Kollektive overenskomstforhandlinger i Rumænien

Loven om social dialog fra 2011 (lov nr. 62/2011) afskaffede kollektive overenskomstforhandlinger på nationalt plan. Den nye lovgivning erstattede også kollektive forhandlinger på brancheniveau med sektorspecifikke kollektive forhandlinger. Den nye retlige ramme decentraliserede kollektive overenskomstforhandlinger ved at øge betydningen af kollektive overenskomster på virksomhedsniveau. Mellem 2011 og 2018 blev de kollektive forhandlinger hovedsagelig gennemført på virksomhedsniveau, men det var ikke obligatorisk at indgå en kollektiv overenskomst som følge af forhandlingerne.

Den nye lov om social dialog (lov nr. 367/2022) udgør en ny ramme for kollektive overenskomstforhandlinger på nationalt, sektor- og virksomhedsniveau. Muligheden for at indgå nationale kollektive overenskomster genindføres, men loven fastsætter, at de ikke kan indeholde klausuler om nationale mindstelønninger, som det var tilfældet indtil 2011. Aftalerne kan dog indeholde mindstelønskoefficienter efter erhvervsmæssige standarder.

Den nye lov gør kollektive forhandlinger obligatoriske i virksomheder med mindst 10 ansatte samt på sektorniveau. Både fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer kan indlede forhandlinger. Loven giver arbejdsgiverorganisationer og tilsvarende fagforeninger, der ikke har undertegnet en kollektiv overenskomst indgået på sektorniveau, mulighed for at tilslutte sig overenskomsten på grundlag af en skriftlig meddelelse.

Efter lovændringen i 2011 blev der mellem 2012 og 2022 kun indgået få kollektive sektoraftaler på sektorniveau i modsætning til de otte kollektive sektoraftaler, der blev indgået alene i 2010. I 2019 blev der indgået en kollektiv overenskomst for den offentlige sundhedssektor, der gælder fra 2019 til 2021. I 2022 blev der indgået en overenskomst for den præ-universitets uddannelsessektor. Derudover blev der indgået 4 kollektive overenskomster med flere arbejdsgivere i 2021, og 11 blev indgået i 2022.

Kollektive lønforhandlinger dækning af lønmodtagere

Kilder: Eurofound, European Company Survey 2013/2019 (herunder virksomheder i den private sektor med virksomheder med mere end 10 ansatte (NACE-kode B-S); spørgsmålet i undersøgelsen var et multiple choice-spørgsmål, og det var muligt at besvare flere gange); Eurostat [earn_ses10_01], [earn_ses14_01], [earn_ses18_01] (herunder virksomheder med mere end 10 ansatte (NACE-kode B-S, ekskl. O), med en enkelt besvarelse for hver lokal enhed) OECD og AIAS, 2021; Arbejdstilsynet

Decentraliseringen af den sociale dialog i 2011 førte til en koncentration af kollektive overenskomstforhandlinger på virksomhedsniveau. Denne situation var stadig tydelig i 2022, men bør ændres med den nye lov om social dialog. Tidligere data viste, at efter afskaffelsen af nationale kollektive overenskomstforhandlinger i 2011 faldt dækningen af kollektive overenskomstforhandlinger fra næsten 100 % i 2010 til ca. 35 % i 2013. Data fra Arbejdstilsynet viser, at 2.113.237 medarbejdere var omfattet af en aktiv overenskomst i 2020, hvilket indikerer en overenskomstdækning på 32 %.

Antal kollektive overenskomster på virksomhedsniveau (nationale data)

Kilde: Ministeriet for Arbejde og Social Solidaritet og Arbejdstilsynet.

Efter reformen i 2011 af de lovgivningsmæssige rammer for den sociale dialog gik Rumænien fra et centraliseret til et decentraliseret kollektivt forhandlingssystem. Før 2011 var nationale kollektive overenskomster meget vigtige, da deres bestemmelser var obligatoriske for de lavere niveauer i forhandlingssystemet (branche, sektor og virksomhed). I teorien bør kollektive overenskomstforhandlinger på sektorniveau spille en vigtig rolle, da bestemmelserne i sektorspecifikke kollektive overenskomster er obligatoriske (på særlige retlige betingelser) for alle virksomheder i den relevante sektor. I praksis er sektorspecifikke kollektive forhandlinger imidlertid blokeret. Som følge heraf er kollektive forhandlinger på lokalt plan (på virksomheds- og virksomhedsniveau) vigtigere.

