Mindsteløn i Norge
Information for this page was compiled during December 2025 and early 2026. Most Member States had already transposed the EU minimum wage directive at this point. Those that had not yet fully completed transposition or where the information was not yet publicly available include Bulgaria, Cyprus, Luxemburg, Poland and Portugal. These profiles will be updated consecutively as the information becomes available. Users are invited to contact our experts on minimum wage if they are aware of changes.
Denne profil beskriver, hvordan mindstelønninger reguleres og fastsættes i Norge. Den kan læses som baggrundsinformation for Eurofounds årlige gennemgang af fastsættelse af mindsteløn. Mindstelønninger fastsættes kun i kollektive overenskomster, og nogle af dem er generelt gældende.
Indtil januar 2026 er EU's mindstelønsdirektiv (EU 2022/2041) ikke blevet omsat i norsk lovgivning. På tidspunktet for udarbejdelsen af denne profil er det stadig uklart, om direktivet vil indgå i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), som forbinder Norge med det indre marked. Direktivet blev ikke markeret som EØS-relevant, og EFTA's holdning er, at det ikke bør inkluderes i EØS-aftalen. EU-Kommissionen har dog udtrykt en anden holdning. Både den norske regering og de sociale parter har været tilbageholdende med at inkludere direktivet, da de frygter, at dette vil underminere den norske lønfastsættelsesmodel.
Dækningen af kollektive forhandlinger er 72 %, denne procentdel inkluderer udvidede aftaler (Nergaard 2024), men med stor variation mellem sektorer og industrier. I den offentlige sektor er alle ansatte (100%) dækket af kollektive overenskomster. I den private sektor er dækningen højere i fremstillingsindustrien (76 %) end i servicebranchen (30-40 %, afhængigt af den specifikke branche). Disse procenter inkluderer ikke forlængede mindstelønninger. I 2022 blev dækningen for den samlede private sektor anslået at være steget med 11-12 % (fra omkring 46 % til omkring 57 %), hvis effekten af udvidede kollektive overenskomster blev medregnet (Nergaard, 2024). Generelt er forhandlingsdækningen lavere blandt private ansatte i begge ender af lønstrukturen, mens dem i midten oftere er dækket af en kollektiv overenskomst. For lavtlønnede arbejdere, især i private servicesektorer, modvirkes lav forhandlingsdækning ved at gøre minimumslønsregler i brancheniveau kollektive overenskomster generelt gældende. Dette gælder for sektorer som for eksempel rengøring, transport, hoteller og restauranter, landbrugssektoren og fiskeforarbejdning. Mindstelønsregler i kollektive overenskomster har også en tendens til at have en normativ effekt og anvendes derfor af virksomheder, der ikke formelt er bundet af aftalen, for eksempel i detailhandel.
Norske lønforhandlinger er stærkt koordinerede på centralt niveau. I tråd med branchens norm (frontløbermodellen) starter fremstillingsindustrien (industriaftalen) og fastsætter en norm for de øvrige forhandlingsområder. De vigtigste parter i denne aftale er Norwegian Industries tilknyttet Norsk Virksomhedsforbund (NHO) og Fellesforbundet tilknyttet Norsk Fagforeningsforbund (LO). De øvrige forhandlingsområder, både i den private og offentlige sektor, starter deres forhandlinger så snart eller inden for få uger efter, at fremstillingsindustrien har afsluttet deres forhandlinger. Normen fastsættes som en årlig lønstigning, men inden for hver sektor vil forhandlingsparterne blive enige om justering af mindstelønnen. Dog vil de stigninger, som fremstillingsindustrien beslutter, som regel blive kopieret af andre fagforeningsområder inden for toparbejdsgiverorganisationen, NHO. Flere fagforeninger tilknyttet LO har lavtlønnede medlemmer. Fellesforbundet fagorganiserer arbejdere i hoteller, restauranter og transport, Norsk Arbeidsmandsforbund i rengøring og Handel og Kontor i detailhandel.
Kollektive aftaler genforhandles hvert andet år, men med mellemlangsigtede lønforhandlinger. Mellemlangtidsforhandlingerne foregår normalt på nationalt niveau mellem konføderationerne, og NHO og LO starter med at sætte normen for resten af arbejdsmarkedet.
Alle konføderationer har forpligtet sig til frontløbermodellen gennem trepartskommissioner (se NOU 2023: 30). Lavtlønnede sektorer følger også modellen. Fagforeningskonføderationer med arbejderklasse, såsom LO, har vedtaget en lønsolidaritetspolitik, hvor forhandlingsstyrken fra de stærke fagforeninger inden for industrien (med høj fagforeningstæthed) bruges til at sikre en anstændig lønstigning for medlemmer i svagere fagforeninger (med lav fagforeningstæthed) i private virksomheder. De gør dette ved at kræve lønstigninger i absolutte tal, og ikke blot procenter. Der findes også andre mekanismer til at hæve de laveste lønninger og dermed sikre, at disse arbejdere ikke halter bagefter resten af arbejdsmarkedet (Alsos og Nergaard, 2018). For eksempel sikres lønnen for lavtlønnede normalt gennem en særlig lavlønsstigning. Dette anvendes i forhandlingsområder, hvor gennemsnitslønnen ligger under en vis tærskel (normalt 90 %) sammenlignet med produktionsgennemsnittet (Alsos og Nergaard, 2021). Lønninger kunne også være knyttet til lønniveauerne i andre grupper, for eksempel gennemsnitslønnen i fremstillingsindustrien. Dette vil sikre en yderligere lønstigning, hvis gennemsnittet for virksomheden/industrien ligger under det niveau, som denne lavlønsgaranti sikrer, for eksempel 85 % af gennemsnitslønnen i fremstillingsindustrien (Alsos og Nergaard, 2021).
