Europa – et verdensklasses sted at bo og arbejde?
"Et verdensklasses sted at bo og arbejde." Med disse ord beskrev kommissionsformand Jean-Claude Juncker Europa i forbindelse med proklamationen af den formelle undertegnelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder i Göteborg sidste måned.
Da stats- og regeringscheferne fra hele EU mødtes for at forpligte sig til at overholde 20 sociale principper og rettigheder, understregede Kommissionens formand, at "Europa er mere end blot et indre marked, mere end penge... Det handler om vores værdier og den måde, vi ønsker at leve på".
Så hvordan er det så, vi helt præcist lever? Føler de 510 millioner europæere i alle de (indtil videre) 28 medlemsstater virkelig, at deres levevilkår er i "verdensklasse"?
Det er der mange, der gør. Men der er også mange andre, der stadig oplever ulighed og føler sig udstødte eller usikre, har bekymringer om en anstændig bolig og job og gør sig tanker om fremtiden for dem selv og for deres børn. Dette kommer til udtryk i den populistiske stemning, der hersker mange steder, hvor man synes at gøre op med det etablerede samfundssystem, og hvor den generelle historiefortælling i bund og grund er negativ.
Virkeligheden er imidlertid , som altid, væsentligt mere kompleks.
Faktisk her de seneste få år generelt været gode, og "der er (virkelig) kommet vind i Europas sejl igen". Resultaterne af den seneste europæiske undersøgelse af livskvalitet viser overordnet fremgang på områderne for livskvalitet, samfundskvalitet og kvaliteten af de offentlige tjenester. Vi har set forbedringer for mange, omend fra et lavpunkt i kølvandet på den økonomiske krise. Faktisk viser indikatorerne i visse tilfælde en tilbagevenden til niveauerne fra før krisen – hvilket til dels afspejler det generelle økonomiske opsving og den fornyede vækst i medlemsstaterne.
Optimismen er på mange området steget, og bedømmelserne for livstilfredshed og lykke har fortsat været relativt høje i de fleste EU-lande. Tilfredsheden med levestandarden er steget i de fleste medlemsstater, og flere mennesker kan nu få enderne til at mødes, end det var tilfældet i 2011.
Tilliden til nationale institutioner er rent faktisk steget over hele linjen, og især unge viser stigende tillid til andre mennesker. Den glædelige vækst i engagement og deltagelse i sociale og lokale organisationer på tværs af medlemsstaterne og faldet i antallet af mennesker, der føler sig udstødt af samfundet, en følelse der var mere fremherskende under afmatningen, er også tegn på mere positive forhold efter krisen. De opfattede spændinger i samfundet mellem fattig og rig, ledelse og arbejdere, gamle og unge og mænd og kvinder er alle aftaget i de seneste fem år.
Derudover er folk, modsat den gængse opfattelse, generelt mere tilfredse i dag med vigtige offentlige tjenester, såsom sundhedsvæsen og transport – og endda med børnepasningsordninger i nogle lande.
Så langt, så godt, ser det ud til.
Men samtidig er det klart, at vi fortsat har et godt stykke vej igen.
Mens en række lande, primært i Central- og Østeuropa, fortsætter med at indhente det forsømte, er andre stagneret i deres udvikling mod opadgående konvergens, og kløften har endda udvidet sig yderligere på visse områder. Tilfredsheden med levestandarden steg f.eks. især i Bulgarien, Estland, Ungarn, Irland og Polen, mens tilfredsheden med tilværelsen faldt i Kroatien, Cypern, Grækenland, Italien og Spanien. Og der hersker fortsat store forskelle mellem medlemsstaterne, for så vidt angår både adgangen til og kvaliteten af sundheds- og plejetjenester.
Der er ligeledes udtalte uligheder hvad angår køn, aldersgrupper og indkomstkohorter.
Kvinder beretter f.eks. om en smule højere tilfredshed med tilværelsen end mænd, men er fortsat dem, der klarer en større del af ubetalt arbejde i hjemmet og omsorgsopgaver. En yderligere udhuling af kønsskævhederne på dette område er med det stigende behov for langtidspleje af ældre – hvor kvinder fortsat bidrager mere – måske en af de vigtigste årsager til problemer i forhold til balancen mellem arbejde og fritid.
De ældre selv klarer sig mindre godt end deres yngre medborgere, navnlig i visse øst- og centraleuropæiske lande, og alder bidrager klart til en faldende tilfredshed med tilværelsen i Bulgarien, Kroatien, Malta, Polen, Portugal, Rumænien og Slovenien. I to tredjedele af EU's medlemsstater giver mere end halvdelen af respondenterne også udtryk for bekymring for deres indkomstniveau i alderdommen.
På trods af væksten, der har været en årsag til, at færre mennesker har berettet om materielle afsavn sammenlignet med for fem år siden, siger over halvdelen af befolkningen i 11 medlemsstater stadig , at de har vanskeligt ved at få enderne til at nå sammen. Som altid er det de fattige, der har det sværest, og resultaterne viser, at livskvaliteten har forbedret sig mindre for mennesker i de lavere indkomstgrupper.
Mange europæere er mindre optimistiske med hensyn til deres børns fremtid end deres egen. Men også her er ulighederne tydelige, idet optimismen i forhold til kommende generationer er lavere i Østrig, Belgien, Tjekkiet, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Slovenien, Spanien og Det Forenede Kongerige. Omvendt mener borgere i Bulgarien, Finland, Letland, Litauen og Polen, at udsigterne for deres børn er bedre end for dem selv.
Set i lyset af den bredere og mere polemiske debat om migration og mobilitet i EU er det her værd at bemærke, at oplevede spændinger mellem forskellige religiøse og forskellige etniske grupper er øget markant i visse lande, især Bulgarien, Estland, Danmark, Tyskland, Malta, Østrig, Frankrig, Belgien og Italien. Dette er tilfældet trods et generelt fald i de opfattede spændinger mellem forskellige samfundsgrupper.
Sådan ser det nuancerede billede af livet for EU's borgere ud, her hvor regeringer, lokale og regionale myndigheder, arbejdsmarkedsparter og civilsamfundet går i gang med at gennemføre søjlen for sociale rettigheder.
Disse resultater fra den europæiske undersøgelse af livskvalitet understreger behovet for at rette indsatsen specifikt mod de grupper, der har størst behov: de langtidsledige – som er udsat for fattigdom, social udstødelse og mentale sundhedsproblemer – i forbindelse med initiativer til aktiv støtte til beskæftigelse; kvinder – der fortsat bærer den største byrde med arbejde i hjemmet og omsorgsopgaver – i forbindelse med initiativer for ligestilling mellem kønnene og principper for børnepasning; mod støtte til omsorg og tjenester, der skal forankre retten til en bedre balance mellem arbejde og fritid over hele arbejdslivet; fattigere ældre borgere – i forbindelse med initiativer for retten til tilstrækkelig indkomst i alderdommen og pensioner; samt skævheder og uligheder i adgangen til kvalitetsydelser – i forbindelse med initiativer for retten til rettidig adgang til sundhedspleje og sociale ydelser, der er til at betale.
Men dette er blot nogle af de kritiske initiativer, der er nødvendige for at få de europæiske borgeres virkelighed til at matche de ambitiøse mål for søjlen. Hvis dette skal være et reelt skelsættende øjeblik for Europa, bliver vi nødt til at omsætte denne virkelighed til gennemførelse og disse data til resultater, så vi kan bevare "vores værdier og den måde, vi ønsker at leve på."
