Et årti med lav løn: Socialarbejdere tjener stadig omkring en femtedel mindre end gennemsnittet

Socialt arbejde kan opdeles i sociale aktiviteter uden bolig (f.eks. hjemmepleje, førskoleundervisning og børnepasning) og døgnpleje. Mere end to tredjedele af socialarbejderne yder langtidspleje, mens størstedelen af resten er involveret i førskoleundervisning og børnepasning. Den største vækst har været inden for socialt arbejde uden bolig, hvilket afspejler politiske ændringer i medlemsstaterne, f.eks. i retning af at give ældre mulighed for at bo længere hjemme i stedet for på plejehjem. Dette er i overensstemmelse med den europæiske søjle for sociale rettigheder, som understreger hjemmeplejens og lokalsamfundsbaserede tjenesters rolle. Med hensyn til arbejdsstyrkens demografi er langt over en tredjedel (38 %) af de ansatte i sociale tjenester 50 år eller derover – en stigning på 4,6 procentpoint siden 2014. Lidt over fire femtedele (81 %) af socialarbejderne er kvinder – et fald på 1,5 procentpoint siden 2014 efter en periode med konstant høje rater af kvinder, der arbejder i sektoren siden 2008 (det tidligste år, der er tilgængelige data for).

I medlemsstaterne har gennemsnitslønnen for arbejdstagere i sociale tjenesteydelser i løbet af det seneste årti været ca. 20 % lavere end gennemsnitslønnen i medlemsstaternes økonomier som helhed. Denne lønforskel faldt noget fra 2014 til 2018, men steg igen fra 2018 til 2022 (figur 1). I modsætning hertil har lønnen inden for sundhedssektoren konsekvent og i stigende grad ligget over den gennemsnitlige nationale løn – med 11,2 % i 2014, 17,3 % i 2018 og 20,9 % i 2022.

Det er derfor ikke overraskende, at i 2024 følte gennemsnitligt 37 % af arbejdstagerne i de sociale tjenester, at de ikke blev betalt passende i betragtning af indsatsen og resultaterne i deres job, sammenlignet med 26 % af arbejdstagerne i andre sektorer end sociale tjenester. (Disse resultater er baseret på Eurofounds analyse af data fra 2024 fra den europæiske undersøgelse af arbejdsvilkårene (EWCS) for de 23 medlemsstater, hvor mere end 20 arbejdstagere inden for sociale tjenesteydelser blev undersøgt. Lande med mindre stikprøver af socialarbejdere (Cypern, Grækenland, Ungarn og Slovakiet) blev udelukket fra analysen med hensyn til pålidelighed.)

Lønnen varierer mellem socialarbejdere afhængigt af f.eks. delsektor, erhverv og land. I gennemsnit er arbejdstagere i plejehjem bedre betalt end arbejdstagere i socialt arbejde uden bolig (tjener 18,7 % mindre end gennemsnittet i medlemsstaternes økonomier som helhed sammenlignet med 22,7 % mindre), selv om lønnen faldt i førstnævnte og steg i sidstnævnte fra 2018 til 2022. Arbejdere i erhverv, der kræver ringe eller ingen formel uddannelse, er de dårligst betalte. Disse omfatter – afhængigt af landet – (sociale) omsorgspersoner eller assistenter, pædagoger og hjælpesygeplejersker.

Arbejdstagere med faglige kvalifikationer får ofte mere i løn i andre sektorer, end de får i sociale tjenester. I 2022 tjente sundhedspersonale (som er bedre betalt end gennemsnittet i medlemsstaternes økonomier som helhed) f.eks. 15 % mere end gennemsnittet inden for sociale tjenester, men 60 % over gennemsnittet andre steder. Tidligere forskning fra Eurofound viste også, at sygeplejersker med samme erfaring og profil har tendens til at blive bedre betalt i sundhedsvæsenet end i langtidsplejen. De højest betalte socialarbejdere omfatter terapeuter, specialsygeplejersker og socialarbejdere. De er imidlertid dårligere betalte end relativt vellønnede fagfolk i andre sektorer, og/eller sådanne vellønnede fagfolk er mere udbredte i andre sektorer end de er i sociale tjenester. Dette fremgår af det forhold, at forskellen mellem medianlønnen (dvs. »det midterste tal«) for alle arbejdstagere i sociale tjenesteydelser og for alle andre arbejdstagere er mindre end forskellen i gennemsnitslønnen.

Data fra EU's SES fra 2018 viser, at socialarbejdernes lønninger er lavere end gennemsnittet i alle medlemsstater og med mere end 10 % i alle undtagen tre: Nederlandene, Østrig og Luxembourg (figur 2). Alle tre er blandt de lande, hvor dækningen af arbejdsmarkedets parters aftaler er højest.

For de fleste medlemsstater vedrører dataene for det fælles europæiske luftrum kun arbejdstagere, der er ansat af plejeudbydere med mindst 10 ansatte. Mens de fleste udbydere beskæftiger færre end 10 ansatte – både inden for socialt arbejde uden indkvartering (85 %) og døgnpleje (51 %) – beskæftiger udbydere med mindst 10 ansatte størstedelen af arbejdsstyrken: henholdsvis 91 % og 98 % (baseret på Eurofounds analyse af Eurostats statistik over erhvervsstrukturer fra 2022). En gruppe af arbejdstagere, der generelt ikke fanges af disse data, eromestiske plejere, herunder indeboende plejere (dem, der bor i husstanden hos den eller de personer, som de yder pleje til). De oplever ofte den laveste løn og de dårligste arbejdsforhold.

