Nationale mindstelønningers indvirkning på kollektive overenskomstforhandlinger og lønninger for lavtlønnede arbejdstagere

Der er løbende debat om, hvorvidt nationale mindstelønninger og kollektive lønforhandlinger styrker eller svækker hinanden. Denne forskningsrapport giver empirisk dokumentation for, hvordan ændringer i nationale mindstelønninger påvirker kollektivt aftalte mindstelønninger og faktiske lønninger, og hvordan de kan påvirke kollektive forhandlinger i udvalgte lavtlønnede sektorer. Rapporten kombinerer kvantitativ analyse (baseret på forskellige databaser) og kvalitativ analyse (baseret på 39 semistrukturerede interviews gennemført med eksperter, politiske beslutningstagere og arbejdsmarkedets parter i seks lande og to lavtlønnede sektorer).

Politisk baggrund

EU's mindstelønsdirektiv, der blev vedtaget i oktober 2022, har til formål at sikre tilstrækkelige lovbestemte mindstelønninger, fremme kollektive lønforhandlinger og forbedre arbejdstagernes effektive adgang til mindstelønsbeskyttelse. Fristen for at gennemføre direktivet i national ret udløb i november 2024, men det har påvirket udviklingen i den nationale lovbestemte fastsættelse af mindsteløn siden dets vedtagelse. De nationale lovbestemte mindstelønninger er steget betydeligt i forhold til de faktiske lønninger i løbet af de seneste par år i mange medlemsstater. Desuden har benchmarket for tilstrækkelig forhandlingsdækning (80 %) allerede præget drøftelserne om reformen af de kollektive overenskomstforhandlinger i nogle lande. Denne udvikling kan på forskellige måder påvirke samspillet mellem nationale mindstelønninger og kollektivt aftalte lønninger.

Vigtigste resultater

Konsekvenser af ændringer i de nationale mindstelønninger for kollektivt aftalte lønninger

Økonometriske analyser, der estimerer virkningen af ændringer i nationale mindstelønninger på kollektive overenskomster og forhandlede lønninger, viser følgende.

• Den kumulative variation i de nationale mindstelønninger siden den sidste kollektive overenskomst øger sandsynligheden for at indgå en ny overenskomst, mens den kumulative inflation og arbejdsløshedsprocenten ikke påvirker denne sandsynlighed. Den tid, der er gået siden den sidste aftale, er også en vigtig faktor. Medtagelsen af Kaitz-indekset (forholdet mellem mindstelønnen og gennemsnitslønnen for hvert land og år) i denne specifikation tyder på, at det er mindre hyppigt at indgå nye aftaler i lande med en høj national mindsteløn sammenlignet med gennemsnitslønnen alt andet lige.

• Den vigtigste afgørende faktor for størrelsen af de forhandlede løngulvsjusteringer er den kumulative inflationsrate siden sidste aftale. Hvis inflationen stiger med 1 %, stiger de forhandlede mindstelønninger med tæt på 0,7 % (dvs. de har en elasticitet på tæt på 0,7). Den kumulative variation i de nationale mindstelønninger i faste priser har også en positiv og signifikant effekt på størrelsen af de forhandlede løngulvsjusteringer med en elasticitet på 0,22. Arbejdsløshedsprocenten har en betydelig, men negativ indvirkning på størrelsen af lønjusteringer, hvilket er et klart bevis for, at negative konjunkturforhold begrænser væksten i overenskomstlønningerne.

• Der er betydelig heterogenitet i flere dimensioner: i den betragtede periode, med stærkere virkninger observeret for 2020-2022; mellem lavtlønnede sektorer; og mellem grupper af lande, der er kendetegnet ved forskellige modeller for interaktion mellem nationale mindstelønninger og kollektive overenskomstforhandlinger.

Den kvalitative analyse giver dybdegående indsigt fra interviews om, hvordan nationale mindstelønninger interagerer med kollektive overenskomster i seks lande (Frankrig, Tyskland, Portugal, Rumænien, Slovenien og Spanien) og inden for to lavtlønnede sektorer (føde- og drikkevareindustrien og bolig- og socialsektoren). Analysen fremhæver følgende.

