Mindsteløn i Litauen

Kollektive overenskomster kan fastsætte højere minimumslønssatser (art. 141 par. 4 i arbejdsloven), men denne bestemmelse er endnu ikke blevet anvendt i praksis.

Arbejdsloven indeholder et forbud mod at betale mindsteløn for kvalificeret arbejdskraft siden 1. juli 2017. Dette forbud øgede antallet af arbejdere, der blev betalt mere end mindstelønnen, og reducerede tilsvarende antallet af dem, der modtog mindstelønnen og mindre (art. 141 stk. 2 i arbejdsloven). Det skal bemærkes, at arbejdsloven juridisk set ikke fastsætter det (absolut eller relative) højere beløb, der skal betales til kvalificerede arbejdere sammenlignet med ufaglærte. I praksis kan forskelle (eller en større kløft) i lønninger for kvalificeret og ufaglært arbejdskraft derfor fortsat være et spørgsmål, da selv den mindste forskel er juridisk berettiget.

Væsentlige ændringer i mindstelønsreguleringen fandt sted, da den nye arbejdslov trådte i kraft den 1. juli 2017. Nye regler indført med denne ændring er følgende:

1. Bestemmelsen om, at mindstelønnen kun kan betales til ufaglærte arbejdere, blev indført.

2. Afskaffelse af den juridiske mulighed for at fastsætte lavere satser (art. 187, afsnit 1, i den tidligere arbejdslov gav mulighed for en sådan mulighed: 'Republikken Litauens regering kan på forslag fra Trepartsrådet fastsætte forskellige minimumslønsatser for time- og månedsløn for forskellige sektorer af økonomien, regioner eller grupper af arbejdere').

3. Republikken Litauens parlament er ikke længere involveret i fastsættelsen af mindsteløn. Før 1. juli 2017 havde parlamentet ret til at fastsætte størrelsen af den timeløn og den månedlige mindsteløn for det kommende regnskabsår ved udgangen af forårssessionen, på betingelse af at regeringen på anbefaling af det trepartsråd ikke fastsatte mindstelønnen inden 1. juni i indeværende år, eller hvis der ikke var nogen tilsvarende anbefaling fra rådet (art. 187 par. 1 i arbejdsloven, gyldig indtil 1. juli 2017).

4. Yderligere fleksibilitet er blevet tilføjet, da regeringen fra 1. juli 2017 har fået ret til at ændre fristen for indsendelse af rådets konklusion/anbefaling: 'Det trepartsråd skal indsende sin konklusion til regeringen årligt, senest den 15. juni eller en anden dato efter anmodning fra regeringen' (art. 141 stk. 3). I den tidligere arbejdslov var der ingen mulighed for regeringen at fastsætte mindstelønnen efter 1. juni, da retten til at fastsætte en sådan sats, som nævnt ovenfor, tidligere blev overført til parlamentet (art. 187 par. 1).

5. Arbejdsloven, der var gældende indtil 1. juli 2017, fastsatte klare kriterier for fastsættelse af mindstelønsbeløbet kun når beføjelsen til at godkende mindstelønnen blev overdraget til Republikken Litauens parlament. Det var parlamentet, der havde beføjelse til at godkende minimumslønsbeløbet under hensyntagen til 'den gennemsnitlige årlige inflationsrate for det foregående år (målt ved det nationale forbrugerprisindeks) og indflydelsen af andre faktorer, der påvirker niveauet og udviklingen af gennemsnitslønnen i den offentlige og private sektor' (art. 187 stk. 1 i arbejdsloven).

De seneste ændringer af arbejdsloven blev foretaget i forbindelse med implementeringen af EU's direktiv om mindsteløn og vedrører fastsættelsen af kriterierne for fastsættelse af mindstelønsniveauet i selve loven i artikel 141, stk. 3, som trådte i kraft den 25. oktober 2024.

• Arbejdslov: Arbejdslov for Republikken Litauen nr. XII-2603 (14 09 2016)opens in new tab

• Ændringer af arbejdsloven godkendt ved lov nr. XIV-3034 (17 10 2024)opens in new tab

• Regeringsresolution nr. 700 om mindsteløn gældende i 2026 (16 10 2025)opens in new tab

De vigtigste aktører i fastsættelsen af mindsteløn er følgende:

• Republikken Litauens regering.

