Kollektive overenskomstforhandlinger i Slovakiet

Kollektive forhandlinger er frivillige for arbejdsmarkedets parter og finder sted uden indblanding fra staten. Kollektive forhandlinger i to niveauer finder sted på sektor- og virksomhedsniveau, hvor der kan indgås kollektive overenskomster med flere arbejdsgivere og en enkelt arbejdsgiver. Der findes ingen kollektive overenskomstforhandlinger på nationalt plan i Slovakiet. Bestemmelser, der er aftalt i både kollektive overenskomster med flere arbejdsgivere og kollektive overenskomster med en enkelt arbejdsgiver, er juridisk bindende for de kontraherende parter. Der er ingen særskilte kollektive forhandlinger for funktionærer og arbejdere. Kollektive overenskomster med flere arbejdsgivere kan udvides til at omfatte arbejdsgivere, der udfører sammenlignelige aktiviteter som angivet i den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter (NACE). Kollektive overenskomster gælder på samme måde for alle arbejdstagere, uanset om de er medlem af en fagforening eller ej.

Siden den økonomiske krise har der været en tendens til decentralisering af forhandlingerne fra sektor- til virksomhedsniveau. F.eks. blev 27 og 23 nye kollektive overenskomster med flere arbejdsgivere registreret af MPSVR SR i henholdsvis 2011 og 2012. I både 2017 og 2018 blev der registreret 14 nye aftaler med flere arbejdsgivere. Nogle aftaler med flere arbejdsgivere indgås for mere end et år, hvilket påvirker antallet af nye aftaler, der indgås i det pågældende år. I 2019 og 2020 blev der f.eks. registreret henholdsvis 20 og 11 nye aftaler med flere arbejdsgivere. I 2022 blev der registreret 13 nye aftaler.

Dækning af lønforhandlinger

Ifølge arbejdsmarkedets parter er op til 35 % af arbejdstagerne på landsplan omfattet af en kollektiv overenskomst. Ifølge den europæiske virksomhedsundersøgelse (ECS) 2013 blev ca. 30 % af medarbejderne dækket på virksomhedsniveau, når alle niveauer tages i betragtning. På sektorielt og regionalt plan er dækningen ca. 10 %. På samme måde er dækningen på erhvervsmæssigt og tværsektorielt niveau også 10%.

Kollektive lønforhandlingers dækning af medarbejdere fra forskellige kilder

* Procentdel af medarbejdere, der arbejder i lokale enheder, hvor mere end 50 % af medarbejderne er omfattet af en kollektiv lønaftale i forhold til det samlede antal medarbejdere, der deltog i undersøgelsen.

Kilder: Eurofound, ECS 2013 og 2019 (herunder virksomheder i den private sektor med >10 ansatte (NACE-kode B-S), med mulighed for flere svar); Eurostat [earn_ses10_01], [earn_ses14_01], [earn_ses18_01], lønstrukturundersøgelsen 2010, 2014 og 2018 (herunder virksomheder med >10 ansatte (NACE-kode B-S, ekskl. O), med et enkelt svar for hver lokal enhed).

Ifølge KOZ SR var den samlede dækning af ansatte i henhold til virksomhedens kollektive overenskomster i Slovakiet 26,4 % i 2019. I den private sektor var dækningen 15,4 %, dvs. højere end den dækning, der blev anslået af ECS 2019. Den samlede dækning af kollektive overenskomster er dog højere (ca. 35 %), fordi medarbejdere i flere virksomheder, der ikke er omfattet af virksomhedsaftaler, er omfattet af aftaler med flere arbejdsgivere. Siden 2021, hvor forlængelsen af repræsentative aftaler med flere arbejdsgivere blev afskaffet, er dækningen faldet. Ifølge KOZ SR faldt antallet af medarbejdere, der er omfattet af overenskomster, med omkring 140.000 medarbejdere mellem 2021 og 2022.

Kollektive forhandlinger finder sted på to niveauer: kollektive forhandlinger med en enkelt arbejdsgiver på virksomheds- eller virksomhedsniveau og kollektive forhandlinger med flere arbejdsgivere i de fleste sektorer i økonomien. Kollektive forhandlinger med flere arbejdsgivere og en enkelt arbejdsgiver spiller en vigtig rolle i fastlæggelsen af arbejdstagernes arbejdsvilkår, arbejdstid og løn. Mens kollektive forhandlinger med flere arbejdsgivere er vigtige, er kollektive forhandlinger med en enkelt arbejdsgiver dominerende.

Kollektive forhandlinger findes i den private og offentlige sektor. I den offentlige sektor indgås der f.eks. særskilte kollektive overenskomster med flere arbejdsgivere (flere sektorer) for den offentlige sektor. Den kollektive overenskomst for den offentlige sektor omfatter primært ansatte inden for uddannelsessektoren (herunder forskning) og sundhedssektoren.

Niveauer for kollektive forhandlinger, 2022

Artikulation

Vertikal koordinering eksisterer, fordi kollektive overenskomstforhandlinger på sektor- og virksomhedsniveau er indbyrdes forbundne. I kollektive overenskomster på virksomhedsniveau kan der aftales gunstigere ansættelses- og arbejdsvilkår end det, der er defineret i den respektive kollektive overenskomst med flere arbejdsgivere.