• Arbejdsmarkedets parters opfattelse af den nationale mindsteløns rolle varierer fra land til land, sektor og delsektor. Høj inflation og mangel på arbejdskraft har gjort arbejdsgivere og fagforeninger i bolig- og socialsektoren mere positive over for den. Inden for føde- og drikkevareindustrien er den nationale mindsteløn blevet opfattet som "et mindre onde", der er nødvendigt for at hjælpe med at opretholde købekraften i forbindelse med inflationen.

• Den nationale mindsteløn har en begrænset indvirkning på de kollektive forhandlingsprocesser. Der er visse tegn på et reduceret spillerum med hensyn til forhandling af løn- og arbejdsvilkår, men der er ingen stærke tegn på en fortrængningseffekt i kollektive overenskomstforhandlinger på trods af bekymringer, som arbejdsmarkedets parter i nogle lande har givet udtryk for. Der er ingen væsentlig indvirkning på varigheden eller fornyelsen af kollektive overenskomster i de analyserede lande og sektorer.

• Nationale mindstelønsstigninger har en vis indvirkning på kollektivt aftalte lønninger og deres struktur.

  • En fælles tendens, der er observeret i de to sektorer og de fleste af de analyserede lande, er den stigende relevans af lønbonusser og tillæg, der behandles i kollektive forhandlinger, meget ofte forhandles på virksomhedsniveau, på grund af stigningerne i de nationale mindstelønninger. Dette skyldes, at grundlønssatserne har en tendens til at stige langsommere end de nationale mindstelønninger, og virksomhederne benytter sig af disse bonusser for at sikre, at de faktiske lønninger forbliver over de lovlige satser.

  • I bolig- og socialsektoren i Tyskland og Spanien er arbejdsgiverne efter stigninger i de nationale mindstelønninger ikke længere villige til at forbedre andre arbejdsvilkår, som tidligere blev brugt til at kompensere for lave lønninger. Et lignende mønster blev observeret i føde- og drikkevareindustrien i Portugal.

• Der synes at være en kompressionseffekt i den forhandlede lønfordeling på grund af stigningerne i de nationale mindstelønninger. Intensiteten af denne effekt varierer fra land til land og sektor. På grundlag af den kvalitative analyse af kollektive overenskomster i de to udvalgte lavtlønssektorer synes denne effekt at være mere intens i fremstillingen af føde- og drikkevarer. Denne kompressionseffekt kan fortolkes som en kortsigtet tilpasning af de kollektive overenskomstforhandlinger til den nye mindsteløn, mens afsmittende virkninger på mellemlang sigt kan blive vigtigere, efterhånden som kollektive overenskomster omsætter nationale mindstelønsstigninger til hele lønfordelingen. I hvor høj grad kompressionen varer ved, er imidlertid formet af sektorens karakteristika. Desuden er der større sandsynlighed for, at der observeres afsmittende virkninger i de sektorer eller lande, der oplever mere intens mangel på arbejdskraft, såsom boligsektoren og den sociale omsorgssektor.

Nationale mindstelønningers indvirkning på de faktiske lønninger og lønfordelingen

Den økonometriske analyse af de nationale mindstelønningers indvirkning på de faktiske lønninger, baseret på EU's statistikker over indkomst- og levevilkår for 2006-2021, fandt følgende.

• Den nationale udvikling i mindstelønnen har en betydelig indvirkning på lavtlønnede arbejdstageres faktiske lønninger, uanset sektor, erhverv, køn og alder: En stigning på 1 % i den nationale mindsteløn resulterede i en stigning på 0,31 % i lønningerne for lavtlønnede arbejdstagere i perioden 2006-2021.

• Effekten af ændringer i de nationale mindstelønninger i 2015-2021 var noget større end i 2006-2014. Faktisk kan effekten på de lavtlønnede arbejdstageres faktiske lønninger siden 2015 have været mere intens end effekten på de lønninger, der kollektivt er forhandlet for arbejdstagere i lavtlønssektorer.

• Kun store nominelle stigninger i de nationale mindstelønninger giver betydelige lønstigninger for lavtlønnede arbejdstagere. Stigningssatser på mindst 15 % i nominelle tal er de eneste, der har en målbar og statistisk signifikant virkning.