Alsos, K. og Nergaard, K. (2018), Lönebildningen i de skandinaviska ländernaPDFopens in new tab, Rapport. Stockholm: 6F – fackförbund i samverkan.
Alsos, K. og Nergaard, K. (2021), 'Er kollektive forhandlingsmodeller i de nordiske lande i stand til at sikre en leveløn? Erfaringer fra lavtlønsindustrier, i Dobbins, T. og Prowse, P. (red.) (2021) The Living Wage: Advancing a Global Movementopens in new tab, Routledge, Kapitel 10.
NOU (Norges offentlige utredninger) (2023), Utfordringer for lønnsdannelsen og norsk økonomiopens in new tab, 2023:30.
Der er stor variation i, hvordan mindstelønninger reguleres inden for de forskellige kollektive overenskomster, men som regel er der forskellige satser baseret på erhverv, færdigheder, alder og/eller anciennitet. For eksempel har nogle aftaler separate satser for dem under 18 og/eller forskellige satser baseret på anciennitet, enten i virksomheden eller i erhvervet. Disse kategorier er som regel de samme over tid. I brancheaftaler for arbejdere er der som regel separate lønregler for lærlingepladser, som er en del af den formelle uddannelsesvej for disse. De får som regel en procentdel af mindstelønnen, med årlig forhøjelse. Der findes ingen tradition i Norge for subminima for arbejdere, der har svært ved at finde arbejde, for eksempel langtidsarbejdsløse, personer med handicap eller immigranter. Adgangen til arbejdsmarkedet sikres snarere gennem løntilskud fra staten til arbejdsgiveren.
Mindstelønnen fastsat af kollektive overenskomster dækker udelukkende lønsatsen, mens andre komponenter som (for eksempel) overarbejdsbetaling og feriebetaling udbetales oveni. Kollektive overenskomster indeholder også som regel regler for rejseudgifter samt kost og logi. Sådanne omkostninger kan som regel ikke trækkes fra mindstelønnen. Under alle omstændigheder findes der ingen lovbestemt definition af 'grundsats'.
I forhold til de mindstelønninger, der udvides ved lov, har der været en vis diskussion om, hvorvidt lønnen kan være lavere end minimumssatsen, hvis medarbejderen modtager andre former for godtgørelser. Ifølge Arbeidstilsynet må arbejdsgivere betale mindre end den udvidede mindsteløn, hvis medarbejderen modtager ydelser, der betragtes som løn. Dette er dog underlagt betingelsen af, at disse ydelser betragtes som løn i henhold til relevant lovgivning vedrørende beregning af feriepenge, skat og sociale sikringsydelser.
Refusioner kan ikke betragtes som løn.
Arbeidstilsynet (udateret) Minstelønnopens in new tab, webside. Tilgået 3. januar 2025.
Den Tekniske Beregningskomité for Lønafregningerne (TBU) giver de sociale parter og myndigheder regelmæssig analyse af den økonomiske situation. Dette inkluderer lønniveauer og lønudviklinger. Udvalget består af repræsentanter fra alle fagforeninger og arbejdsgiverforbund samt repræsentanter fra Statistisk Centralist, Arbejds- og Socialministeriet, Finansministeriet og Ministeriet for Lokalforvaltning og Modernisering, som repræsenterer regeringen i dens rolle som arbejdsgiver. TBU offentliggør rapporter både før lønforhandlingerne og efter afslutningen af forhandlingsrunden. I disse sidstnævnte rapporter (de seneste er listet nedenfor) giver udvalget et resumé af forhandlingsrunden og de relevante resultater.
Rapporterne for de seneste fem år kan findes her:
Arbeids- og inkluderingsdepartementet (2025), Efter indkomstopgørelsen 2025PDFopens in new tab
Arbeids- og inkluderingsdepartementet (2024), Efter indkomstopgørelsen 2024PDFopens in new tab
Arbeids- og inkluderingsdepartementet (2023), Efter indkomstopgørelsen 2023PDFopens in new tab
Arbejds- og inkluderingsdepartementet (2022), Efter indkomstforliget 2022PDFopens in new tab
Arbeids- og inkluderingsdepartementet (2021), Efter indkomstopgørelsen 2021PDFopens in new tab
LO (2021) LavlønnsmodellerPDFopens in new tab.
Svarstad og Dapi (2022), Permanent lavtlønnede arbejdere – omfang og karakteristika. Fafo-rapport 2022:02 (engelsk resuméopens in new tab)
Svarstad, E. (2023), 'Bekymrer fagforeninger sig om lavtlønnede arbejdere?' Beviser fra Norge.' Industrielle relationer: A Journal of Economy and Society 00 (0): 1–25. https://doi.org/10.1111/irel.12349hopens in new tab
Arbejdstilsynet (ud). Mindstelønopens in new tab.
