Mindstelønninger i 2025: Årlig gennemgang

Direktiv (EU) 2022/2041 om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union (i det følgende benævnt »mindstelønsdirektivet«), der blev vedtaget i 2022, udgør en fælles ramme for fastsættelse af passende (lovbestemte) mindstelønninger, fremmer kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse og forbedrer arbejdstagernes effektive adgang til deres ret til mindstelønsbeskyttelse, hvor det er fastsat i national lovgivning og/eller kollektive overenskomster. Medlemsstaterne skulle gennemføre direktivet i deres nationale lovgivning senest den 15. november 2024. De fleste lande havde (i det mindste delvist) afsluttet denne proces ved udgangen af 2024. I 2023 anlagde Danmark (støttet af Sverige) sag med påstand om hel eller delvis annullation af direktivet ved Den Europæiske Unions Domstol. Afgørelsen om denne anmodning forventes i 2025.

Mindstelønssatser i 2025

• De nationale bruttomindstelønssatser steg mellem januar 2024 og januar 2025 i 21 af de 22 medlemsstater, der har en national mindsteløn, med Cypern som den eneste undtagelse, hvor satsen forblev uændret. De steg betydeligt i de fleste af de central- og østeuropæiske medlemsstater: med næsten 23 % i Rumænien, 15 % i Kroatien og Bulgarien, 12 % i Litauen, 10 % i Tjekkiet og Polen, 9 % i Ungarn og Slovakiet og 8 % i Estland.

• Selv om disse stigninger var lavere end året før, var de stadig betydelige i overensstemmelse med afdæmpningen i inflationsniveauerne og resulterede i en stigning i mindstelønsmodtagernes købekraft i de fleste lande. Mindstelønningerne steg i faste priser i de fleste lande, forblev stort set stabile i nogle få lande (Tyskland, Luxembourg, Frankrig, Slovenien og Belgien) og faldt i Cypern.

• Inflationens rolle i at drive betydelige mindstelønsstigninger faldt i år. I stedet synes mindstelønsdirektivet at være en ny strukturel faktor, der påvirker disse stigninger, idet et stigende antal lande knytter deres mindstelønsstigninger til lignende tærskler, der henvises til som eksempler i direktivet.

• De foreliggende data viser, at mindstelønnen kun i nogle få lande er nået op på 60 % af medianlønnen eller 50 % af gennemsnitslønnen. Ikke desto mindre er Kaitz-indekset (forholdet mellem mindstelønnen og median- eller gennemsnitslønnen) steget i løbet af de sidste to årtier i de fleste medlemsstater, hvilket betyder, at de nationale mindstelønninger er steget mere end median- og gennemsnitslønnen i denne periode.

• Skatte- og socialsikringssystemerne kan føre til betydelige forskelle mellem bruttomindstelønnen og den faktiske hjemtagelsesløn (nettomindstelønssatsen). I 2024 varierede medarbejderskattesatsen (inklusive personlig indkomstskat og arbejdstagernes socialsikringsbidrag) fra ca. 5 % i Belgien og Estland til næsten 40 % i Rumænien.

Gennemførelse af direktivet

• En sammenlignende analyse af de foreliggende (udkast) til forordninger viser, at gennemførelsen af direktivet ikke har ført til større ændringer i de systemer og metoder, der anvendes til at fastsætte lovbestemte mindstelønninger. Tilpasningerne af lovgivningen har haft en tendens til at være mindre og supplere eksisterende national praksis.

• De fleste lande med lovbestemte mindstelønninger har medtaget de elementer, der er anført i direktivets artikel 5, stk. 2, litra a)-d), som selvstændige kriterier og supplerer de kriterier, som de nationale lønfastsættelsesorganer skal tage hensyn til i henhold til national lovgivning.

• Med hensyn til de vejledende referenceværdier, som lønfastsætterne forventes at anvende til at vurdere, om de lovbestemte mindstelønninger er tilstrækkelige (direktivets artikel 5, stk. 3), har de fleste lande medtaget specifikke procentsatser baseret på gennemsnits- eller medianlønninger i deres regler. Disse værdier kan afvige noget fra eksemplerne i direktivet, der spænder fra 46 % af gennemsnitslønnen i Letland til 55 % af de forventede gennemsnitslønninger i Polen (ifølge lovforslaget). Nogle lande, såsom Irland, Nederlandene og Rumænien, har vedtaget mere fleksible tilgange, der tillader værdier at variere over tid eller falde inden for et defineret interval. I nogle få medlemsstater, f.eks. Kroatien og Portugal, er det endnu ikke klart på grundlag af forordningsforslagene, hvilke vejledende referenceværdier der vil blive anvendt. Andre henviser til forskellige vejledende værdier (f.eks. Slovenien) eller slet ingen (f.eks. Luxembourg) med henvisning til deres specifikke ajourføringsmekanismer.