Forhandlingsrunderne starter normalt et par måneder før udgangen af kalenderåret, hvor kollektive overenskomster normalt udløber. Begge parter kan indlede forhandlinger, men fagforeningerne tager normalt det første skridt ved at indsende deres første forslag til arbejdsgiveren, virksomhedsledelsen eller arbejdsgiverorganisationen. Arbejdsgiverrepræsentanter forventes at svare inden for 60 dage. Kollektive forhandlinger består normalt af en eller flere forhandlingsrunder. Antallet afhænger normalt af fagforeningernes krav og den økonomiske situation på arbejdsgiversiden. Det kan også påvirkes af forhandlingsstilen (konsensuel eller modstridende).

Kollektive forhandlinger koordineres vertikalt på tværs af forskellige forhandlingsniveauer. Der er en direkte forbindelse mellem kollektive forhandlinger med flere arbejdsgivere og kollektive overenskomstforhandlinger med en enkelt arbejdsgiver. På grund af forbindelsen går forhandlingsrunder med flere arbejdsgivere normalt forud for forhandlingsrunder med en enkelt arbejdsgiver. I henhold til arbejdsloven kan der i kollektive overenskomster kun aftales bestemmelser, der er lige med eller mere fordelagtige for arbejdstagerne end dem, der er defineret i arbejdsloven eller bestemmelser aftalt i den kollektive overenskomst med flere arbejdsgivere. Der kan f.eks. aftales en lige så stor eller højere lønstigning. Der er ingen "mønstersættende" kollektive forhandlinger eller aftaler. Kollektive forhandlinger i de enkelte sektorer er formelt uafhængige uden formaliseret horisontal koordinering.

Forlængelse af kollektive overenskomster er tilladt ved lov. Kollektive overenskomster med flere arbejdsgivere kan udvides til at omfatte andre arbejdsgivere inden for samme branche eller sektor efter de regler, der er fastsat i lov nr. 2/1991 om kollektive forhandlinger, med senere ændringer. Et forslag til forlængelse kan indgives af begge kontraherende arbejdsmarkedsparter, men det er normalt fagforeningerne, der gør det. Forslaget forelægges MPSVR SR, og en særlig arbejdsgruppe behandler det. På grund af hyppige ændringer i reguleringen af forlængelser vedrørende samtykke fra arbejdsgivere, der berøres af forlængelsen, anvendes forlængelser sjældent. For eksempel var der fire forlængelser i 2005-2006, der var fem forlængelser i 2009 og ingen i 2010-2013.

Siden 2014 har forlængelsen af en kollektiv overenskomst været mulig uden samtykke fra den arbejdsgiver, der er berørt af forlængelsen. Nogle fagforeninger, især OZ Kovo, benyttede denne mulighed til deres fordel. I marts 2016 besluttede forfatningsdomstolen, at udvidelsesmekanismen ikke var i overensstemmelse med den forfatningsmæssigt acceptable ånd i lovgivningen. Den 1. september 2017 blev der ved ændringer af lovgivningen indført udtrykket "repræsentativ kollektiv overenskomst med flere arbejdsgivere". Nu kunne kun sådanne aftaler forlænges, og samtykke fra arbejdsgivere, der ikke havde underskrevet overenskomsten, var ikke påkrævet. I både 2019 og 2020 blev fem aftaler med flere arbejdsgivere forlænget. Den 1. marts 2021 blev forlængelsen af repræsentative aftaler afskaffet (lov nr. 76/2021, artikel II), og i 2022 blev der ikke forlænget nogen kollektiv overenskomst med flere arbejdsgivere.

Afvigelser fra kollektive overenskomster med flere arbejdsgivere er kun tilladt til fordel for arbejdstagerne. Det er f.eks. ikke muligt at fravige kollektive lønaftaler for at betale løn under det kollektivt aftalte niveau. Opt-out-klausuler anvendes normalt ikke i kollektive overenskomster, og åbningsmulighederne er underlagt gensidig aftale mellem de kontraherende parter.

Den kollektive overenskomst kan forblive gyldig, medmindre gyldighedsperioden for nogle forpligtelser forhandles anderledes i den. Når gyldigheds- eller udløbsdatoen ikke er angivet i overenskomsten, er den gyldig i et år. Tidligere blev der indgået kollektive aftaler for virksomheder og kollektive overenskomster med flere arbejdsgivere i den offentlige sektor for et år, men for nylig er der indgået aftaler med flere arbejdsgivere i den offentlige sektor for en længere periode. Kollektive overenskomster med flere arbejdsgivere i erhvervslivet var tidligere gyldige i to til tre år.

Arbejdsfreden bør herske i hele overenskomstens løbetid. Fredsklausuler som sådan er dog normalt ikke medtaget i kollektive overenskomster. Lov nr. 2/1991 om kollektive overenskomstforhandlinger indeholder en bestemmelse om, at en kollektiv arbejdskonflikt kan opstå som følge af manglende opfyldelse af bestemmelser eller rettigheder, der er aftalt i den eksisterende kollektive overenskomst (rettighedstvist). I sådanne tilfælde kan de kontraherende arbejdsmarkedsparter anvende proceduren for bilæggelse af arbejdskonflikter. For at bilægge nye arbejdskonflikter er der fastsat interne mekanismer i nogle af virksomhedernes kollektive overenskomster.

Ud over ugentlig arbejdstid og lønstigninger omfatter de kollektive overenskomster arbejdstagernes repræsentationsrettigheder, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, regler om afskedigelse (hovedsagelig fratrædelsesgodtgørelse), supplerende betalinger (f.eks. for overarbejde, feriearbejde eller natarbejde), fleksible former for arbejdstid, oprettelse af en socialfond i virksomheder og dens anvendelse samt ikke-forskelsbehandling og ligestilling mellem kønnene på arbejdspladsen. I 2020 blev betingelserne for hjemmearbejde under COVID-19-pandemien aftalt i virksomhedernes kollektive overenskomster.