Socialarbejdere er mere tilbøjelige end andre arbejdstagere til at bo i husstande, der har svært ved at få enderne til at mødes: 31 % mod 25 %, ifølge EWCS 2024-data. Deltidsarbejde er meget mere almindeligt inden for sociale tjenester end i de fleste andre sektorer. Socialarbejdere arbejder derfor færre betalte timer om måneden, hvilket betyder, at forskellen i den gennemsnitlige månedsløn sammenlignet med andre arbejdere er endnu større end forskellen i timeløn. Mange socialarbejdere kan kun påtage sig deltidsroller på grund af deres eget omsorgsansvar, f.eks. for børn eller ældre slægtninge. Bedre adgang til børnepasning og langtidspleje for sådanne arbejdstagere kan sætte dem i stand til at arbejde længere og dermed tjene mere.

Hvorvidt lønnen er tilstrækkelig eller ej, afhænger af, hvor meget folk skal tjene for at dække deres udgifter. Boligudgifter erafgørende. Når omsorgslønninger fastsættes nationalt, kan det skabe særlige problemer for arbejdstagere, der bor i områder med høje boligomkostninger, navnlig store byer, og som ikke har adgang til socialt boligbyggeri. Det kan også bidrage til mangel på arbejdskraft inden for sociale tjenester. Boligpolitikker kan hjælpe, især når de sigter mod at øge udbuddet gennem nybyggeri, reducere ledige boliger, renovere ejendomme og bedre forbinde boligmassen med arbejde og tjenester. Andre politiske foranstaltninger, der kan hjælpe, ud over at forbedre lønningerne og reducere boligomkostningerne, omfatter reduktion af omkostningerne til energi, børnepasning, uddannelse, transport og sundhedspleje.

Andelen af socialarbejdere, der i EWCS 2024 nævnte "løn og personalegoder" som et af de tre vigtigste områder, hvor de gerne vil se forbedringer, er ganske vist høj, 68,8 %, men den er kun lidt højere end blandt andre arbejdstagere (68,6 %). Dette afspejler imidlertid holdningerne hos de faktiske socialarbejdere og ikke holdningerne hos arbejdstagere, der har valgt ikke at arbejde i eller har forladt sektoren. Lønnen kan derfor være en endnu vigtigere faktor for at tiltrække arbejdstagere, end denne andel antyder. Socialarbejdernes lønninger ligger ofte på eller lige over mindstelønnen. En forhøjelse af den generelle mindsteløn forbedrer således lønvilkårene, bl.a. ved at presse lønningerne op over mindstelønnen.

De politiske beslutningstagere bør se på at forbedre arbejdsvilkårene ud over løn alenefor at tiltrække og fastholde arbejdstagere. Foranstaltninger til afhjælpning af manglen på arbejdskraft, såsom økonomiske incitamenter til at arbejde efter pensionsalderen eller rekrutteringskampagner, har begrænset effektivitet, hvis de ikke ledsages af forbedringer af arbejdsvilkårene.

Sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, herunder mental sundhed, fremhæves som et af de områder, hvor der er behov for forbedringer af flere socialarbejdere (30,9 %) end andre arbejdstagere (23,4 %). Fysiske risici, der er specifikke for sektoren (f.eks. at løfte mennesker og arbejde med smitsomt materiale uden tilstrækkelig beskyttelse), skal naturligvis tages op, men sektoren skiller sig virkelig ud på grund af de risici for arbejdstagernes mentale sundhed, f.eks. fra ugunstig adfærd på arbejdspladsen og følelsesmæssig udmattelse af deres arbejde. At give arbejdstagerne mere indflydelse på deres arbejdsplaner kan hjælpe med at afbøde andre problemer, som socialarbejdere oplever.

Det kan dog være en udfordring at forbedre arbejdsvilkårene. For sociale aktiviteter, der foregår hjemme hos brugeren, er arbejdspladsen det hjemmemiljø, som er vanskeligt at regulere. Den hurtige vækst i arbejdsstyrken i hjemmeplejen gør det endnu mere presserende at løse denne udfordring. Nogle foranstaltninger til forbedring af arbejdsvilkårene kan også være vanskelige at forene med at tilvejebringe de ønskede ordninger for fleksibel pleje. Bedre bemanding kan være en del af løsningen til at forbedre visse arbejdsvilkår, f.eks. dem, der vedrører sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, herunder mental sundhed. Men for at tiltrække og fastholde de nødvendige arbejdstagere skal de generelle arbejdsvilkår først forbedres.

Det er også vigtigt at gøre noget vedkvinders indvandring i denne lavtlønnede sektor, bl.a. ved at udfordre stereotyper om omsorgspersoner fra en ung alder. Det faktum, at kvinder er overrepræsenteret i den sociale sektor, betyder også, at kvinder er uforholdsmæssigt hårdt ramt af de mentale sundhedsproblemer , der følger med socialt servicearbejde. Igen kræver den hurtige vækst i sektoren, at der rettes mere opmærksomhed mod dette spørgsmål, da dårlig mental sundhed medfører betydelige omkostninger, både monetære og ikke-monetære, for de berørte personer og for samfundet som helhed.

Eurofounds 2026-projekt om langtidspleje, sundhedspleje og førskoleundervisning og børnepasning vil undersøge disse sektorer med hensyn til arbejdsvilkår og folks adgang til og kvaliteten af sociale tjenester.