• Det trepartsråd og Republikken Litauens regering (art. 141 i arbejdsloven), bestående af syv arbejderrepræsentanter (fagforeninger), syv arbejdsgiverrepræsentanter (arbejdsgiverorganisationer) og syv regeringsrepræsentanter. Lighed i medlemskab er et grundlæggende princip. Regeringen delegerer sine repræsentanter ved resolution (art. 185 stk. 1 i arbejdsloven). Fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer skal for at kunne delegere deres repræsentanter opfylde de ni kriterier, der er fastsat i arbejdsloven (art. 185 afsnit 2). Blandt dem: at være medlem af internationale forbund; at have medlemmer eller repræsentanter i forskellige regioner eller industrier; være aktiv i mindst tre år; fagforeninger skal organisere mindst 0,5 % af arbejdsstyrken; Arbejdsgiverorganisationer skal repræsentere virksomheder, der beskæftiger mindst 3 % af det samlede antal ansatte. Social- og arbejdsministeriet vurderer de sociale parters overholdelse af disse kriterier. I øjeblikket opfylder tre fagforeninger og seks arbejdsgiverorganisationer kriterierne og er repræsenteret i rådet.

• Litauens Bank, som deltager med sin ekspertise og bistand til Trepartsrådet (for eksempel anmodede den om bistand på mødet den 21. september 2017, hvor Rådet besluttede at anvende bankens anbefalinger og beregninger i fremtiden ved overvejelsen af fastsættelsen af mindstelønnen).

• Finansministeriet i Republikken Litauen offentliggør økonomiske udviklingsscenarier, der tages i betragtning, når regeringen godkender mindstelønnen.

• Statens dataagentur, som offentliggør indikatorerne for landets økonomiske udvikling, som tages i betragtning, når regeringen godkender mindstelønnen.

• Nuværende liste over medlemmer af det trepartsrådopens in new tab

Trepartsrådet træffer beslutning om mindstelønsforhøjelsen efter anbefalinger fra Litauens Bank, men i praksis kan de afvige – som i 2023, hvor banken foreslog en stigning på 13,4 %, men Trepartsrådet godkendte regeringens foreslåede skattereformrelaterede formel (en stigning på 10 % kombineret med en stigning i det skattefri indkomstbeløb, TEAI).

Det trepartsråd skal indsende sin udtalelse til regeringen senest den 15. juni hvert år eller inden en anden dato, som regeringen anmoder om (art. 141, afsnit 3, Arbejdslov).

Endelig fastsætter regeringen justeringen af mindstelønnen ved resolution. Regeringen fastsætter mindstelønnen baseret på anbefalingen fra det trepartsråd og med hensyntagen til landets økonomiske udviklingsindikatorer og tendenser. I teorien kan den endelige beslutning om mindstelønnens størrelse afvige fra anbefalingen fra det trepartsråd. I praksis sker dette dog aldrig, da regeringsrepræsentanter også er medlemmer af det trepartsråd selv, hvilket direkte bidrager til indholdet af anbefalingerne, der præsenteres for regeringen. Der var eksempler, hvor regeringen fastsatte mindstelønnen, når det trepartsråd ikke nåede til enighed.

Som nævnt ovenfor blev der foretaget ændringer i arbejdsloven (artikel 141(3)) i forbindelse med implementeringen af EU's mindstelønsdirektiv og trådte i kraft den 25. oktober 2024. Disse ændringer vedrører hovedsageligt kriterierne ved fastsættelse af mindsteløn, ikke selve processen. Det er dog vigtigt at bemærke, at med disse ændringer forpligter arbejdsmarkedsloven indirekte Republikken Litauens trepartsråd, når de udarbejder en anbefaling, der starter fra 2026, at drøfte alle kriterier, der direkte er angivet i artikel 141, stk. 3 i denne kodeks, ved vurdering og fastsættelse af minimumsmånedslønnen.