Vedtagelsen af den nye lov om social dialog ved udgangen af 2022 forventedes at ændre denne situation ved at gøre kollektive forhandlinger obligatoriske på både virksomheds- og sektorniveau og ved at genindføre kollektive overenskomstforhandlinger på nationalt plan.

Niveauer for kollektive forhandlinger, 2022

Artikulation

Klausulerne i kollektive overenskomster, der er indgået på sektorniveau, er obligatoriske for alle ansatte i virksomhederne i den relevante sektor. Indtil december 2022 blev en kollektiv overenskomst imidlertid kun betragtet som sektorspecifik, hvis antallet af ansatte i de virksomheder, der var tilsluttet den underskrivende arbejdsgiverorganisation, udgjorde mere end halvdelen af det samlede antal ansatte i den relevante økonomiske sektor. Hvis denne betingelse ikke var opfyldt, blev den kollektive overenskomst registreret som en overenskomst på virksomhedsgruppeniveau.

Den nye lov om social dialog genindfører kollektive overenskomstforhandlinger på nationalt plan. Bestemmelserne i de nationale kollektive overenskomster gælder for alle arbejdstagere og skal indgå i de kollektive overenskomster, der indgås på virksomheds- eller sektorniveau.

Ifølge den nye lov om social dialog kan en forhandlingsrunde indledes af enten fagforeninger eller arbejdsgiverorganisationer mindst 60 dage før den gældende overenskomst udløber. Kollektive forhandlinger må ikke vare mere end 45 dage, og det er ikke obligatorisk at indgå en kollektiv overenskomst.

I den offentlige sektor starter forhandlingerne som udgangspunkt i årets fjerde kvartal, hvor regeringen træffer beslutning om mindstelønnen for det efterfølgende år.

Den nye lov om social dialog danner rammen for automatisk koordinering mellem forskellige forhandlingsniveauer. De klausuler, der forhandles på højeste niveau, er minimale og gælder automatisk for alle lavere niveauer i forlængelse heraf. Desuden sikres en form for vertikal koordinering ved den implicitte koordinering af lønkrav fra fagforeningssammenslutninger og branchearbejdsgiversammenslutninger, som i henhold til loven har ret til at deltage i kollektive forhandlinger på virksomhedsniveau og endda til at indgå kollektive forhandlinger på virksomhedsniveau i visse situationer.

Siden december 2022 har nationale kollektive overenskomster automatisk været gældende for alle medarbejdere, og sektorkollektive overenskomster har automatisk været gældende for alle medarbejdere i sektoren. Den nye lov om social dialog indeholder også bestemmelser om, at arbejdsgiverorganisationer/virksomheder og tilsvarende fagforeninger, der ikke har undertegnet kollektive overenskomster indgået på sektorniveau eller for grupper af virksomheder, kan tilslutte sig disse aftaler.

Der var sager mellem 1999 og 2011, hvor kollektive overenskomster på brancheniveau indeholdt undtagelser, der gjorde det muligt for virksomheder i økonomiske og finansielle vanskeligheder at betale under tærsklen.

De kollektive overenskomster for jernholdige, ikke-jernholdige og ildfaste materialer foreskrev f.eks., at mindstelønnen i begrænsede perioder »kan nedsættes, men aldrig til under 80% af den oprindeligt forhandlede værdi«.

Siden 2011 har nogle kollektive overenskomster på etableringsniveau indeholdt klausuler, der gjorde det muligt for virksomheder at betale mindre end den lovbestemte mindsteløn. Denne undtagelse er tilladt, hvis virksomheden foretager en finansiel og økonomisk analyse, der viser, at den er i økonomiske vanskeligheder.

Når en kollektiv overenskomst udløber, har arbejdsmarkedets parter ret til at forlænge den med 12 måneder. Forlængelse er kun tilladt én gang; Derefter er genforhandling den eneste tilgængelige mulighed. Både arbejdsgivere og fagforeninger kan indlede kollektive forhandlinger; Dette skal ske mindst 60 dage før den gældende overenskomst udløber. De kollektive forhandlinger bør ikke vare mere end 45 dage. Hvis arbejdsmarkedets parter ikke kan nå til enighed og indgå en kollektiv overenskomst inden for denne tidsramme, har fagforeningsorganisationen ret til at starte en arbejdskonflikt.

De vigtigste spørgsmål i forbindelse med kollektive forhandlinger i Rumænien er lønninger og betaling for overarbejde. Spørgsmål som livslang læring og ligestilling mellem kønnene er ikke så vigtige.