• Flere lande har gjort de vejledende (målrettede) værdier til en del af de kriterier, som lønfastsætterne skal tage hensyn til, mens andre kun henviser til dem i forbindelse med vurderingen af, om de lovbestemte mindstelønninger er tilstrækkelige, som beskrevet i direktivet.

• De fleste lande med lovbestemte mindstelønninger har ikke ændret væsentlig deres formelle tilgang til at inddrage arbejdsmarkedets parter i fastsættelsen og ajourføringen af mindstelønsniveauer, da dette allerede er en udbredt praksis. Nogle har dog indført lovgivningsmæssige justeringer for at præcisere eller styrke specifikke aspekter af denne inddragelse.

Mindstelønsmodtagere og deres evne til at have råd til en bolig

• Andelen af arbejdstagere, der tjener mindstelønnen, varierer fra medlemsstat til medlemsstat, fra mere end 10 % i Portugal, Slovakiet og Polen til mindre end 3 % i Tjekkiet, Belgien og Nederlandene. Ikke desto mindre udviser de fleste medlemsstater en opadgående tendens, hvilket er i overensstemmelse med, at mindstelønningerne er vokset hurtigere end gennemsnittet og medianlønningerne i løbet af de seneste 15 år.

• I 2024 steg boligudgifterne i EU hurtigere end den generelle inflation. Ifølge Eurofounds analyse baseret på de seneste data fra Den Europæiske Unions statistikker over indkomstforhold og levevilkår (2023 EU-SILC) blev mindstelønsmodtagere uforholdsmæssigt hårdt ramt, da boliger udgør en større andel af deres disponible indkomst (34,8 % i gennemsnit sammenlignet med 26,2 % for højtlønnede). Blandt husstande med enlige voksne var mindstelønsmodtagere også mere tilbøjelige til at opfatte boligudgifter som en tung byrde (35,6 % sammenlignet med 21,7 %).

• Unge mindstelønsmodtagere (i alderen 16-34 år, studerende, hvis primære aktivitet var uddannelse, blev udelukket) i mange lande er betydeligt mere tilbøjelige end deres bedre betalte jævnaldrende til at bo hos deres forældre (48,9 % sammenlignet med 29,1 %). Dette tyder på, at de nuværende mindstelønsniveauer kan være en hindring for en uafhængig tilværelse for unge arbejdstagere, der forhindrer dem i at flytte ud af familiehjem og begrænser deres boligmobilitet.

• EU's mindstelønsdirektiv er ved at blive en vigtig faktor, der styrer fastsættelsen af lovbestemte mindstelønninger, og gennemførelsen skrider stort set frem efter planen i de fleste lande. Det er dog ikke alle aspekter, der er blevet (eller behøver at være) medtaget i de nationale regler. Det vil være op til de nationale lønfastsættere – herunder arbejdsmarkedets parter og rådgivende organer – at opretholde og gennemføre direktivets ånd i praksis.

• I takt med at mindstelønnen stiger i forhold til gennemsnits-/medianlønnen, tjener flere medarbejdere lønninger tæt på minimumsniveauet i mange lande. Dette øger betydningen af supplerende politikker, såsom boligpolitikker, skattelettelser eller ydelser, der forbedrer mindstelønsmodtageres økonomiske situation.

• Høje boligudgifter har en uforholdsmæssig stor indvirkning på mindstelønsmodtagere, begrænser deres mobilitet og generelle livskvalitet og kan begrænse deres økonomiske muligheder. Afhængigt af de relative boligomkostninger og ved vurderingen af, om mindstelønningerne er tilstrækkelige, kan lønsætterne tage hensyn til de relative boligomkostninger i de kommende år, når de vurderer, om mindstelønningerne er tilstrækkelige, og navnlig under kollektive forhandlingsprocesser.