Den nye arbejdslov fastsætter, at mindstelønnen skal godkendes af regeringen efter anbefaling fra det trepartsråd og under hensyntagen til udviklingsindikatorer og tendenser i den nationale økonomi (art. 141 stk. 3 i arbejdsloven). Dermed eksisterer kriteriet for årlig inflation (i beregningen af det nationale forbrugerprisindeks) som sådan ikke længere i litauisk lovgivning. På sit møde den 21. september 2017 blev det trepartsråd enige om formlen for fastsættelse af mindstelønnen. Ifølge formlen må den månedlige mindsteløn være mindst 45 % og højst 50 % af gennemsnitslønnen og skal være i overensstemmelse med gennemsnittet af mindsteløn/gennemsnitsløn for en fjerdedel af de EU-medlemslande med det højeste mindsteløns-/gennemsnitslønforhold (baseret på de seneste tre års data offentliggjort af Eurostat). Samtidig anmodede Tripartite Council om bistand fra Litauens Bank til fastlæggelsen af beregningsmetoden for mindsteløn og blev enige om at anvende bankens anbefalinger og beregninger i fremtiden ved overvejelsen af fastsættelsen af mindstelønen.

Ændringer i arbejdsloven (artikel 141, stk. 3), der trådte i kraft den 25. oktober 2024, fastslår, at regeringen ved godkendelse af mindstelønnen ikke blot skal tage hensyn til anbefalingerne fra det trepartsråd og udviklingsindikatorerne og tendenserne i landets økonomi, men også - det økonomiske udviklingsscenarie offentliggjort af Litauens finansministerium samt indikatorerne for landets økonomiske forhold udviklingen som offentliggjort af Statens Statistikmyndighed, samtidig med at der tages hensyn til kriterier som købekraft i forhold til leveomkostninger, det overordnede lønniveau og deres fordeling, væksthastigheden i lønvæksten samt de langsigtede niveauer og udviklinger i arbejdsproduktiviteten. Det skal bemærkes, at disse ændringer til artikel 141 i arbejdsloven vil gælde for forhandling og godkendelse af mindsteløn og minimumsmånedsløn for 2026 og frem.

• Referat fra mødet i Republikken Litauens trepartsråd (21. september 2017), Spørgsmål 3PDFopens in new tab

Mindstelønnen fastsættes baseret på de opdaterede Finansministeriets prognoser for gennemsnitslønnen (AW): den planlagte og forventede brutto månedlige gennemsnitsløn i den nationale økonomi, eksklusive tillæg og bonusser. For eksempel, når mindstelønnen for året 2026 i 2025 beregnes, var den planlagte og forventede brutto månedlige gennemsnitsløn for 2026 lig med €2.428,35. Dette tal stammer fra 2024 AW (€2.223,00) minus den 6,6% andel, der repræsenterer fradrag og bonusser (€2.076,28), og justeret ved hjælp af Finansministeriets AW-vækstprognoser (AW-vækst på 8,5% i 2025 og 7,3% i 2026), hvilket resulterede i en prognose for 2026 på €2.417,22 (€2.076,28 × 1,085 × 1,073). Dette ganges derefter med 50 %, da det gennemsnitlige forhold mellem den højeste AW og mindstelønnen blandt den øverste fjerdedel af EU-medlemslandene har overskredet det aftalte maksimum på 50 % i tre på hinanden følgende år og nået 51 % (€2.417,22 × 0,50 = €1.209). For at opnå en mindsteløn på €1.209 i 2027 eller de følgende år foreslog regeringen at hæve mindstelønnen med 11,1 % fra 2026, hvilket bringer den op på €1.153. Derfor vil forholdet mellem mindsteløn og gennemsnitsløn i 2026 nå midtpunktet af målområdet (47,7 %), og i 2027 eller de følgende år vil forholdet i Litauen nærme sig det ønskede niveau på 50. Derudover blev fattigdomsrisikogrænsen også taget i betragtning i 2025 ved godkendelsen af mindstelønnen for 2026. Ifølge foreløbige estimater vil nettoindkomsten for mindstelønsmodtagere (efter skat) stige med 59 € næste år og nå 836 € ved anvendelse af det maksimale skattefrie indkomstfradrag i 2025. Dette beløb overstiger den foreløbigt forventede fattigdomsrisikogrænse for 2026, som anslås at ligge mellem 786 og 799 € pr. person. 1

Alle ansatte, der arbejder under ansættelseskontrakter, uanset om de er private eller offentlige, er dækket af mindstelønnen. Mindstelønnen er den laveste tilladte vederlag for ufaglært arbejde ('nekvalifikuotas darbas'). Ufaglært arbejde defineres som arbejde, hvor der ikke kræves særlig kvalifikation eller faglig evne (art. 141, afsnit 2 i arbejdsloven).