• Nationale mindstelønsstigninger i de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004 eller senere, havde større indvirkning på ændringerne i lavtlønnede arbejdstageres lønninger end stigninger i medlemsstaterne før 2004 indtil 2015. Størrelsen af effekterne har dog konvergeret mellem grupperne i de senere år.

• Stigninger i de nationale mindstelønninger i undersøgelsesperioden udmøntede sig ikke kun i lønforbedringer for lavtlønnede medarbejdere, men gavnede også arbejdstagere med højere lønniveauer.

• Ser man på de enkelte arbejderes baner, finder analysen betydelige stigninger i lønningerne for de laveste deciler af lønfordelingen, især når de nationale mindstelønsstigninger er højere.

• En kausal økonometrisk analyse blev udført for at måle ændringer i nationale mindstelønninger og for at estimere, hvad der skete med lønningerne for arbejdere, der tjente under den nye sats før ændringerne, sammenlignet med effekten på lønningerne for lavtlønnede arbejdere, der tjente lidt over satsen. Resultaterne viser en betydelig og positiv effekt af betydelige mindstelønsstigninger på mellem 10 % og 15 %.

Politiske tips

• Ændringer i de nationale mindstelønninger spiller en vigtigere rolle i at presse på for at få en ny lønaftale underskrevet end ændringer i makroøkonomiske faktorer såsom inflation og arbejdsløshed. Størrelsen af stigningen i de forhandlede lønninger forklares dog hovedsageligt med inflation, efterfulgt af stigninger i de nationale mindstelønninger og derefter fald i arbejdsløsheden.

• Overvejelse af de sandsynlige virkninger på forhandlede lønninger ved fastsættelse af nationale mindstelønninger kan give politiske beslutningstagere nyttig indsigt i de potentielle (indirekte) virkninger af nationale mindstelønsstigninger og dermed forbedre hele processen med at fastsætte nationale mindstelønninger.

• Stigninger i den nationale mindsteløn synes ikke at have nogen særlig skadelig indvirkning på arbejdsmarkedets parters autonomi til at forhandle kollektive overenskomster, selv om der rapporteres om en reduceret margen til at forhandle om visse spørgsmål. Fortrængningseffekterne synes ikke at være signifikante, men er som forventet stærkere i lande med svage kollektive forhandlingsinstitutioner og dækning. Disse lande kræver en større indsats for at støtte arbejdsmarkedets parter og kollektive overenskomstforhandlinger, så passende mindstelønninger er forenelige med velfungerende kollektive overenskomstforhandlinger. Indsatsen kan omfatte sikring af en passende retlig ramme for kollektive overenskomstforhandlinger og styrkelse af arbejdsmarkedets parters kapacitet.

• På trods af visse tegn på lønkomprimering i kollektivt aftalte lønninger er der generelt et fravær af lønkompression. Dette skyldes nationale mindstelønsstigninger, der resulterer i lønvækst, ikke kun blandt lavtlønnede medarbejdere, men også højere lønnede. Dette kan begrænse effektiviteten af mindstelønsstigninger som et instrument til at reducere lønuligheden over tid. Mindstelønningernes indvirkning på presset af forhandlede lønninger varierer imidlertid fra sektor til sektor og påvirkes af andre variabler såsom mangel på arbejdskraft og mindstelønsniveauer.

• Stigninger i de nationale mindstelønninger førte til lignende forbedringer i de faktiske lønninger for lavtlønnede arbejdstagere uanset deres karakteristika. Nogle grupper, såsom kvindelige arbejdstagere, drager dog stadig mere fordel af sådanne stigninger, fordi de er relativt mere repræsenteret blandt mindstelønsmodtagere.

• I lande med lav kollektiv overenskomstdækning er den vigtigste faktor, der påvirker lønstigninger for lavtlønnede arbejdstagere, nationale mindstelønninger. I disse lande har forhandlede lønninger en positiv, om end begrænset (ikke statistisk signifikant) indvirkning på lavtlønnede arbejdstageres lønninger. I modsætning hertil påvirker både forhandlede lønninger og nationale mindstelønninger i væsentlig grad lønningerne for lavtlønnede arbejdstagere i lande med høj kollektiv overenskomstdækning.