012-2018

Bemærk: Der foreligger ingen data om antallet af tvister og uenigheder, der bilægges ved hjælp af voldgift og goodwill-missioner, men MRPiPS anfører, at førstnævnte forekommer meget sjældent, og at der ikke er adgang til oplysninger om sidstnævnte.

Kilde: Ministerstwo Rodziny, Pracy i Polityki Społecznej (2023)