Den nationale (offentlige) kollektive overenskomst fastsætter den grundlæggende lønsats for offentligt ansatte og embedsmænd og fastsættes årligt.

Ingen andre mindstelønsvariationer er fastsat i love, regler eller andre kollektive overenskomster. Disse variationer er desuden kun mulige, som nævnt ovenfor, i kollektive overenskomster, der fastsætter højere mindstelønssatser (art. 141, punkt 4 i arbejdsloven), men denne bestemmelse i arbejdsloven er endnu ikke blevet anvendt i praksis.

I henhold til art. 141 ('Mindsteløn') i arbejdsloven godkender regeringen både mindsteløn og månedsløn. Kollektive overenskomster kan fastsætte satser højere end mindstelønen og minimumsmånedslønnen (art. 141 stk. 4 i arbejdsloven).

Arbejdsloven fastsætter ikke et bestemt antal timer for en månedlig takst.

Dog kan forholdsmæssigt lavere løn (herunder mindsteløn) kun udbetales, hvis medarbejderen arbejder deltid (mindre end normale timer, art. 40 ('Aftale om deltidsarbejde'), stk. 6 i arbejdsloven), dvs.:

• mindre end 40 timer om ugen i gennemsnit; eller

• mindre end 38 timer om ugen, hvis kortere arbejdstid gælder for en medarbejder (art. 112, afsnit 4 i arbejdsloven). 2

Art. 146, punkt 1 i arbejdsloven ('Vilkår, sted og procedure for betaling af løn') fastsætter følgende: 'Vederlag skal udbetales til en medarbejder mindst to gange om måneden eller – efter medarbejderens anmodning – én gang om måneden'. Derfor modtager medarbejdere 24 eller 12 mindstelønninger om året.

Art. 34, stk. 3 i arbejdsloven ('Uundværlige ansættelseskontraktvilkår') fastslår, at 'I ansættelseskontrakten fastsætter parterne løn pr. måned (månedsløn) eller arbejdstid (timeløn), som ikke må være lavere end mindstelønen eller den minimumstimeløn, der er godkendt af regeringen. Parterne i ansættelseskontrakten kan også aftale ekstra løn, tillæg, bonusser eller andre ekstra betalinger i henhold til forskellige vederlagssystemer. Derfor skaber arbejdsloven indirekte forudsætninger i forskellige lønsystemer, der er fastlagt i kollektive overenskomster eller andre lokale dokumenter, gældende i visse virksomheder, for at fastsætte den 13. eller 14. løn (inklusive mindsteløn). Det er dog ikke almindelig praksis i Litauen, og loven (arbejdsloven) kræver ikke yderligere månedlige betalinger.

Art. 34, stk. 3 i arbejdsloven ('Uundværlige ansættelseskontraktvilkår') fastslår, at 'I ansættelseskontrakten fastsætter parterne løn pr. måned (månedsløn) eller arbejdstid (timeløn), som ikke må være lavere end mindstelønen eller den minimumstimeløn, der er godkendt af regeringen. Parterne i ansættelseskontrakten kan også aftale ekstra løn, tillæg, bonusser eller andre ekstra betalinger i henhold til forskellige vederlagssystemer. Derfor betragtes mindstelønnen kun som en 'grundløn' og omfatter ifølge loven ikke bonusser eller overarbejdstillæg.

Under ferie har arbejdstageren kun ret til sin gennemsnitlige løn (art. 130 stk. 1 i arbejdsloven); Der gives ikke yderligere ferietillæg.

