Strukturelle ændringer på EU's arbejdsmarkeder: En generation af ændringer i beskæftigelsen

Den Europæiske Union står over for store sociale, geopolitiske og økonomiske udfordringer, herunder faldende produktivitetsvækst og nye konkurrencemæssige trusler mod vigtige industrier. Europa-Kommissionens nylige Konkurrenceevnekompas fremhæver, at Europas industristruktur i sig selv er en hæmsko for væksten, domineret som den er af traditionelle sektorer med relativt lave investeringer i forskning og udvikling og begrænsede udsigter til hurtig vækst.

En af konklusionerne i denne rapport er, at EU ikke har formået at omsætte en generation af erhvervsmæssig opgradering til forbedrede produktivitetsresultater. Det kommende initiativ om en sammenslutning af færdigheder vil fokusere på voksenuddannelse og livslang læring, fremtidssikring af kompetenceskabelse og overførsel af færdigheder på tværs af grænserne samt tiltrækning og rekruttering af kvalificerede arbejdstagere fra udlandet. Dette kan bidrage til at udnytte EU's overflod af talent til at øge mobiliteten, fremme innovation og styre bæredygtig vækst.

• Strukturelle ændringer på arbejdsmarkederne i moderne, avancerede økonomier har manifesteret sig på lignende måder, om end med varierende intensitet, i alle EU's medlemsstater fra 1995 til 2024. I alle 27 medlemsstater er beskæftigelsens andel i servicesektoren steget, og beskæftigelsen i fremstillingsindustrien, landbruget og udvindingsindustrien er faldet.

• Bygge- og anlægssektoren er den eneste brede sektor, hvor tendensen til beskæftigelsesandelen har varieret i de forskellige medlemsstater i de seneste to årtier. I de fleste medlemsstater er dens andel faldet. Der var næsten to millioner færre bygningsarbejdere i EU i 2024 end før den globale økonomiske krise (før 2007).

• Hastigheden af strukturelle ændringer på EU's arbejdsmarkeder – målt ved omfordelingen af arbejdspladser på tværs af brede sektorer – har været lavere siden den globale økonomiske krise. Lignende tendenser over længere tidshorisonter er blevet observeret på arbejdsmarkederne i USA og Det Forenede Kongerige.

• Den stærkeste vektor for forandring på EU's arbejdsmarkeder har været erhvervsmæssig opgradering. Dette er sket på tværs af alle brede sektorer. Andelen af erhvervsmæssig beskæftigelse blev fordoblet i EU i 1995-2023 fra 11 % til 22 % i de 12 medlemsstater, for hvilke der foreligger data.

• Der er mange drivkræfter bag strukturelle ændringer på arbejdsmarkederne i de udviklede økonomier. Teknologiske forandringer, navnlig datamatisering og digitalisering, er den hyppigst nævnte drivkraft på efterspørgselssiden, men handels- og arbejdsmarkedsinstitutioner og faktorer på udbudssiden, herunder migration og øget kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, tæller alle. Blandingen af disse drivkræfter varierer fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket fører til en række forskellige beskæftigelsesforskydningsmønstre på nationalt plan.

• Mere end to tredjedele af de nye nettoarbejdspladser i EU, der er skabt i løbet af de sidste tre årtier, er blevet besat af kvinder, hvilket har bidraget til at mindske den kønsbestemte forskel i beskæftigelsesfrekvensen.

• Beskæftigelsesvæksten er styrket i vellønnede job og svækket i lavtlønnede job. På aggregeret EU-plan har beskæftigelsesforskydningerne ændret sig fra at være asymmetrisk polariserende i 1995-2008 til at blive mere og mere opjusteret i perioden efter den globale økonomiske krise (2011-2024).

• Job i den øverste kvintil målt på løn har tegnet sig for hele nettobeskæftigelsesvæksten i EU i perioden 2019-2024.

• Erhvervsmæssig opgradering – en konsekvens af stigende uddannelsesniveauer og en stigende andel af arbejdstagere, der er uddannet til videregående uddannelser – er ikke blevet ledsaget af en stigning i produktivitetsvæksten i EU. Produktivitetsvæksten er faldet støt siden 1995.

• Der er betydelige forskelle i produktivitetsvæksten inden for EU. I modsætning til de medlemsstater, der tiltrådte EU før 2004, hvor produktivitetsvæksten er gået i stå i de seneste årtier, oplever de medlemsstater, der tiltrådte efter 2004, produktivitetsstigninger som følge af en igangværende omlægning til servicesektoren og fortsat styrke inden for fremstillingsindustrien. I medlemsstaterne efter 2004 bidrager strukturelle ændringer – arbejdstagernes bevægelighed mellem sektorer – positivt til produktivitetsvæksten, hvilket tyder på en omfordeling af arbejdskraft til mere produktive sektorer.

• De voksende forskelle i produktiviteten mellem USA og EU skyldes hovedsagelig hurtigere produktionsvækst inden for private servicesektorer i førstnævnte. Dette skyldes større investeringer og mere effektiv udnyttelse af IKT i sektorer som detailhandel, finansielle tjenesteydelser, informations- og kommunikationstjenester og professionelle, videnskabelige og tekniske tjenester i USA.

• Indførelsen af nye teknologier på arbejdspladsen er faldet sammen med stigende beskæftigelsesfrekvenser og tilføjelsen af næsten 30 millioner arbejdstagere til EU's personale i løbet af de sidste tre årtier. EU er (igen) blevet et arbejdsmarked med høj deltagelse. Politikken bør derfor fokusere mindre på den teknologiske arbejdsløshed og mere på at øge udbuddet, navnlig ved at overvinde hindringer for arbejdsmarkedsdeltagelse blandt de grupper, der i øjeblikket er underrepræsenterede. At gøre arbejde attraktivt ved at forbedre jobkvaliteten – skabe job, der er stabile og anstændige – bidrager til dette resultat.

• EU mangler en sektoriel drivkraft for fornyet produktivitetsvækst. Fremstillingsindustrien og de private serviceerhverv spillede denne rolle indtil 2008, men har kun bidraget lidt til produktionsvæksten siden 2011. Draghi-rapportens sektorspecifikke fokus og dens identifikation af specialiseringer med et stærkt vækstpotentiale i EU – f.eks. rene teknologier, højtydende databehandling og avanceret materialeproduktion – skaber potentielle drivkræfter.

• EU får ikke de fordele, som det burde, ved forbedringer af den menneskelige kapital. Størstedelen af nettostigningen i beskæftigelsen i EU i de sidste tre årtier er sket i vellønnede job af god kvalitet. Men det har ikke ført til forbedret produktivitet.

• En stor del af faldet i produktivitetsvæksten i EU skyldes, hvordan produktionsfaktorer kombineres for at generere flere eller bedre produkter eller tjenesteydelser (samlet faktorproduktivitet). Dette tyder på, at ændringer i, hvordan arbejdet tilrettelægges og styres, kan bidrage til at drage fordel af nye generationer af arbejdstagere med højere uddannelsesniveauer og adgang til stadig mere sofistikerede digitale teknologier. Medlemsstaterne spiller i samarbejde med arbejdsmarkedets parter en vigtig rolle i denne henseende gennem reformer af offentlige investeringer og uddannelse samt gennem beskæftigelsespolitikker, der prioriterer bæredygtig, innovationsdrevet vækst.