Ar. 139, par. 2 i arbejdsloven ('Begrebet løn') fastslår, at en medarbejders løn inkluderer: (1) grundløn (tariff) (time- eller månedsløn eller fast del af lønnen); (2) en ekstra del af lønnen, som aftalt mellem parterne eller betalt i overensstemmelse med arbejdsretten eller det vederlagssystem, der gælder på arbejdspladsen; 3) bonussen for opnåede kvalifikationer; (4) bonusser for ekstra arbejde eller udførelse af yderligere opgaver eller opgaver; (5) bonusser for udført arbejde, fastsat ved aftale mellem parterne eller udbetalt i overensstemmelse med arbejdsrettens bestemmelser eller det lønsystem, der gælder på arbejdspladsen; (6) bonusser givet på arbejdsgiverens initiativ for at opmuntre en medarbejder til at præstere godt eller for at belønne medarbejderens eller virksomhedens, afdelingens eller gruppens præstationer.

Derfor kan komponenterne 2-6 ikke inkluderes i mindstelønnen og skal betales ud over den.

Art. 143, afsnit 3 i arbejdsloven ('Jobstandarden') fastslår, at når en medarbejder (for hvem akkordbetalingen gælder) ikke opfylder arbejdsnormerne uden egen skyld, får han/hun betaling for det faktiske udførte arbejde. I dette tilfælde må månedslønnen ikke være mindre end 2/3 af hans/hendes gennemsnitsløn og må ikke være mindre end mindstelønnen. Hvis en medarbejder er skyld i ikke at opfylde arbejdsstandarderne, får han eller hun betaling for det faktiske udførte arbejde (art. 143, afsnit 4).

Art. 143, stk. 1 i arbejdsloven fastslår, at 'Hvis omfanget af en jobfunktion (jobstandard) fastsættes for en medarbejder [...], skal arbejdsgiveren stille de arbejdsvilkår til rådighed, der er nødvendige for, at medarbejderen [...] kan opfylde jobstandarden'. En begrundet anmodning fra en medarbejder om en forkert fastlagt arbejdsrate/norm behandles af arbejdskonflikternes organer. Arbejdsgiveren skal bevise, at lønnen er fastsat i overensstemmelse med erhvervsrisici, den involverede tid og omstændighederne ved arbejdsfunktionen.

Art. 736, punkt 1 i Republikken Litauens civilproceslov ('Størrelsen af fradrag fra debitorens indkomst eller anden indkomst') fastsætter, at fradrag af en del af debitorens indkomst og andre tilsvarende betalinger og tillæg inden for rammerne af en minimumsløn fastsat af regeringen skal ske i overensstemmelse med det håndhævelige instrument, og de beløb, der er underlagt håndhævelse, er fuldt inddrevet, Der skal foretages fradrag fra den del af skyldnerens løn og tilsvarende betalinger eller ydelser som følger:

1. Fra den andel, der ikke overstiger minimumsmånedslønnen (MMW), skal der trækkes 10% under et eller flere håndhævelsesdokumenter; dog, hvor håndhævelse vedrører underhold, der skal betales i periodiske betalinger, erstatning for skader forårsaget af personskade, anden helbredsnedsættelse eller livsberøvelse for en forsørger, skal 30 % trækkes, medmindre andet er angivet i håndhævelsesdokumentet selv eller fastsat ved lov eller domstol;

2. Fra den andel, der overstiger MMW, men ikke overstiger det dobbelte af MMW, skal 30% trækkes fra under et eller flere håndhævelsesdokumenter; dog, hvor håndhævelse vedrører underholdsbidrag i periodiske betalinger, erstatning for skade forårsaget af skade, anden helbredsnedsættelse eller livsberøvelse for en forsørger, skal 50 % trækkes fra, medmindre andet er fastsat ved lov eller domstol;

3. Fra den andel, der overstiger det dobbelte af MMW, skal 50 % trækkes under et eller flere håndhævelsesdokumenter, medmindre andet er fastsat ved lov eller domstol.

Der er ingen regelmæssige rapporter om fastsættelse af mindsteløn.

• Baumann A. (2025), Hvad forklarer forskelle i vækst i mindsteløn mellem EU-medlemslande? Journal of Economics and Statistics, 245(1–2): 7–44, De Gruyter.

• Bogužas Ž., Imbrasas D., et al. (2024), Anatomi af inflationschok i Litauen: årsager, virkninger og konsekvenseropens in new tab. Lejlighedsvis papirserie, Bank of Lithuania

• Bruzdeilynaitė, G., Subačienė, R. (2022), Darbo užmokesčio ir jam įtaką darančių veiksnių vertinimas Lietuvojeopens in new tab. Regnskabsteori og praksis nr. 25, Vilnius.

• Danilevičienė, I. (2019), Darbo apmokėjimo, užimtumo ir produktyvumo sąveika. Ph.d.-afhandling, Vilnius Gediminas Tekniske Universitet, Litauens Socialforskningscenter. DOI: 10.20334/2019-014-M

• Dobrovolskas I. (2024), Nuo naujųjų metų minimali alga į rankas augs 75 eurais. LRT.lt, 1. januar. Tilgængelig på: https://www.lrt.lt/naujienos/verslas/4/2161223/nuo-naujuju-metu-minimali-alga-i-rankas-augs-75-eurais

• Diliuvienė, L., Tamašauskienė, Z. (2019), Pajamų nelygybės kitimą lemiančių veiksnių poveikio empirinių tyrimų analizėopens in new tab. Socialiniai tyrimai. Vilnius Universitet, bind 42, nr. 2, s. 74-84.

• Garcia-Louzao J., Tarasonis L. (2022), Løn og beskæftigelsespåvirkning af mindsteløn: Beviser fra LitauenPDFopens in new tab. Arbejdspapirserie, nr. 103.

• Garcia-Louzao J., Tarasonis L. (2023), Løn og beskæftigelsespåvirkning af mindsteløn: Beviser fra Litauen. Journal for Komparative Økonomi. Bind 51, nummer 2, s. 592-609

• Garcia-Louzao J., Ruggieri A. (2023), Konkurrence på arbejdsmarkedet og ulighedopens in new tab, CESifo Working Paper nr. 10829, december 2023

• Grencíkova, A., Navickas, V., Spankova, J. og Krajco, K. (2022), Sammenligning af mindstelønninger i EU-lande i konteksten af beskæftigelsens påvirkningopens in new tab. Akademisk tidsskrift Transformations in Business & Economics, bind 21, nummer 3, s. 212-223.

• Gruževskis, B., Miežienė R., Krutulienė, S. (2019), Aktyvios įtraukties koncepcija ir trajektorijos: Lietuvos atvejisopens in new tab. Filosofija. Sociologija. Litauiske Videnskabsakademi, nr. 4, s. 305-316.

• Guogis, A., Svirbutaitė-Krutkienė, G. (2020), Gerovės valstybės sampratos ir matavimų problemosopens in new tab. Socialinis darbas. Patirtis ir metodai. Mykolas Romeris Universitet, 25 (1).

• Mundeikis, J. (2020). Angående MMW for 2021: Teknisk rapportPDFopens in new tab. [Dėl 2021m. MMA nustatymo. Techninis raportas], Lithuanian-Economy.net, 15. september 2020.

• Petrylaitė D. (2024) Sociale og beskæftigelsespolitiske tendenser i Den Europæiske Union og deres indvirkning på litauisk socialretopens in new tab.

• Serzane M., Askoldavičiute V. (2022), Undersøgelse af faktorer, der bestemmer Litauens offentlige gæld til udenlandske landeopens in new tab, 28. juni 2022.

• Statkus, J., Tamašauskienė, Z. (2020), Funkcinio pajamų pasiskirstymo kitimo poveikio bendrajai paklausai empirinių tyrimų analizėopens in new tab. Socialiniai tyrimai. Bind 43, nr. 2, s. 15-25.

• Timinskaitė, A., Ramanauskaitė, A., Rudžionienė, K. (2023), Studier — Erhverv — Samfund: Nutid og Fremtidig indsigt (artikel DOI: 10.52320/svv.v1iVIII.293).opens in new tab Studijos – verslas – visuomenė: dabartis ir ateities įžvalgos. Bind 1(VIII), s. 154-166.

• Volodzkienė, L. (2019), Lietuvos įmonių ir įstaigų darbuotojų ir darbdavių tyrimo ataskaitaPDFopens in new tab. Mykolas Romeris Universitetet, Vilnius.

• Zajankauskaitė, J. (2023), Darbo užmokesčio augimo spurtas Lietuvoje tęsiasi (duomenų komentaras).opens in new tab Lietuvos bankas, Vilnius.